Til vi ses
Bind en knude og hold fast
Jeg er vokset op i en lille by i Canada. Da jeg var 13, mistede min far sit arbejde, og vores familie flyttede til Edmonton for at overleve. Nogle få måneder efter at vi var flyttet til byen, havde min mor og far et voldsomt skænderi, der resulterede i, at min mor kom på hospitalet i et halvt år. Efter nogen tid lod hun min far vende tilbage til familien. Det knuste mig, og jeg begyndte at drikke og tage stoffer for at flygte fra min indre vrede.
Netop på det tidspunkt fandt missionærerne mig. Da jeg mødte familierne i den lokale menighed, gjorde det indtryk på mig at se, hvordan ægtefællerne respekterede hinanden, og at se den kærlighed, som forældrene havde til deres børn. Jeg blev døbt som 16-årig.
Mit første år som medlem viste, at jeg måtte udholde en del smerte for at udvikle mig. Jeg lagde de venskaber og den livsstil, som havde hjulpet mig til at flygte fra volden i mit hjem, bag mig. Desværre syntes min menighed ikke at byde på trøst i form af nye venskaber, som kunne udfylde tomrummet. Jeg følte mig ikke velkommen og var parat til at vende tilbage til min gamle livsstil, da en missionær udfordrede mig til at forblive tro mod min dåbspagt. Tøvende gik jeg med til det, men jeg havde det, som om jeg holdt fast i et reb, der var ved at glide ud af hænderne på mig.
Kort tid efter blev jeg kaldet til at være klassepræsident for laurbærpigerne. Jeg følte mig utilstrækkelig; der var flere laurbærpiger i menigheden, som var langt bedre egnet til det. Da min nye kaldelse blev bekendtgjort, udtrykte en af pigerne i menigheden sin utilfredshed. »Hvordan kunne de dog kalde dig?« sagde hun. »Du kommer jo knap nok i Kirken. Hvad ved du om noget?«
Hun havde ret. Jeg vidste ikke noget. Jeg var sikker på, at min kaldelse ville sende mange af laurbærpigerne ud i inaktivitet – også jeg selv. Hele situationen syntes uudholdelig. Nu var rebet ved at glide helt ud af hænderne på mig.
Da jeg mødtes med min vejleder, Marlene Evans, sagde jeg, at nogen havde begået en kæmpefejl. Men hun forsikrede mig om, at der var en grund til, at jeg var blevet kaldet. Hun arbejdede utrætteligt med mig, og jeg besøgte hende regelmæssigt for at lære mine nye ansvar at kende. Takket være hendes opmuntring kunne jeg til sidst lede et møde, uden at mine knæ rystede under mig.
Engang rakte søster Evans mig et kort, hvorpå der stod: »Hvis rebet er ved at glide ud af hænderne på dig, så bind en knude og hold fast.« Hun hentydede til, at rebet repræsenterede livet, og hvis vi ikke gør retfærdige handlinger, så lader vi rebet glide fra os. Knuden repræsenterede beslutningen om at holde fast ved evangeliet og den tryghed, som det giver.
Den lektie huskede jeg på i de næste mange måneder. Jeg gik i gymnasiet samtidig med at jeg tog brevkurser. Jeg arbejdede om aftenen og om lørdagen. Jeg betalte selv skolepenge, gebyrer, bøger, tøj og kost og logi. Det var mange tidspunkter, hvor jeg følte, at rebet var ved at glide mig af hænde. Var jeg en superpige, der kunne klare det hele selv? Nej, men jeg bandt en knude og holdt fast.
I dag har jeg taget en universitetsuddannelse og arbejder som socialrådgiver. Jeg blev gift i templet og har fire børn. De har også været i templet og har været på mission. Og jeg har tjent i lederstillinger i Unge Pigers organisation. Hver gang jeg gør det, benytter jeg enhver lejlighed til at fortælle de unge om søster Evans budskab. Hendes omsorg og hendes budskab ændrede mit liv.
Jeg ville ikke have de rige velsignelser, som jeg har i dag, hvis jeg ikke havde lært at binde en knude og holde fast.
Foto: John Luke