Det vidunderlige grundlag for vores tro
Takket været Gud for hans vidunderlige overdragelse af vidnesbyrd, myndighed og lærdomme, som er en del af Jesu Kristi genoprettede kirke.
Mine kære brødre og søstre, jeg søger Herrens inspiration, mens jeg taler til jer. Jeg føler et stort ansvar, når jeg taler til de sidste dages hellige. Jeg er taknemlig for jeres venlighed og tålmodighed. Jeg beder hele tiden om, at jeg må være værdig til folkets tillid.
Jeg er for nylig kommet tilbage fra en meget lang rejse. Det har været meget trættende, men det har været vidunderligt at være sammen med de hellige. Hvis det var muligt, ville jeg overdrage alle Kirkens daglige administrative anliggender til andre og bruge min tid sammen med de hellige og besøge dem i de små grene og i de store stave. Jeg ville ønske at være sammen med de hellige, hvor end de måtte være. Jeg føler, at hvert eneste medlem af Kirken fortjener at blive besøgt. Jeg beklager, at jeg på grund af mine fysiske begrænsninger ikke længere kan trykke jer alle i hånden. Men jeg ser jer i øjnene med glæde i mit hjerte og giver udtryk for min kærlighed og efterlader en velsignelse.
Baggrunden for den seneste rejse var genindvielsen af templet i Freiberg i Tyskland og indvielsen af templet i Haag i Holland. Jeg havde mulighed for at indvie templet i Freiberg for 17 år siden. Det var en temmelig beskeden bygning i det, som dengang var Den Tyske Demokratiske Republik, og var østzonen i det delte Tyskland. Byggeriet var bogstavelig taget et mirakel. Præsident Monson, Hans Ringger og andre havde opnået velvillighed hos de østtyske regeringsembedsmænd, som sagde ja hertil.
Det har fungeret strålende i løbet af disse år. Nu er den forfærdelige mur væk. Det er lettere for vore medlemmer at rejse til Freiberg. Bygningen var blevet slidt efter alle disse år og var ikke længere tilstrækkelig.
Templet er blevet udvidet og gjort endnu smukkere og mere funktionelt. Vi gennemførte kun en enkelt indvielsessession. De hellige var kommet fra fjerne områder. I det store rum, hvor vi sad, kunne vi se lige ind i ansigterne på de mange robuste, pålidelige og vidunderlige sidste dages hellige, som i alle disse år, i solskin og i skygge, under de begrænsninger, som regeringen havde pålagt, og som nu i fuldkommen frihed har bevaret troen, havde tjent Herren og stået som åndelige giganter. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne lægge mine arme om disse heroiske brødre og søstre og fortælle dem, hvor meget jeg elsker dem. Hvis de hører mig nu, håber jeg, at de fornemmer min kærlighed, og at de vil undskylde min hastige afrejse fra deres midte.
Derfra fløj vi til Frankrig for at varetage nogle kirkeanliggender. Derefter fløj vil til Rotterdam og kørte videre til Haag. At arbejde i tre nationer på en dag er temmelig krævende tidsplan for en gammel mand.
Den følgende dag indviede vi templet i Haag i Holland. Der blev gennemført fire møder. Det var en rørende og vidunderlig oplevelse.
Dette tempel er en smuk bygning i et godt område. Jeg så taknemlig for, at der nu findes et Herrens hus, som kan betjene de hellige fra Holland, Belgien og dele af Frankrig. Der blev første gang sendt missionærer til denne del af Europa helt tilbage i 1861. Tusindvis sluttede sig til Kirken. De fleste af dem emigrerede til USA. Men nu har vi en vidunderlig forsamling af dyrebare og trofaste sidste dages hellige, som fortjener et Herrens hus i deres midte.
Jeg besluttede mig for, at mens jeg var i denne del af verden, ville jeg besøge andre områder. Vi fløj derfor videre til Kiev i Ukraine. Jeg var der for 21 år siden. Der er en ny fornemmelse af frihed i luften. Hvilken inspiration var det ikke at mødes med 3.000 hellige fra Ukraine. De medlemmer, som kom fra nær og fjern, udholdt stor ubehag og havde store omkostninger ved at komme der.
En familie havde ikke råd til, at alle familiens medlemmer kunne komme med. Forældrene blev hjemme og sendte deres børn af sted, så de kunne få mulighed for at være sammen med os.
Derfra drog vi videre til Moskva i Rusland. Jeg var også der for 21 år siden, og der er sket meget. Det er som elektricitet. Man kan ikke se det. Men man kan føle det. Her havde vi atter et vidunderligt møde med muligheder for at tale med betydningsfulde regeringsembedsmænd, som vi havde gjort det i Ukraine.
