Døb mig, far!

José Armando González Mondragón, Mexico

Da jeg trådte ind ad døren en aften, sad min seksårige datter, Jessie, på en skammel i vores køkken. Hendes udtryk bekymrede mig. Jeg spurgte hende, hvad der var sket.

»Far, er det sandt, at jeg er et djævelens barn,« spurgte hun meget bekymret.

Hendes spørgsmål ramte mig som en spand koldt vand. Jessie sagde, at hendes venindes tre måneder gamle lillesøster allerede var blevet døbt. Det havde overrasket Jessie, og hun havde spurgt, hvorfor lillesøsteren var blevet døbt så tidligt. Hendes veninde svarede, at alle spædbørn skulle døbes.

»Er du ikke blevet døbt?« havde hendes veninde så spurgt. Da Jessie svarede nej, insisterede veninden på, at hun var et djævelens barn.

»Døb mig, far!« tryglede Jessie. »Jeg vil ikke være djævelens barn!«

Jeg indså, at denne udfordring skulle klares med det samme. Jeg forklarede dåbens betydning og sagde, at børn ikke behøvede at blive døbt, før de var otte år gamle (se Moro 8:11-23). Jeg fortalte Jessie, at fordi hun var seks år, måtte hun vente lidt længere, inden hun kunne blive døbt. Jeg forsikrede hende om, at hun var Guds barn, og at han elskede hende. Hendes spørgsmål førte os til Moro 10:4-5, hvor Moroni fortæller os, hvordan vi kan afgøre »sandheden af alt«.

Da vi havde læst de vers, spurgte jeg, om hun ville bede til vor himmelske Fader og spørge ham, om det, vi havde talt om, var sandt. Hun sagde ja.

Vi knælede sammen, og Jessie bøjede sit hoved og bad: »Himmelske Fader, jeg vil gerne vide, om det, far har fortalt mig, er sandt. I Jesu Kristi navn. Amen.«

Jeg indså, at jeg havde fået min datter til at bede en af sit livs vigtigste bønner. I hjertet begyndte jeg at trygle min himmelske Fader, som jeg aldrig tidligere havde gjort, om at besvare hendes bøn.

Efter et par minutter sagde hun: »Jeg hørte ikke noget.« Jeg tog hende i mine arme og sagde: »Vor himmelske Fader har givet os Talsmanden, som svarer os med …« jeg lagde min hånd på mit hjerte. Hun afbrød mig og sagde: »Med en varm følelse i brystet! Jeg kan godt mærke det, far!«

Jeg knugede hende ind til mig og takkede min himmelske Fader, fordi han besvarede hendes bøn. Jeg følte også en brænden i brystet. Jeg fortalte Jessie, at det, hun havde følt, var et svar på hendes bøn, og at hun nu vidste, at hun var Guds datter, og at hun skulle døbes, når hun blev otte. Hun sagde, at hun ville vente.

Der er gået mange år siden den oplevelse, men den minder mig stadig om, at vor himmelske Fader holder sine løfter.

I hjertet begyndte jeg at trygle min himmelske Fader, som jeg aldrig tidligere havde gjort, om at besvare min datters bøn.