Enestående og forenede
At være sammen for evigt begynder med, at man er forenet nu.
Diana Vasquez nåede ikke at få sagt farvel til sin far. Hun vidste ikke, at hun skulle. Da hun og hendes to brødre gik i skole den 9. juni 2007, havde han det fint. Men inden hun kom hjem, lagde han sig for at hvile og vågnede aldrig igen.
»Det kom fuldstændig uventet,« siger Diana, som var 16 år dengang. »Til at begynde med kunne jeg ikke acceptere det.«
Selv de, der ved, at familier er skabt til at være sammen for evigt, kan til tider tage deres familie for givet. Vel kan søskende være irriterende, forældre og børn er ikke altid enige, og nogle gange er det sjovere at være sammen med vennerne.
Men når tragedier rammer ganske uden varsel, som det var tilfældet i Dianas familie, bliver det væsentlige – som familien – pludselig meget vigtigere.
Heldigvis for Dianas familie arbejdede de allerede på at blive forenede på den anden side. De trak på samme hammel i en svær tid, som kunne have trukket dem fra hinanden, og det har bragt dem fred og lykke i dette liv og håb om, at de kan være sammen i det tilkommende.
Hvad er enhed?
Diana og hendes familie bor i Cusco, en by højt oppe i Andesbjergene i Peru, i hjertet af det gamle Inkarige.
I årene inden faderens død havde Dianas familie et yndlingsudflugtsmål i Sacsayhuamán, som er ruinerne af en inkafæstning i nærheden af deres hjem. De mure, som inkaerne opførte, er så stærke, at de har overlevet mere end 500 år og utallige jordskælv.
I Dianas øjne minder hendes familie om disse mure. Udfordringerne har rystet dem, men de er ikke faldet.
De sten, som Sacsayhuamáns mure er opført af, varierer i størrelse og form; nogle er høje, andre er små, nogle er firkantede, og andre er simpelthen enorme. Men stenenes forskellighed gør ikke muren svagere. Når stenene anbringes korrekt, er deres forskellige størrelse med til at holde bygningen sammen. Stenenes forskellighed tjener faktisk til fremme af deres fælles formål.
Det samme kan siges om vores forskelligheder.
»Vi har alle forskellige gaver og talenter,« siger Diana. »Vi bør bruge dem på at hjælpe andre« (se 1 Kor 12).
Da Dianas far var død, påtog hun og hendes mor og to brødre sig forskellige roller, som passede til deres talenter og evner, men de arbejdede alle til det fælles bedste, nemlig at tage sig af hinanden. Og mens de gjorde det, blev »deres hjerter knyttet sammen i enighed og kærlighed, den ene til den anden« (Mosi 18:21).
Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, forklarer: »Vor himmelske Fader ønsker, at vore hjerter er knyttet sammen. Denne forening i kærlighed er ikke blot et ideal. Den er en nødvendighed.«1
Hvordan bliver vi forenede?
Til deres bedste bygningsværker anvendte inkaerne ikke mørtel. De tilpassede stenene så omhyggeligt, at der ikke kan presses et stykke papir ind mellem dem. Denne unikke fine tilpasning var mulig, fordi disse mesterbyggere kunne se hver stens placering for sig og vidste, hvordan den skulle formes for at passe ind i helheden.
Når vi lader Mesterbyggeren forme os, kan vi blive ét med hinanden og med ham.2 Præsident Eyring siger, at denne forening finder sted, når vi er lydige med evangeliets ordinancer og pagter.3
Det fik stor betydning for Dianas familie, at de modtog ordinancerne og holdt pagterne. Diana og hendes lillebror, Emmanuel, var de første, der blev medlem af Kirken. Diana siger, at de skændtes meget i hendes familie før den tid. Hun vidste, at hendes forældre ønskede det bedste for hende og hendes brødre, men de var meget strenge.
»Vi følte mere frygt for min far, end egentlig kærlighed,« siger hun.
Flere måneder efter hun var blevet døbt, blev hendes far og hendes storebror, Richard, medlemmer af Kirken, og de blev fulgt af hendes mor et år senere.
»Min far forandrede sig,« siger Diana om sin fars konvertering. »Når vi gjorde noget galt, talte han med os om det. Der var færre skænderier. Der var mere harmoni i vores hjem.«
Da de sluttede pagt om at følge Jesus Kristus, bragte det dem nærmere ham og hinanden. De fandt et fælles mål: At blive en evig familie. Et år efter at Dianas mor var blevet døbt, blev familien beseglet i templet.
»Det var en smuk oplevelse,« siger Diana. »Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg havde det, da vi trådte ind i beseglingsværelset og så mine forældre der. Jeg havde slet ikke lyst til at forlade det igen.«
Bagefter havde familien et endnu stærkere ønske om at holde budene, så de kunne blive en evig familie. Mindre end en uge inden Dianas far døde, havde han holdt en familieaftenslektion om at være forenet i efterlevelsen af pagterne, så de kunne leve sammen for evigt. »Vi har ingen garanti for, at vi lever i morgen,« sagde han. »Vi må være beredt, så vi stadig kan være sammen, hvis en af os skulle dø.«
Efterlevelse af pagter ændrer hjerter
Diana har erfaret, hvordan det at arbejde sammen om at efterleve evangeliets pagter kan knytte en familie sammen, og hun er taknemlig for, at hun lærte det, inden det var for sent.
Det sidste Dianas far sagde til hende, da hun gik i skole, den dag han døde, var: »Te quiero mucho, Dianita.« (Jeg elsker dig meget højt, lille Diana).
Diana har tillid til Herrens løfte om, at hendes familie kan være sammen igen, hvis de fortsat holder pagterne.
»Jeg har set, hvordan vor himmelske Fader har bragt os tættere sammen, fordi vi har fulgt Frelseren,« siger hun. »Jeg må tro på, at han også vil holde sit løfte om, at vi kan være sammen for evigt, hvis vi holder budene.
Jeg ved, at familier virkelig kan være evige takket være den guddommelige plan.
Jeg ved, at vi kan opnå den evige herlighed, som vor himmelske Fader lover os. Kun ved at holde ud til enden, lægge vores hjerte i det, der hører Gud til og hjælpe hinanden kan vi opnå det mål at blive en evig familie.«
Da Dianas Vasquez far døde, lærte hun noget vigtigt om enhed fra stenmurene i Sacsayhuamán, en 500 år gammel inkafæstning i Peru.
Til højre: Diana, hendes mor, Duvalie, og hendes brødre, Richard og Emmanuel (øverst) er blevet knyttet tættere sammen, mens de har støttet hinanden i at holde budene.
Fotos: Adam C. Olson, undtagen hvor andet er angivet.
Fotografi af præsident Eyring: Craig Dimond