Hvilket uvurderligt og dyrebart privilegium at mødes med disse vidunderlige hellige, som var blevet indsamlet »én fra en by, to fra en slægt« og bragt til Zion i opfyldelse af profetien hos Jeremias (se Jer 3:14). Livet er ikke let for dem. Deres byrder er tunge. Men deres tro er fast, og deres vidnesbyrd er levende.
På disse fjerntliggende steder, som er fremmed for det meste af Kirken, brænder evangeliets lys klart og oplyser vejen for tusinder.
Vi fløj derpå til Island. Det er et smukt sted med smukke mennesker. Her havde vi en langt møde med nationens præsident, et meget distingveret og dygtigt menneske, som havde været i Utah og som talt meget venligt om vore medlemmer.
Vi mødtes atter med de hellige. Hvor var det inspirerende at se ind i deres ansigter, mens de trængtes i vores kirkebygning i byen Reykjavik.
På alle disse steder og ved alle disse muligheder for at tale til så mange, var der en ting, som hele tiden optog mit sind – det mirakuløse i dette værk, og hvor vidunderligt det er. Teksten fra en af vore storslåede salmer, som netop blev sunget af koret, blev ved med at komme til mig:
Så sikker en grundvold for alle, som tror
er lagt ved profeter ved Guds eget ord;
(»Så sikker en grundvold«, Salmer og sange, nr. 38).
Forstår og værdsætter vi som sidste dages hellige virkelig, hvor stærkt vi står? Blandt alle denne verdens religioner er denne både enestående og vidunderlig.
Er denne kirke en uddannelsesinstitution? Ja. Vi underviser hele tiden og uophørligt under mange forskellige forhold. Er det en social organisation? Ja, sandelig. Det er en stor familie af venner, som blander sig med hinanden og nyder hinandens selskab. Er det en gensidig hjælpeorganisation? Ja. Ja, der findes et enestående program til opbygning af uafhængighed og til at yde hjælp til de, som er i nød. Det er alt dette og langt mere. Men udover alt dette er det Guds kirke og rige, oprettet og ledet af vore evige Fader og hans elskede Søn, den opstandne Herre, Jesus Kristus, til velsignelse af alle, som kommer ind i dens fold.
Vi erklærer meget ligefremt, at Gud, vor Fader, og hans Søn, Herren Jesus Kristus, viste sig personligt for drengen Joseph Smith.
Da jeg blev interviewet af Mike Wallace på tv-programmet 60 Minutes, spurgte han mig, om jeg virkelig troede på det. Jeg svarede: »Ja. Det er det mirakuløse ved det.«
Det er den måde, jeg har det på. Hele vores styrke hviler på troværdigheden af denne åbenbaring. Enten skete det, eller også skete det ikke. Hvis det ikke skete, så er dette værk et bedrag. Hvis det skete, er det det vigtigste og mest vidunderlige under himlene.
Tænk på det, mine brødre og søstre. I flere århundreder forblev himlene forseglet. Gode mænd og kvinder, og ikke et fåtal – virkelig storslåede og vidunderlige mennesker – forsøgte at korrigere, styrke og forbedre deres måde at tilbede på og deres lærdomme. Jeg ærer og respekterer dem. Hvor meget bedre er verden ikke på grund af deres dristige gerninger. Selv om jeg tror på, at deres værk var inspireret, blev det ikke begunstiget ved, at himlene blev åbnet, og at Guddommen viste sig.
Så i 1820 kom der en glorværdig manifestation som svar på en drengs bøn. Han havde i familiebibelen læst følgende ord i Jakobs Brev: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« (Jak 1:5).
På denne enestående og vidunderlige oplevelse står og falder denne kirkes troværdighed.
Som i al nedskrevet religionshistorie er der intet, som kan sammenlignes med dette. Det Nye Testamente fortæller om Jesu dåb, da Guds røst blev hørt og Helligånden dalede ned i form af en due. På Forklarelsens bjerg så Peter, Jakob og Johannes Herren blive forvandlet foran dem. De hørte Faderens røst, men de så ham ikke.
Hvorfor viste både Faderen og Sønnen sig for en ung dreng? For det første kom de for at indvarsle den største uddeling af evangeliet til alle tider, hvori alle tidligere uddelinger vil blive samlet, og hvori de alle ville bragt sammen til én uddeling.
Er der nogen i den tidsalder, vi nu lever i, der kan tvivle på, at dette er den mest vidunderlige beretning i verden? Der har været en strålende opblomstring af videnskab, lægevidenskab, kommunikation og transport, som ikke har set sin lige i hele menneskehedens historie. Er det rimeligt at påstå, at der også ville ske en opblomstring af den åndelige viden, som en del af denne uforlignelige renæssance af lys og forståelse.
Instrumentet i dette Guds værk var en dreng, hvis sind ikke var forurenet af menneskenes filosofier. Dette sind var modtageligt og ikke dannet ud fra tidens traditioner.
