En del af noget enestående
Sent på foråret 1967 blev vores menighed bedt om at udvælge 16 unge til at danse ved Kirkens Dansefestival. Det var en stor begivenhed i vores lille by ude på landet i Idaho. Festivalen skulle afholdes på det enorme stadion ved University of Utah med flere tusinde tilskuere. Jeg var ikke danser og stod noget tøvende over for de indledende øvelser, men jeg syntes snart om at være sammen med gode, unge mænd og piger, der beredte sig til dansefestivalen. Tanken om at besøge den store by Salt Lake City og bo på et hotel med svømmebassin motiverede os.
Vi ankom til Salt Lake City den aftalte dag og begyndte at klæde om til forestillingen. Pludselig opdagede jeg, at jeg ikke havde de sorte bukser, jeg skulle have på til selskabsdans. Jeg havde glemt dem derhjemme. Vi overvejede end ikke at gå ud og købe et par bukser, for det ville have været for dyrt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Løsningen kom, da min leder i Unge Mænd, bror Lowe, tilbød, at jeg kunne låne hans mørke bukser. Da jeg tog bukserne på, var jeg glad for, at de næsten havde den rigtige længde. Men jeg opdagede hurtigt, at jeg havde et problem: bukserne var adskillige centimeter for store i taljen. »Hvad skal jeg gøre?« tænkte jeg. Jeg var taknemlig for bror Lowes venlighed, men følte mig forlegen over at skulle gå i de store bukser. Bror Lowe og mine venner forsikrede mig om, at ingen ville opdage noget, fordi bukserne ville være dækket af min jakke, og bæltet skulle nok stramme dem sammen.
Jeg kan stadig huske følelsen af at ankomme til stadion og se hundreder af unge mænd og unge piger fra hele landet, som delte min tro og overbevisning. Det var et stort øjeblik for mig at indse, hvor meget Kirken betød for så mange mennesker.
Da det blev vores tur, begav vi os ud på banen. Da dansen begyndte, opdagede jeg til min rædsel, at jeg kunne mærke de enorme bukser glide ned. Der var ikke tid til at gøre noget ved det, for musikken var begyndt. Dilemmaet føjede nye dansetrin til min selskabsdans. Ikke alene skulle jeg huske alt det, vi havde lært, men jeg måtte også opfinde nogle nye bevægelser for at holde bukserne oppe. Til tider irriterede de trin min talentfulde dansepartner, men de reddede mig for en værre situation.
Jeg har aldrig glemt min korte karriere inden for selskabsdans. Men hvad vigtigere er, så har jeg heller ikke glemt følelsen af, at vi var en del af noget enestående – ikke bare en dansefestival – men den genoprettede kirke og Jesu Kristi evangelium.