Store personligheder
Præsident Marion G. Romney (1897-1988)
Marion G. Romney blev født i det sidste dages hellige samfund, Colonia Juárez, i Mexico og boede der, indtil han var omkring 15 år gammel. En politisk revolution, som brød ud i 1910, tvang familien Romney og mange andre til at forlade alt og flygte til USA. »Vi havde svært ved at få pengene til at slå til,« mindedes præsident Romney. »Det var bare ›root hog or die‹.«1 (»Root hog or die« er en amerikansk talemåde, der betyder, at man må klare sig selv).
I de svære år, mens de boede i Oakley i Idaho, lagde Marions far og onkel deres midler sammen. En måned havde de kun 80 dollars til at forsørge 17 mennesker i de to familier. Mon ikke Herren ville kunne forstå, hvis de ikke betalte tiende? De besvarede spørgsmålet ved at sende den unge Marion af sted med tiende til biskoppen en kold vinterdag. Efter den oplevelse, sagde han, var det aldrig svært at betale tiende.
Marion G. Romney kendte både til fattigdom og hårdt arbejde. Han fuldførte high school i 1918, læste så på Ricks College i to år, inden han rejste på mission til Australien. Da han vendte hjem fra sin mission, giftede han sig med Ida Jensen i templet i Salt Lake City i 1924. Mens han arbejdede, studerede ham på Brigham Young University og bestod senere en juridisk embedseksamen i 1929, så han kunne virke som advokat.
Da han tjente som biskop i Salt Lake City under depressionen, blev han stærkt engageret i udviklingen af Kirkens velfærdssystem. Senere, som assistent til De Tolv Apostles Kvorum og siden som apostel, fortsatte han med at finpudse det program og føre tilsyn med det.
Fra 1972 til 1985 tjente han i Det Første Præsidentskab som rådgiver til præsident Harold B. Lee og senere til præsident Spencer W. Kimball. Præsident Romney var præsident for De Tolv Apostles Kvorum, da han døde i en alder af 90 år.