Min brors valdhorn

Sandy Lauderdale Cane, Missouri i USA

Jeg er vokset op med lyden af min bror, der øvede sig på sit valdhorn. Dag efter dag, år efter år, strømmede lyden af hans horn ud af vores hjem. Jeg kunne høre det på lang afstand, når jeg kom hjem fra skole.

Hvis nogen havde sagt noget, ville jeg helt sikkert have sagt, at min bror var verdens bedste valdhornspiller. Ikke desto mindre gjorde hans konstante spil mig til tider lidt flov, og engang bad jeg min mor om at få ham til at holde op. Han tog endda sit valdhorn med på ferie!

Mange år senere deltog min bror og jeg i en musikkonkurrence i det nordlige Californien på et stort universitet, som jeg aldrig havde været på før. Mens vi var der, fik min skoles madrigalgruppe en topplacering, som betød, at vi skulle spille et ekstranummer senere samme dag. Vi fik at vide, hvor og hvornår vi skulle møde op, og så drog vi alle af sted. Kort efter var jeg helt alene og stod midt på universitetets område og kiggede på de høje bygninger. Jeg kunne ikke få øje på nogen, jeg kendte, men jeg kunne huske, at min mor havde sagt, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fór vild: »Bliv, hvor du er.«

Jeg blev stående, men var for genert til at spørge om vej, desuden vidste jeg ikke, hvor jeg skulle hen. Jeg kunne ikke huske noget af det, vi havde fået at vide, om hvor eller hvornår vi skulle mødes. Men pludselig slog det mig, at jeg kunne bede min himmelske Fader om hjælp. Jeg var ikke medlem af Kirken dengang, men jeg var kommet regelmæssigt i kirke med mine sidste dages hellige venner og havde lært, at vor himmelske Fader besvarer bønner.

Så der stod jeg helt stille og bad en bøn i hjertet. Inden jeg havde fået sagt amen, spidsede jeg ører. Langt borte og meget dæmpet hørte jeg en velkendt lyd – en lyd, jeg havde hørt det meste af mit liv. Da jeg begyndte at gå i retning af musikken, blev den højere. Kunne det være min brors valdhorn? Det var jeg sikker på.

Men så begyndte andre valdhorn at stemme i. Jeg tøvede. Troede jeg virkelig, at jeg ville kunne høre, hvilket af de horn, som var min brors? Men hver gang jeg tvivlede, hørte jeg hans horn, der kaldte på mig. Da jeg trådte ind i en bygning og gik op ad trapperne nærmende mig musikken, blev jeg bange. Tanken om at åbne den forkerte dør og møde en, som jeg ikke kendte, fik mig til at rødme. Da jeg nåede op på tredje sal, lyttede jeg igen, traf min beslutning, tog en dyb indånding og åbnede døren. Der sad han!

Vor himmelske Fader har givet os Ånden til at undervise os, beskytte os og lede os i sikkerhed, når vi føler os alene og forladt. Vi lærer hans røst at kende ved ofte at lytte til den og blive så bekendt med den, at vi kan genkende den midt blandt mange andre røster, som kan føre os på vildspor.

Vi bør ikke skamme os over hans røst eller tøve med at følge den. Hvis vi beder vor himmelske Fader om hjælp og lytter, parate til at adlyde, så ved jeg, at vi hører ham.