Fra missionsmarken
Herren satte ham på vores vej
Vi skal dele evangeliet med dem, vi kommer i kontakt med, for vi ved aldrig, hvem der er parate til at høre vores budskab.
Det var en varm solskinsdag i Shilin i Taipei i Taiwan, og min kammerat, søster Verhagen, og jeg cyklede hen for at besøge et medlem. Som sædvanlig var trafikken tæt og travl. Biler, scootere og motorcykler fyldte gaderne og kørte i alle retninger.
Jeg kørte, som jeg altid gjorde, tæt på kantstenen, så andre køretøjer kunne komme forbi. Pludselig styrtede jeg og blev kastet til jorden. Da jeg kiggede op, så jeg en mand, der blev ved med at sige, at han var ked af det. Han havde åbenbart siddet i sin parkerede bil ved vejkanten. Da han åbnede døren for at stige ud, kørte jeg lige ind i den. Jeg havde ikke set ham, og han havde ikke set mig.
Da jeg kiggede ned på mit højre ben, så jeg, hvor jeg var blevet ramt. Der var et hak i mit ben, og det var hævet og blåt. En ambulance, som havde kørt bagved os, stoppede, undersøgte mig og kørte mig direkte på hospitalet. Mit ben blev undersøgt og røntgenfotograferet for at se, om det var brækket. Manden, som var involveret i ulykken, kom også hen på hospitalet for at se, om jeg var okay.
Mens vi ventede på resultatet af røntgenbilledet, talte søster Verhagen og jeg med manden, som hed Chung Wei. Han spurgte mig hele tiden, hvordan jeg havde det og undskyldte uheldet. Jeg undskyldte også og sagde, at jeg var glad for, at det kun var benet, der var kommet noget til.
Vi erfarede, at Chung Wei spillede violin på musikkonservatoriet. Da vi havde talt med ham et stykke tid, sagde vi: »Vi er ikke ude på at presse dig, men hvis du har lyst til at høre vores budskab, så kan vi aftale en tid med ældsterne.« Han tøvede lidt og sagde så ja. Vi udvekslede oplysninger og aftalte et tidspunkt, hvor han kunne mødes med ældsterne.
Så kom resultatet af røntgenbilledet. Heldigvis var mit ben ikke brækket. Det var bare forslået og så grimt ud.
Senere den uge fortalte ældste Criddle mig, at han og hans kammerat havde mødtes med Chung Wei. Undervisningen var gået godt. Et par uger senere hørte jeg, at han havde været i kirke to gange og planlagde at blive døbt. Jeg var så glad og begejstret.
Den 27. april 2002 blev Chung Wei døbt og blev dermed det nyeste medlem af Tien Mu Menighed. Jeg kunne ikke overvære hans dåb, fordi jeg blev forflyttet, men jeg hørte, at dåben gik godt.
Senere traf jeg den missionær, ældste Packer, som havde interviewet Chung Wei inden dåben. Ældste Packer spurgte ham, hvorfor han havde lyttet til missionærerne og besluttet sig for at blive døbt. Chung Wei sagde, at søster Verhagens og min indstilling til ham havde gjort indtryk på ham. Eftersom vi havde været venlige mod ham og ikke vrede over ulykken, så vidste han, at det måtte være den sande kirke, sagde han. Senere, da han blev undervist, fornemmede han Ånden og opbyggede et vidnesbyrd.
Jeg er så taknemlig for, at Chung Wei var beredt. Jeg er glad for, at han fulgte Åndens tilskyndelser, blev døbt og nu har Jesu Kristi evangelium.
Jeg vidste ikke, at vor himmelske Fader ville sætte Chung Wei på min vej den dag. Jeg vidste ikke, at han var parat til at høre evangeliet. Men jeg ved, at vi altid skal være Kristi disciple og stræbe efter at handle, som han ville handle. Vi skal dele evangeliet med dem, vi kommer i kontakt med, for vi ved aldrig, hvem der er parate til at høre vores budskab.
Illustration: Dan Burr