Forlad festen!

Sonrisa Oles Hasselbach, Californien

For en del år siden fik jeg mulighed for at repræsentere staten Utah ved et landsdækkende stævne for skolesvømmere i Ohio.

Under vores ophold var der en fest for idrætsudøverne. Da jeg tog hen til en fest den første aften, troede jeg, at det ville være som de sjove fester, vi holdt derhjemme – hvor vi drak sodavand og legede sjove lege. Men så snart jeg trådte ind i salen, ramte virkeligheden mig.

Jeg forstod straks, hvad artiklerne i Kirkens tidsskrifter talte om, når der stod: »Du skiller dig ud, når du er det eneste medlem af Kirken.« På en eller anden måde havde de andre idrætsudøvere regnet ud, at jeg var sidste dages hellig. Der blev stille i lokalet, og alle syntes at stirre på mig, da jeg stak hånden i skålen med chips.

»Hør,« var der en, der sagde, »du er da mormon, ikke?«

Jeg smilede stolt og sagde: »Det er jeg helt bestemt, og jeg er stolt af det.«

Festen fortsatte, men jeg fornemmede, at mange øjne fulgte mine bevægelser. Efter et stykke tid blev festen noget løssluppen. Jeg var ikke sikker på, hvor vildt det ville gå til, men jeg havde ikke lyst til at være med. Jeg frygtede, at jeg ville give folk et forkert indtryk af mine standarder, hvis jeg blev. Desuden tilskyndede Ånden mig til at gå. Da jeg snuppede min svømmetaske og gik hen mod døren, råbte en af drengene: »Hov, du er vel ikke en kylling?«

Jeg smilede bare og sagde: »Vi ses i morgen, gutter.« Så gik jeg og havde det godt med, at jeg havde vist, at jeg ville forsvare Herrens standarder.

Under et møde for de delegerede næste dag, rejste en af de delegerede sig op og sagde med alvorlig mine: »Der skete noget i aftes, som jeg ikke vil se gentaget. I er her for at repræsentere jeres stat, så gør det godt og opfør jer derefter!«

Så tilføjede han: »Nogle af jer gik og tog ikke del i det, der skete. Tak for det.«

Resten af ugen blev jeg vist større respekt og fik flere venlige tilkendegivelser, end jeg nogensinde tidligere havde fået. Mange trænere fra hele USA opfordrede mig til at stille op som idrætsrepræsentant for de vestlige stater, fordi jeg havde repræsenteret Utah så godt.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var sket til den fest, men jeg er taknemlig for, at Ånden tilskyndede mig til at gå.

Da jeg snuppede min svømmetaske og gik hen mod døren, råbte en af drengene: »Hov, du er vel ikke en kylling?«