De talte til os
De, som er anderledes
Fra en tale ved en stavskonferencetransmission i Utah County i staten Utah den 7. september 2008.
Må Gud velsigne os til at indse, at en væsentlig målestok for vores udvikling mod at blive Kristus lig kan ses i den måde, hvorpå vi behandler andre, især dem, som er anderledes.
To år før jeg blev født i 1942, fødte min mor min storebror Gary. Gary er et ganske særligt menneske. Da han blev født, fik han en hjerneskade på grund af iltmangel. Mentalt har han aldrig udviklet sig ud over et 6- eller 7-årigt barns stadie.
I mere end 60 år har jeg set mine forældre tage sig af Gary. De hjalp ham med at børste tænder, rede hår og binde slips om søndagen. Da han elskede heste og cowboys, tog de ham med til rodeoshow og cowboyfilm. De udførte uendeligt mange kærlige og omsorgsfulde gerninger for ham.
Desværre er folk ikke altid så venlige mod dem, der er anderledes. Jeg må med beklagelse sige, at nogle børn – selv børn fra aktive sidste dages hellige familier – var uvenlige over for min bror. De holdt ham uden for lege, kaldte ham grimme navne og drillede ham skånselsløst.
Gary var et barnligt menneske, som altid var hurtig til at tilgive. Han elskede og accepterede alle. Jeg tror, at bortset fra mine forældre, så har denne særlige bror gjort mere for at forme mit livssyn under min opvækst, end nogen anden. Nogle gange spekulerer jeg på, hvordan det mon bliver efter opstandelsen, når, som Alma beskriver, »alt skal blive bragt tilbage til dets rette og fuldkomne skikkelse« (Alma 40:23). Så skal vi lære den rigtige Gary at kende, og jeg tror, at vi vil være taknemlige for alt det gode, som vi har gjort for ham, og meget bedrøvet over de gange, hvor vi kunne have været kærligere og mere forstående over for hans situation.
Behovet for kærlighed og forståelse
Der er mange andre mennesker som Gary i denne verden. Selv i Kirken er der visse brødre og søstre, som kan betragtes som »anderledes« og har særligt behov for vores kærlighed og forståelse. Deres behov for kærlighed og forståelse stammer til dels fra en kultur, som udvikler sig i takt med at vi stræber efter at efterleve Guds plan for os. Som med al anden kultur omfatter den kultur, der udspringer af vores indsats for at efterleve Jesu Kristi evangelium, visse forventninger og moralsk bindende skikke. Ægteskab og familie sættes for eksempel højt, og fædre og mødre har guddommeligt udstukne roller at udføre. Børn og unge opfordres til at efterleve visse standarder og følge foreskrevne veje for at opnå uddannelsesmæssige og åndelige mål.
Det ønskede udbytte af et evangeliecentreret liv fremvises som idealer, vi alle opmuntres til at stræbe efter. Skønt sådanne idealer bygger på lærdomme og repræsenterer ønskeværdige mål i vores stræben efter evigt liv, kan de til tider blive en kilde til skuffelse og smerte for dem, hvis liv skiller sig ud fra idealet.
Modløshed og uindfriede forventninger kan for eksempel opstå hos et fraskilt medlem af Kirken, for en i den giftefærdige alder, som forbliver enlig, for den, som kæmper med depressioner eller spisevægring, eller for forældre med et vildfarent barn. Andre kirkemedlemmer, som kan føle sig kulturelt udstødt, er dem, som tilhører en etnisk minoritet, dem, der kæmper med tiltrækning mod deres eget køn, eller unge mænd, som af en eller anden grund valgte ikke at udføre en mission, da de nåede den alder. Medlemmer, som er i en omvendelsesfase og hvis overtrædelser kræver formel og derfor mere synlig kirkedisciplin, synes også ofte, at deres sociale omgang i Kirken bliver noget kedelig.
Selv når de er værdige, kan medlemmer, hvis liv ikke passer ind i idealbilledet og som derfor betragtes som anderledes, ofte føle sig underlegne og skyldbetyngede. Disse følelser øges, når vi som deres brødre og søstre ikke er så betænksomme og hensynsfulde imod dem, som vi burde være. Tænk for eksempel på, hvordan et barnløst par kan blive såret, når et medlem af menigheden spørger dem, hvornår de skal have børn, uden at være klar over, at de har ønsket sig børn i meget lang tid, uden at kunne få dem.
