Vi taler om Kristus
Han kender mit navn
I 2007 inviterede University of Washington mig til en banket til ære for deres kvindelige idrætsudøvere. Jeg havde spillet tennis på universitetet næsten 44 år tidligere, og min tennismakker og jeg havde vundet de nordvestlige staters dobbeltmesterskab. Ved banketten skulle jeg hyldes for min præstation.
Undervejs til middagen hentede min mand og jeg Lynda, en god ven fra studietiden. Det var også hende, der havde præsenteret mig for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, da jeg var 33 år. Sammen glædede vi os over gensynet med universitetet og gamle venner.
Men da vi hentede vores velkomstpakke og navneskilt inden banketten, blev jeg noget skuffet over at se, at de havde trykt navnet »Sharon Krull«, ikke Sherry Krull på det. »Skidt med det,« tænkte jeg og stregede Sharon ud og skrev Sherry i stedet. Men fejltagelsen gentog sig hele aftenen. Senere, da toastmasteren præsenterede mig som modtager af en pris, kaldte han mig »Sharon«. Den mindeplade, som han overrakte mig, indeholdt samme fejl.
Det var ikke noget stort problem; jeg var taknemlig for at være blevet inviteret med til banketten, og de ansvarlige lovede at give mig en mindeplade med det korrekte navn senere.
Næste dag var det påskesøndag. Min mand og jeg havde tilbragt langfredag i templet og havde brugt megen tid i løbet af ugen på at tænke over Frelserens sidste dage på jorden. Men det stærkeste påskebudskab det år kom under nadvermødet, da vores biskop kom med denne udtalelse: »Hvor er jeg dog taknemlig for, at Herren kender mit navn.«
Jeg blev fyldt af stor glæde. Selv om jeg havde nydt den foregående aften, så overgik den glæde, som jeg følte ved denne sandhed, langt det, jeg kunne føle ved at modtage »menneskers ære«.
Jeg er også taknemlig for, at Herren kender mit navn, men hvad der er endnu vigtigere – jeg er glad for, at jeg i en alder af 33 lærte hans navn at kende. Jeg er evigt taknemlig for, at Lynda, da to missionærer spurgte hende, om hun kendte nogen, som de kunne besøge, ikke var bange for at fornærme mig ved at give dem mit navn.
Jeg erfarede, at Frelseren lever ved at læse Mormons Bog, som vidner om ham. Og da jeg lærte Frelseren at kende og blev medlem af hans kirke, blev jeg et nyt menneske i ham.
Mit liv ændredes dengang ved min dåb og bekræftelse, og det ændredes igen den dejlige påskemorgen, da jeg modtog et vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader og Frelseren virkelig kender vores navn. Jeg kan ikke fuldt ud udtrykke den glæde, som det er at kende vor himmelske Fader og Frelseren – og at vide, at de kender mig.
Til højre: I hans lys, af Greg Olsen, må ikke kopieres