Ved små og enkle midler
Når jeg tænker på mine ungdomsoplevelser, tænker jeg på summen af mange små og enkle ting, som styrkede mit vidnesbyrd (se Alma 37:6-7). Min ungdoms menighed var som én stor familie. Når vi afholdt menighedsmiddag, dukkede alle op. Når Hjælpeforeningen holdt en basar eller Primary havde en parade, så dukkede alle op. Vores menighed var vores sociale liv.
Når jeg tænker tilbage på det første roadshow i min menighed, kan jeg tydeligt huske prøverne tidligt om morgenen, bønnerne, samtalerne med andre, mens vi øvede os på vore roller og det fællesskab, som vi følte, mens vi malede kulisser, øvede og lærte sammen. Det var stunder, hvor jeg så evangeliet efterlevet af rigtige mennesker. Jeg så, hvordan mine vejledere håndterede problemer, hvordan ledere reagerede under pres, hvordan ægtefæller opførte sig over for hinanden, og jeg traf en tavs beslutning om at efterleve de principper, som jeg blev undervist i om søndagen. Jeg fornemmede Ånden, når vi bad om mirakler, såsom at huske vores roller eller en af de unge måtte blive rask.
Jeg kan ikke huske mine replikker fra det roadshow, og jeg husker heller ikke andre detaljer. Men jeg kan huske, hvad jeg følte, da vi optrådte, og da jeg betragtede menighedens medlemmers ansigtsudtryk og så deres anerkendelse og fornemmede deres kærlighed.