En sommer med grandtante Rose

November 2015

En sommer med grandtante Rose

Præsident Dieter F. Uchtdorf

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Når I vandrer langs jeres egen lyse vej som discipel, beder jeg til, at tro vil styrke alle jeres fodtrin på jeres vej.

Mine elskede søstre og kære venner, jeg glæder mig over at være sammen med jer i dag, og jeg er taknemlig for at være i vor kære profets, præsident Thomas S. Monsons, nærhed. Præsident, vi elsker dig. Vi er sørgmodige over tabet af tre dyrebare venner og Herrens sande apostle. Vi savner præsident Packer, ældste Perry og ældste Scott; vi elsker dem. Vi beder for deres familie og venner.

Jeg ser altid frem til dette møde ved generalkonferencen – den smukke musik, og rådene fra vore inspirerede søstre bringer Ånden her i rigt omfang. Jeg bliver et bedre menneske, når jeg har været sammen med jer.

Da jeg tænkte over, hvad jeg skulle sige til jer i dag, vendte mine tanker sig mod den måde, som Frelseren underviste på. Det er interessant, hvordan han var i stand til med enkle historier at undervise i de mest ophøjede sandheder. Hans lignelser opfordrede hans disciple til at modtage sandheder, ikke blot i deres sind, men også med deres hjerte, og til at forbinde evige principper til deres hverdag.¹ Vores kære præsident Monson er også en mester til at undervise ud fra personlige oplevelser.²

I dag vil jeg holde min tale og give udtryk for mine tanker og følelser i form af en historie. Jeg opfordrer jer til at lytte med Ånden. Helligånden vil hjælpe jer til at finde budskabet til jer i denne lignelse.

Grandtante Rose

Historien handler om en pige ved navn Eva. Der er to vigtige ting, som I skal vide om Eva. Den ene er, at hun var 11 år gammel i denne historie. Og den anden er, at hun absolut og fuldstændig ikke ønskede at rejse til og bo hos sin grandtante Rose. Slet ikke. Aldrig.

Men Evas mor skulle opereres, og en længere rekonvalescens var nødvendig. Så Evas forældre sendte hende afsted for at tilbringe sommeren hos grandtante Rose.

I Evas sind var der tusind grunde til, at det var en dårlig idé. For det første ville det betyde, at hun ikke var sammen med sin mor. Hun måtte også forlade sin familie og sine venner. Og desuden kendte hun slet ikke grandtante Rose. Hun var godt tilpas, skulle hun hilse og sige, lige der, hvor hun var.

Men ingen indsigelser eller rullen med øjnene kunne ændre beslutningen. Så Eva pakkede en kuffert og kørte den lange tur med sin far til grandtante Roses hus.

Fra det øjeblik, hvor Eva trådte ind i huset, hadede hun det.

Alt var så gammelt! Hver eneste krog var fyldt med gamle bøger, underlige farvede flasker og plasticbøtter fyldt til randen med perler, sløjfer og knapper.

Grandtante Rose boede alene; hun var aldrig blevet gift. Den eneste anden beboer var en grå kat, som elskede at finde det højeste sted i hvert værelse og sætte sig der, hvor den stirrede som en sulten tiger på alt længere nede.

Selv huset virkede ensomt. Det var ude på landet, hvor der var langt mellem husene. Ingen på Evas alder boede mindre end en kilometer væk. Det fik også Eva til at føle sig ensom.

I begyndelsen lagde hun ikke så meget mærke til grandtante Rose. Hun tænkte mest på sin mor. Nogle gange var hun vågen om natten og bad af hele sin sjæl om, at hendes mor ville blive rask. Og selvom det ikke skete lige med det samme, så begyndte Eva at føle, at Gud vågede over hendes mor.

Endelig fik de at vide, at operationen var vellykket, og at Eva nu kun skulle udholde tiden, indtil sommeren var forbi. Men hvor hun dog hadede at holde ud!

