Evangeliet i mit liv
En af familien
Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville blive accepteret af menighedens medlemmer – men jeg opdagede, at jeg tog fejl.
Når jeg omgås andre unge, enlige voksne, har jeg bemærket, at det til tider kan være let at blive så fokuseret på vores ægteskabelige status, at vi slet ikke bemærker folk omkring os. Da jeg for eksempel begyndte at komme i en familiemenighed i stedet for en UV-menighed, mente jeg, at jeg havde krav på særlig opmærksomhed, medfølelse og omsorg, fordi jeg var enlig. Jeg har endnu ikke oplevet, at den indstilling har gavnet mig det fjerneste.
Det første år, jeg var i menigheden, overraskede det mig at opleve, at mange af mine andre forestillinger viste sig at være myter. Jeg opdagede, at gifte par sagtens kan være venner med enlige, og at jeg kunne gøre noget for andre mennesker. Nogle mødre er rigtig glade for at have en veninde, som kan komme på besøg, når deres mænd er på arbejde eller ude i kirkekaldelser. Forældre er ofte taknemlige, når en voksen kan vise deres børn individuel opmærksomhed, og mange er mere end villige til at »udlåne« deres børn til biografture eller andre aktiviteter.
Jeg har også erfaret, at jeg ikke var den eneste, som var enlig. Andre medlemmer af menigheden har børn, som er fløjet fra reden, de er fraskilte eller er blevet enker eller enkemænd og kæmper selv med livets tilskikkelser. Og trods min tro på, at gifte mennesker er lykkeligere, har jeg truffet nogle, som kæmpede med depression, arbejdsløshed eller handicappede eller vildfarne børn. De, der kæmper med den slags, er altid glade for et lydhørt øre.
Men denne indsigt og disse venskaber opstod ikke øjeblikkeligt. De krævede tid og indsats, mens jeg passede mine kirkemøder, tjente i kaldelser og søgte efter muligheder for at hjælpe andre. Da min biskop bad mig om at undervise de seksårige, følte jeg mig utilstrækkelig. Men efter min første måned var der flere forældre, som takkede mig og sagde, at deres børn virkelig nød at komme i min klasse. Den dag i dag er nogle af mine nærmeste venner i menigheden familierne til de børn.
Jeg bestræber mig på altid at være åben over for medlemmer af menigheden, men til tider har det været mig, der havde brug for hjælp. Engang da jeg skulle male et værelse i mit hjem, inden jeg flyttede, stod jeg midt i de afsluttende eksaminer og skulle også udenbys til et bryllup. Da jeg nævnte dette for en søster i min menighed, sagde hun, at hun ville samle nogle søstre, så de kunne male værelset. Deres hjælp sparede mig for en masse tid og penge.
Medlemmerne i min menighed synes ikke at definere mig ud fra min ægteskabelige status, fordi jeg ikke selv definerer mig ud fra den. Når jeg taler med andre, nævner jeg ikke savnet af en ægtefælle, i stedet taler jeg om mit job, mine studier, hobbyer og nærmeste familie. Når jeg fokuserer på disse emner, kan folk ofte se, at jeg rummer meget mere end det, jeg mangler.
En klog ven sagde engang, at venskab er et tovejsforhold; man kan ikke give uden selv at modtage noget igen. Jeg er klar over, at alle mine venskaber ikke kan give mig de samme oplevelser, som en ægtefælle og børn ville kunne, men jeg ved også, at vor himmelske Fader elsker alle sine børn. Uanset hvordan vores omstændigheder er, så kan vi føle os elsket og værdsat.
Illustreret af Dilleen Marsh