Det er let at se, hvorfor mennesker ikke accepterer denne beretning. Den er næsten ufattelig. Og alligevel er det fornuftigt. De, som er bekendt med Det Gamle Testamente, erkender, at Jahve viste sig for profeterne, som levede på den til sammenligning enkle tid. Kan de berettiget benægte behovet for, at Himlens Gud og hans opstandne Søn viser sig i denne meget komplekse tidsperiode i verdens historie?
At de begge kom, at Joseph så dem i deres strålende herlighed, at de talte til ham og at han hørte og nedskrev deres ord – er de bemærkelsesværdige ting, som vi vidner om.
Jeg kendte en såkaldt intellektuel, som sagde, at Kirken var fanget af sin historie. Mit svar var, at uden denne historie har vi intet. Sandheden af denne enestående, særegne og bemærkelsesværdige begivenhed er det, som hele vores tro står og falder med.
Men dette enestående syn var kun begyndelsen til en række manifestationer, som udgør dette værks tidlige historie.
Og hvis dette syn ikke var nok til at bekræfte personligheden og virkeligheden af menneskehedens Forløser, så fulgte derefter fremkomsten af Mormons Bog. Her er noget, som mennesket kan holde i sine hænder og så at sige »løfte«. Mennesket kan læse den. Mennesket kan bede om den, for den indeholder et løfte, om at Helligånden vil forkynde sandheden deraf, hvis dette vidnesbyrd søges i bøn.
Denne bemærkelsesværdige bog står som et vidne om Guds Søns levende realitet. Bibelen erklærer, at: »På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« (Matt 18:16). Bibelen, som er den gamle verdens testamente, er det ene vidne. Mormons Bog, som er den nye verdens testamente, er det andet vidne.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor den kristne verden ikke accepterer denne bog. Jeg ville tro, at de ville søge efter alt, eller hvad som helst for uden tvivl at fastlægge virkeligheden og guddommeligheden af verdens Frelser.
Nu fulgte gengivelsen af præstedømmet – først af Det Aronske under Johannes Døbers hænder, som havde døbt Jesus i Jordanfloden.
Så kom Peter, Jakob og Johannes, Herrens apostle, som i vor tid overdrog det, som de havde modtaget under Mesterens hænder, som de havde vandret med, ja »nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene« (se Matt 16:19).
Derefter kom der yderligere præstedømmenøgler under Moses, Elias og profeten Elias.
Tænk på det, mine brødre og søstre. Tænk på det vidunderlige i dette.
Dette er den genoprettede Jesu Kristi Kirke. Vi er som folk sidste dages hellige. Vi vidner om, at himlene blev åbnet, og at sløret blev trukket tilbage, at Gud har talt, og at Jesus Kristus har åbenbaret sig, hvorefter fulgte overdragelse af guddommelig myndighed.
Jesus Kristus er hjørnestenen i dette værk, og det er »bygget på apostlenes og profeternes grundvold« (Ef 2:20).
Denne vidunderlige genoprettelse bør gøre os til at tolerant folk, gode mod næsten, og som værdsætter og er venlige mod andre. Vi må ikke være pralende. Vi må ikke være stolte. Vi kan være taknemmelige, og det skal vi være. Vi kan være ydmyge, som vi bør være.
Vi elsker dem, som tilhører andre kirker. Vi arbejder sammen med dem i en god sag. Vi respekterer dem. Men vi må aldrig glemme vore rødder. Disse rødder stikker dybt i den endelige uddelings jord, som er tidernes fyldes uddeling.
Hvilken inspiration har det ikke været at se mænds og kvinders ansigter over hele verden, som i deres hjerte bærer en hellig overbevisning om sandheden af denne grundvold.
Når det kommer til guddommelig myndighed, så er det det væsentlige i hele sagen.
Takket været Gud for hans vidunderlige overdragelse af vidnesbyrd, myndighed og lærdomme, som er en del af Jesu Kristi genoprettede kirke.
Det må være vores store og enestående budskab til verden. Vi siger det ikke pralende. Vi vidner i ydmyghed, men med alvor og absolut oprigtighed. Vi indbyder alle, hele jorden, til at lytte til denne beretning og bedømme dets sandhed. Gud velsigne os, der tror på hans guddommelige åbenbaringer, og hjælpe os med at videregive kundskaben om disse store og strålende begivenheder til alle, som vil lytte. Til jer siger vi med kærlighed: Bring alt det med jer, som I har af godhed og sandhed, uanset hvorfra I har modtaget det, og kom og lad os se, om vi kan føje noget til det. Jeg giver denne invitation til mænd og kvinder overalt, med mit højtidelige vidnesbyrd om, at dette værk er sandt, for jeg kender sandheden af det gennem Helligåndens kraft. I Jesu Kristi navn. Amen.