Da Eva nu ikke mere skulle spekulere på sin mors helbred, begyndte hun at lægge lidt mere mærke til grandtante Rose. Hun var en stor kvinde – alt ved hende var stort, hendes stemme, hendes smil, hendes personlighed. Det var ikke let for hende at gå rundt, men hun sang og lo altid, mens hun arbejdede, og lyden af hendes latter fyldte huset. Hver aften satte hun sig på sin polstrede sofa, fandt skrifterne frem og læste højt. Og når hun læste, kom hun sommetider med kommentarer som: »Åh nej, det skulle han ikke have gjort!« eller »Bare jeg kunne have været der!« eller »Er det ikke det smukkeste, du nogensinde har hørt!« Hver aften knælede de to ned ved Evas seng for at bede, og grandtante Rose kom med de smukkeste bønner, hvor hun takkede sin himmelske Fader for skader og grantræer, solnedgange og stjerner og »vidunderet ved at leve«. Det lød for Eva, som om Rose kendte Gud som en god ven.

Efterhånden opdagede Eva noget overraskende: Grandtante Rose var måske den lykkeligste person, hun nogensinde havde mødt!

Hvordan var det muligt?

Hvad havde hun at være lykkelig over?

Hun var aldrig blevet gift, hun havde ingen børn, hun havde ingen at være sammen med bortset fra en uhyggelig kat, og hun havde svært ved at gøre enkle ting som at binde sine sko og gå op ad trapper.

Når hun tog ind til byen, gik hun med pinligt store, farvestrålende hatte. Men der var ingen, der grinte af hende. I stedet stimlede de sammen om hende og ønskede at tale med hende. Rose havde været skolelærer, og det var ikke ualmindeligt for tidligere elever, der nu var vokset op og selv havde børn, at standse op og snakke lidt. De takkede hende for at have haft en god indflydelse på dem. De lo ofte. Nogle gange græd de endda.

Som sommeren skred frem, tilbragte Eva mere og mere tid sammen med Rose. De gik lange ture, og Eva lærte at kende forskel på spurve og finker. Hun plukkede vilde hyldebær og lavede marmelade af appelsiner. Hun hørte om sin tipoldemor, der havde forladt sit elskede fædreland, sejlet over havet og gået over sletterne for at være sammen med de hellige.

Hurtigt gjorde Eva en anden forbløffende opdagelse: Grandtante Rose var ikke blot en af de lykkeligste personer, hun kendte, men Eva var også lykkeligere, når hun var sammen med hende.

Sommerdagene gik nu hurtigere. Før Eva var klar over det, sagde grandtante Rose, at Eva snart skulle hjem igen. Selv om Eva havde set frem til det øjeblik siden den dag, hvor hun kom, var hun ikke længere helt sikker på, hvordan hun nu følte det. Hun forstod, at hun faktisk ville savne dette mærkelige, gamle hus med den snigende kat og sin elskede grandtante Rose.

Aftenen, før Evas far kom for at hente hende, stillede hun det spørgsmål, som hun havde tænkt over i ugevis: »Tante Rose, hvorfor er du så lykkelig?«

Tante Rose så omhyggeligt på hende og førte hende så hen til et maleri, der hang i stuen. Det var en gave fra en talentfuld ven.

»Hvad ser du her?« spurgte hun.

Eva havde set maleriet før, men hun havde ikke studeret det rigtigt. En pige i en gammeldags kjole hoppede henad en klar blå vej. Græsset og træerne var i en levende, grøn farve. Eva sagde: »Det er et billede af en pige. Det ser ud til, at hun hopper.«

»Ja, det er en pionerpige, som glad hopper hen ad vejen,« sagde tante Rose. »Jeg forestiller mig, at pionererne havde mange kedelige og triste dage. Deres liv var meget hårdt – vi kan slet ikke forestille os det. Men på dette billede er alt lyst og håbefuldt. Den pige har liv i sine skridt, og hun bevæger sig fremad og opad.«

