Vi er alle sko
»For Gud Herren giver lys, så man forstår; for han taler til mennesker på deres sprog, så de forstår« (2 Ne 31:3).
Børnene i Ryans nye nabolag kom fra hele verden: Australien, Canada, Egypten, England, Indien, Kuwait, Mexico, Saudi-Arabien, Skotland, USA og Vietnam.
Ryan var forbløffet over at møde mennesker fra så mange forskellige steder, men han bemærkede, at nogle gange legede børnene i parken kun med de børn, der talte samme sprog som de selv. Ryan kunne ikke forstå, hvorfor alle ikke bare legede sammen, uanset hvor de kom fra, eller hvilket sprog de talte. Nogle gange var børnene fra et land ondskabsfulde mod børnene fra et andet land. Det gjorde Ryan ked af det.
Ryan spekulerede over, hvad han kunne gøre, men det var svært at finde på noget. Han kunne jo ikke bare sige, at de alle skulle være venner – fordi de talte forskellige sprog, ville de jo ikke kunne forstå ham.
En dag var Ryans familie ude at spadsere. Nogle af de drenge, der havde været ondskabsfulde, løb udenfor. En af dem stod med en fodbold. Ryan elskede også at spille fodbold. Ryan tog mod til sig og gik hen til drengene. Han kendte et par ord på deres sprog, og de kendte nogle få ord på hans. Ryan og drengene begyndte at smile og le, mens de forsøgte sig med hinandens sprog. Så pegede Ryan på deres fodbold. »Vil I spille fodbold med mig?« spurgte han i håb om, at de ville kunne forstå ham. Han smilede meget bredt.
Drengene så på ham, og så kiggede de på hinanden. De talte sammen et øjeblik, men Ryan kunne ikke forstå ordene. Så kiggede de på Ryan igen og nikkede. Ryan smilede, og så løb de over i den nærliggende park. Ryan vinkede ad sine venner, som talte engelsk, og lidt genert kom de nærmere. En dreng lagde bolden på jorden, og så begyndte kampen.
Lidt senere holdt Ryan en kort pause for at løbe hjem og få en slurk vand.
»Hvordan går det derude?« spurgte mor.
»Fint!« sagde Ryan. »Ser du, mor, vi er jo alle sko!«
»Sko?« spurgte mor.
»Ja. Vi er forskellige, men vi har alle sammen sko på – og det er det eneste, der skal til for at kunne spille.«
»Godt set,« sagde mor. »I er alle sammen vor himmelske Faders børn, og I har mere til fælles, end I tror.«
Ryan vinkede, mens han løb ud af døren igen for at lege med sine nye venner.
Fra den dag af gik alle kvarterets børn over i parken hver torsdag for at spille bold sammen. Det betød ikke noget, hvilket sprog de talte, eller hvor de kom fra – de var alle sammen sko, og det var godt nok.
Illustration: John Zamudio