Et kram til Jennifer
»Vær frimodig« (Matt 9:22).
Jennifer lukkede døren til sit værelse og smed sig på sengen. Hun tørrede de varme, våde tårer væk fra kinderne og prøvede at dæmpe sin hulken.
Hun havde lige været oppe at skændes med sin storebror og storesøster. Mor og far var taget i supermarkedet, og det syntes, som om de aldrig ville komme tilbage.
Jennifer havde det elendigt. Selv om hun prøvede at få læben til at holde op med at dirre, følte hun sig meget ked af det. »Hvis bare far og mor var hjemme, så var det hele meget bedre,« tænkte hun.
Så kom Jennifer i tanker om noget, hun havde lært om bøn i Primary. »Man kan altid bede,« havde primarylæreren sagt. »Man kan bede, når man er glad, og når man er ked af det.«
Jennifer knælede ved siden af sin seng. Hun trak dynen hen over sit hoved, så hun ikke ville blive forstyrret, hvis nogen åbnede døren. Hun tørrede igen tårerne væk og begyndte at bede.
»Kære himmelske Fader,« sagde hun, »vil du tilgive mig, at jeg skændtes med mine søskende i dag. Og vil du ikke nok hjælpe mig med at få det bedre. I Jesu Kristi navn. Amen.«
Nu var Jennifer ikke længere ved at græde. Langsomt forvandledes de sårede følelser sig til en varm, fredfyldt følelse. Hun følte sig så godt tilpas og så elsket, som hvis nogen gav hende et kram.
Da hendes forældre senere kom hjem, havde Jennifer sagt undskyld og legede igen med sin bror og sin søster. Da mor trådte ind ad døren, løb Jennifer hen og gav hende et velkomstkram. Et kram fra mor føltes dejligt, men Jennifer havde lært, at selv når mor ikke var hjemme, kunne hun fornemme sin himmelske Faders trøstende kærlighed.
Illustration: James Johnson