Mens vi stræber efter at tackle disse udfordrende situationer, er det vigtigt at erkende, at løsningen ikke er at fjerne eller blot sænke idealniveauet. Profeter og apostle har altid været pålagt den pligt at undervise os og opfordre os til at stræbe efter idealet. Det var det, Frelseren gjorde. Hans formaning lød: »Så vær da fuldkomne« (Matt 5:48), ikke bare: »Hav en god dag«.
Vi er alle forskellige
Jeg fik en nyttig indsigt for flere år siden, da jeg læste Frelserens lære om en mand, der havde et får, som var faret vild. Frelseren spørger: »… lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne?« (Matt 18:12).
Som præstedømmeleder har jeg i mange år tænkt på mig selv som hyrden – den, der søger efter det vildfarne får. Men i en eftertænksom stund slog det mig, at vi på en eller anden måde alle sammen er det vildfarne får. Vi har alle vore ufuldkommenheder, og vores liv skiller sig på nogle områder ud fra idealet. Vi er alle forskellige! Det er nyttig erkendelse, der gør os ydmyge.
Det er også gavnligt at huske på, at når Frelseren forkyndte idealet, erkendte han, at idealet ikke altid kan opnås med det samme. Da Frelseren talte om åndelige gaver – Helligåndens vidunderlige begavelser – sagde han: »De er givet til gavn for dem, der elsker mig og holder alle mine befalinger.« At skulle holde alle befalingerne for at kunne nyde åndelige gaver synes at være en umuligt høj standard, men heldigvis tilføjer Frelseren, at åndelige gaver også er givet til gavn for »ham, der bestræber sig på at gøre dette« (L&P 46:9; fremhævelse tilføjet). At bestræbe sig på at holde alle budene – selv om vi til tider fejler – er noget, som enhver af os kan gøre, og det anerkendes af vor himmelske Fader.
Eftersom vi alle ved dåben indgik pagt om at »sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:9), er det at være medfølende og hensynsfulde over for dem, der står i en særlig situation – de, der er anderledes – et vigtigt aspekt af vores stræben efter at blive Kristi disciple. Om Jesus skrev Nefi: »Han gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden« (2 Ne 26:24). Det er fuldstændig utænkeligt, at Frelseren ville gøre eller sige noget, som ville påføre et af Guds børn sorg eller smerte. Faktisk forkynder Alma, at Kristus som et led i forsoningen frivilligt oplevede vore smerter, sygdomme og skrøbeligheder, så »han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk« (Alma 7:12).
Vi kan finde stor trøst i Kristi evne til at forholde sig til vore egne oplevelser – et karaktertræk, der kendes som empati. Optegnelsen om Kristi tjenestegerning er fuld af eksempler på hans empati og venlighed mod dem, der var anderledes.
Da Primarys nuværende Børnenes sangbog blev samlet i 1989, var der brug for en sang, som kunne fortælle børn – og dermed os alle – om dem, der, fordi de er anderledes, har særlig brug for vores kærlighed og forståelse. Det enkle sang »Jeg går med dig« opsummerer på smukkeste vis, hvordan vi kan vise vores kærlighed og forståelse.
Hvis du ikke går helt li’som jeg
mon jeg så vil gå væk fra dig?
Nej, stop nu! Stop nu!
Hvis du ikke taler li’som jeg
mon jeg så vil gøre nar af dig?
Nej, stop nu! Stop nu!
Jeg går med dig, jeg taler med dig.
Jeg viser kærlighed til dig.
Jesus gik ej væk fra no’n,
var kærlig imod hver og en.
Ja, husk det! Husk det!
Jesus hjalp enhver på vej
hvorefter han sa’, »Kom følg mig«.
Jeg gør det! Gør det!
Gør det! Gør det!
Jeg går med dig, jeg taler med dig.
Jeg viser kærlighed til dig.1
Må Gud velsigne os til at indse, at en væsentlig målestok for vores udvikling mod at blive Kristus lig kan ses i den måde, hvorpå vi behandler andre, især dem, som er anderledes. Og må vi huske på, at vi alle på en eller anden måde er anderledes.
Fundet igen, af Del Parson, må ikke kopieres
Fotoillustration: Robert Casey