Seminar eller sport?
Jeg følte ikke længere, at der var balance i tingene. Jeg kunne ikke længere blive ved med at dyrke både kirke, studier og sport.
Da jeg begyndte i gymnasiet, var jeg på skolens idrætshold. Løb var min store lidenskab – jeg havde været løber, siden jeg var ni år – og jeg trænede hårdt. Jeg deltog i træningen mindst tre aftener om ugen. Jeg fik mulighed for at repræsentere min by ved Costa Ricas landsstævne.
Ofte varede træningen til sent om aftenen. Det gjorde det ekstra udfordrende at stå tidligt op og gå til seminar, som begyndte kl. 5, men jeg blev ved med at yde det offer.
Men halvvejs gennem det skoleår, hvor jeg var 16, indså jeg, at jeg ikke lagde sjælen i seminar. Jeg deltog, men jeg var ikke så udhvilet, forberedt eller opmærksom, som jeg kunne have været. Jeg vidste også, at presset fra de sene aftener og tidlige morgentimer påvirkede min fysiske formåen, og det var ikke fair over for holdet.
Selv om jeg altid havde trivedes med at deltage i mange aktiviteter og havde været i stand til at dyrke både kirke, studier og sport indtil da, så følte jeg ikke længere, at der var balance i tingene. Jeg begyndte at spekulere på, om jeg skulle opgive noget af det. Løb var en god og sund aktivitet, som jeg var dygtig til. Det gav mig mulighed for at anvende mine talenter og opbygge selvdisciplin. Og på skolen var der prestige i at deltage i idræt. Jeg havde gode venner på holdet, og hvis jeg stoppede, ville jeg miste de venskaber.
På den anden side havde jeg det mål at fuldføre seminar, og jeg vidste, at hvis jeg blev på holdet, ville jeg ikke kunne klare det.
Mens jeg overvejede min beslutning, tænkte jeg på, hvad der ville være til størst gavn for alle sider af mit liv, både under min skoletid og i resten af mit liv. Jeg tænkte på mine langsigtede mål. Jeg indså, at min indstilling til seminar havde betydning for resten af mit liv – ja, for evigheden. Jeg blev klar over, hvad jeg måtte gøre.
Da mit andet skoleår i gymnasiet var ved at være forbi, fortalte jeg min træner og mine holdkammerater, at jeg ikke kunne være på holdet længere. Det rystede dem. Ingen kunne forstå, hvorfor jeg fuldstændig ville opgive min store kærlighed, løb – noget, jeg havde brugt næsten halvdelen af mit liv på – »for at gå i kirke kl. 5«. Jeg forklarede, at det var mit ansvar og mit vigtigste valg, og at jeg ville blive et lykkeligere menneske, når jeg valgte det rigtige. Selv om de ikke forstod min beslutning, så respekterede de fleste af dem den heldigvis.
I de næste to skoleår havde jeg mere tid til at læse i skrifterne og overveje dem. Da jeg ikke havde så travlt, opdagede jeg, at jeg oftere modtog inspiration. Det fyldte mit liv med en balance, fred og glæde, som jeg aldrig tidligere havde oplevet.
Da jeg var færdig med gymnasiet, fuldførte jeg seminar. Det betød meget for mig. Jeg fik en kærlighed til skrifterne og de beretninger og lektier, de indeholder. Jeg lærte selvdisciplin ved at stå tidligt op, og jeg blev velsignet med gode venskaber, der blev styrket af de tidlige morgentimer, som vi tilbragte sammen hver dag. Men det vigtigste var, at seminar lærte mig altid at sætte Herren først.
Det mønster har velsignet mit liv, også nu hvor jeg læser på universitetet. Mine lektioner er mere krævende, end de var i gymnasiet. Jeg har flere ansvar i Kirken. Men fordi jeg har udviklet den vane at sætte Herren først, er det blevet lettere at sætte de rette prioriteter, og jeg håber, at jeg kan bevare det mønster hele livet.
Illustration: Scott Greer