Evangeliske klassikere
Enhed
Et af de centrale temaer i Jesu Kristi evangelium er enhed. Skrifterne lærer os, at lighed og enhed bør herske blandt Kirkens medlemmer.
Som I nok husker, så bad Frelseren ved den første nadver, hvor han var sammen med sine apostle, om, at de måtte være ét med ham, som han var ét med Faderen. Han bad ikke for dem alene, »men også for dem, som ved deres ord tror på [ham],
at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig« (Joh 17:20-21).
Målet har altid været enhed, enighed og lighed mellem Jesu Kristi kirkes medlemmer. Som eksempel vil jeg rette jeres opmærksomhed mod beretningen om Enok, hvor han og hans folk opnåede en tilstand af enhed, skønt resten af verden lå i krig.
»… og der udgik en forbandelse over alle mennesker, som kæmpede mod Gud;
og fra den tid af kom det til krige og blodsudgydelse blandt dem; men Herren kom og boede hos sit folk, og de levede i retfærdighed.
Frygt for Herren var over alle folkeslag, så stor var Herrens herlighed, som var over hans folk. Og Herren velsignede landet …
Og Herren kaldte sit folk Zion.« Hvorfor? »fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem« (Moses 7:15-18; kursiv tilføjet).
Under sin jordiske tjenestegerning forkyndte Jesus den samme lære for sine disciple. Efter hans himmelfart »blev [de] alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed.
Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt« (ApG 4:31–32).
Efter at den opstandne Frelser havde besøgt folket i Amerika, blev »alle mennesker på hele landets overflade, både nefitter og lamanitter … omvendt til Herren, og der var ingen stridigheder og mundhuggerier blandt dem, og enhver handlede retfærdigt, den ene med den anden.
Og de havde alt fælles blandt sig, derfor var der ikke fattige og rige, trælle og frie, men de blev alle gjort frie og delagtige i den himmelske gave« (4 Ne 1:2-3; fremhævelse tilføjet).
Vi er Kristi kirke i dag, og Herren forventer, at vi opnår den samme grad af enhed. Til os har han sagt: »Vær et, og dersom I ikke er et, er I ikke mine« (L&P 38:27).
Nogle medlemmer mener, at man kan være i fuld harmoni med Ånden i evangeliet, nyde fuldt fællesskab i Kirken og samtidig være ude af harmoni med lederne i Kirken og de råd og vejledninger, de giver. En sådan holdning er fuldstændig uholdbar, fordi denne kirkes ledelse ikke alene kommer fra det skrevne ord, men også fra fortsat åbenbaring, og Herren giver den åbenbaring til Kirken gennem sin udvalgte profet. De, der påstår at acceptere evangeliet, og som samtidig kritiserer og nægter at følge profetens råd indtager en uforsvarlig holdning. En sådan ånd fører til frafald. Det er ikke noget nyt. Det var fremherskende på Jesu tid og på profeten Joseph Smiths tid.
Det er klogt at huske på den storslåede lektie, som Frelseren gav nefitterne angående dette emne, da han begyndte sit virke blandt dem. Han sagde:
»Og der skal ikke være nogen mundhuggerier blandt jer, som der hidtil har været; ej heller skal der være mundhuggerier blandt jer angående detaljerne i min lære, som der hidtil har været.
For sandelig, sandelig siger jeg til jer: Den, der har en stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden« (3 Ne 11:28-29).
Der er kun en måde, hvorpå vi kan være ét, og det er ved at søge Herren og hans retfærdighed (se 3 Ne 13:33). Enhed opnås ved at følge lyset fra oven. Det udspringer ikke af forvirringen under os. Mennesker stoler på deres egen visdom og vandrer på deres egen vej, men uden Herrens vejledning kan de ikke leve i enighed. Ej heller kan de opnå enighed ved at følge uinspirerede mennesker.
For os går vejen til enhed gennem indsigt i Herrens vilje og efterlevelse af denne. Der kan ikke herske enhed og fred på jorden, før vi forstår og efterlever dette grundlæggende princip. Kirkens kraft til at udrette godt i verden afhænger af, hvorvidt vi som medlemmer efterlever dette princip.
Den væsentligste årsag til verdens problemer i dag er, at mennesket ikke søger at lære Herrens vilje og så gøre den. De søger snarere at løse problemerne med deres egen visdom og på deres egen måde. Herren gjorde os opmærksom på dette i det første afsnit af Lære og Pagter, som han åbenbarede som et forord til hans befalingsbog, og bemærkede, at det var én af årsagerne til de problemer, som han forudså, ville ramme jordens indbyggere. Lyt til denne tydelige udtalelse:
»For de er afveget fra mine ordinancer og har brudt min evigtvarende pagt.
de søger ikke Herren for at grundfæste hans retfærdighed, men enhver vandrer på sin egen vej« (L&P 1:15-16).
Brødre og søstre, stol ikke på menneskers råd eller en arm af kød (se L&P 1:19), men søg Herren for at grundfæste hans retfærdighed (se L&P 1:16).
Vi i denne kirke kan opnå en enhed og enighed, som giver os en styrke, der overgår alt, som vi hidtil har oplevet, hvis vi blot vi tilegne os en bedre forståelse af evangeliets principper og komme til enighed i vores fortolkning af verdens tilstand og tendenser i dag. Det kan vi gøre ved bønsomt at granske Herrens ord, deriblandt dem, som gives os gennem den levende profet.
Sådan opnår vi enhed. Hvis vi studerer Herrens ord, som det kommer til os gennem standardværkerne og gennem den levende profets vejledning og ikke forhærder vores hjerte, men ydmyger os og udvikler et ægte ønske om at forstå, hvordan vi kan anvende det i netop vores situation, og dernæst spørger Herren i tro på, at vi modtager et svar (se L&P 18:18), mens vi samtidig flittigt holder Herrens bud, så vil den vej, vi skal følge, bestemt blive åbenbaret for os, og vi vil kunne stå i mod verden som en fasttømret enhed.
Vi har helt sikkert brug for denne enhed og styrke i den tid, som vi lever i. Vi har en storslået mulighed, nemlig muligheden for at strække os mod himlen og opnå evangeliets ånd, som vi aldrig tidligere har oplevet den. Det kan vi gøre ved at udvikle den enhed mellem os, som fordres af det celestiale riges lov …
Det er min faste overbevisning, at eftersom vi er involveret i Herrens værk, vil vi kunne udrette alt det, som han kræver af os, hvis vi blot er enige.