Eva var tavs, så grandtante Rose fortsatte: »Der er så meget, der går skævt i livet, så alle kan oparbejde en stor portion pessimisme og en masse melankoli. Men jeg kender mennesker, som, selv når det går galt, fokuserer på livets undere og mirakler. Det er de lykkeligste mennesker, jeg kender.«

»Men,« sagde Eva, »man kan ikke bare trykke på en knap og ændre sine følelser fra at være ked af det til at være lykkelig.«

»Nej, måske ikke,« sagde tante Rose smilende, »men Gud har ikke skabt os til at være kede af det. Han skabte os til at opleve glæde!³ Hvis vi stoler på ham, vil han hjælpe os til at lægge mærke til de gode, de lyse og håbefulde sider af livet. Og verden bliver bestemt et meget lysere sted. Nej, det sker ikke på et øjeblik, men helt ærligt, hvor meget godt gør det? For mig synes det, at de bedste ting som hjemmebagt brød eller appelsinmarmelade kræver tålmodighed og arbejde.«

Eva tænkte lidt over det og sagde: »Måske er det ikke så enkelt for mennesker, som ikke har alt fuldstændig perfekt i deres liv.«

»Kære Eva, tror du virkelig, at mit liv er perfekt?« Tante Rose satte sig med Eva på den polstrede sofa. »Der var engang, hvor jeg var så nedtrykt, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte.«

»Dig?« spurgte Eva.

Tante Rose nikkede. »Der var så meget, jeg ønskede i livet.« Da hun talte, kom der en tristhed i hendes stemme, som Eva aldrig havde hørt før. »De fleste ting skete aldrig. Det var den ene hjertesorg efter den anden. En dag erkendte jeg, at det aldrig ville blive, som jeg havde håbet. Det var en trist dag. Jeg var parat til at give op og være elendig.«

»Hvad gjorde du så?«

»Ingenting i lang tid. Jeg var bare vred. Jeg var et rigtigt uhyre at være sammen med.« Så lo hun lidt, men ikke hendes normale voldsomme latter, der fyldte rummet. »›Det er ikke retfærdigt,‹ var den sang, jeg igen og igen sang i mit hoved. Men med tiden opdagede jeg noget, som vendte rundt på hele mit liv.«

»Hvad var det?«

»Tro,« sagde tante Rose smilende. »Jeg fandt tro. Og tro førte til håb. Og tro og håb gav mig vished om, at alt en dag ville give mening, at alt det dårlige på grund af Frelseren en dag ville falde på plads. Efter det indså jeg, at vejen foran mig slet ikke var så trist og støvet, som jeg havde troet. Jeg begyndte at lægge mærke til de klare blå, de græsgrønne og de flammende røde farver, og jeg besluttede, at jeg havde et valg – jeg kunne hænge med hovedet og slæbe med fødderne på selvmedlidenhedens støvede vej, eller jeg kunne udvise lidt tro, tage en farvestrålende kjole på, iføre mig mine dansesko og hoppe syngende ned ad livets vej.« Nu dansede hendes stemme ligesom pigen på maleriet.

Tante Rose rakte over til bordenden og lagde sine godt slidte skrifter i skødet. »Jeg tror ikke, at jeg var klinisk deprimeret – jeg er ikke sikker på, at man kan tale sig selv ud af det. Men jeg havde helt sikkert overbevist mig selv om at have det elendigt! Ja, jeg oplevede nogle triste dage, men al min rugen og bekymring kunne ikke ændre på det – det gjorde det kun værre. Tro på Frelseren lærte mig, at uanset hvad der var sket tidligere, så kunne min historie få en lykkelig afslutning.«

»Hvordan ved du det?« spurgte Eva.

Tante Rose slog op på en side i sin bibel og sagde: »Det står lige her:

›[Gud] vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.

Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.‹«⁴

Grandtante Rose så på Eva. Hun smilede bredt, da hun hviskede med lidt bæven i sin stemme: »Er det ikke det smukkeste, du nogensinde har hørt?«

Det lød faktisk smukt, tænkte Eva.

Grandtante Rose bladrede nogle sider og udpegede et vers, som Eva skulle læse: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«⁵

»Når vi har en så storslået fremtid,« sagde tante Rose, »hvorfor så være opslugt i tidligere eller nuværende ting, der ikke gik helt så godt, som vi havde planlagt?«

Eva løftede sine øjenbryn. »Lige et øjeblik,« sagde hun. »Siger du, at det at være lykkelig blot betyder at se frem til lykke i fremtiden? Ligger al vores lykke i evigheden? Kan noget af det ikke ske nu?«

»Selvfølgelig kan det det!« udbrød tante Rose. »Mit kære barn, lige nu er en del af evigheden. Det begynder ikke først, når vi er døde! Tro og håb vil åbne dine øjne for den lykke, der ligger lige foran dig.

Jeg kender et digt, der siger: ›For evigt er sammensat af nuer.‹⁶ Jeg ønskede ikke, at mit for evigt skulle sammensættes af mørke og frygtsomme ›nuer‹. Og jeg ønskede ikke at leve i en bunkers tusmørke, bide tænderne sammen, lukke mine øjne og i vrede holde ud til den bitre ende. Tro gav mig det håb, jeg havde brug for til at leve med glæde nu!«

»Så hvad gjorde du så?« spurgte Eva.

»Jeg udviste tro på Guds løfte ved at fylde mit liv med meningsfulde ting. Jeg gik i skole. Jeg fik en uddannelse. Det førte mig til en karriere, som jeg elskede.«

Eva tænkte over det et øjeblik og sagde: »Men det at have travlt er da ikke det, der har gjort dig lykkelig. Der er mange travle mennesker, som ikke er lykkelige.«

»Hvordan kan du være så klog, når du ikke er ældre?« spurgte tante Rose. »Du har fuldstændig ret. Og de fleste af disse travle, ulykkelige mennesker har glemt den ene ting, der betyder mest i hele verden – det, som Jesus sagde, var det centrale i hans evangelium.«

»Og hvad er det?« spurgte Eva.

»Det er kærlighed – Kristi rene kærlighed,« sagde Rose. »Ser du, alt andet i evangeliet – alle disse bør, må og skal – fører til kærlighed. Når vi elsker Gud, ønsker vi at tjene ham. Vi ønsker at være som ham. Når vi elsker vores næste, holder vi op med at tænke så meget på vore egne problemer og hjælper andre med at løse deres.«⁷

»Er det det, der gør os lykkelige?« spurgte Eva.

Grandtante Rose nikkede og smilede, hendes øjne blev fyldt med tårer. »Ja, min egen. Det er det, der gør os lykkelige.«

Aldrig den samme

Næste dag gav Eva sin grandtante Rose et knus og takkede hende for alt, hvad hun havde gjort. Hun vendte hjem til sin familie, sine venner, sit hus og sit nabolag.

Men hun blev aldrig helt den samme igen.

Da Eva blev ældre, tænkte hun ofte på sin grandtante Roses ord. Eva blev gift, fik børn og levede et langt og vidunderligt liv.

Og en dag, hvor hun stod i sit eget hjem og beundrede et maleri af en pige i en gammeldags kjole, som hoppede henad en klar blå vej, indså hun, at hun på en eller anden måde havde nået den samme alder, som hendes grandtante Rose havde i den uforglemmelige sommer.

Da hun indså det, følte hun en særlig bøn vokse i sit hjerte. Og Eva var taknemlig for sit liv, for sin familie, for Jesu Kristi gengivne evangelium og for den sommer for så længe siden, hvor grandtante Rose⁸ havde lært hende om tro, håb og kærlighed.⁹

En velsignelse

Mine elskede søstre, mine kære venner i Kristus, jeg håber og beder til, at noget i denne historie har rørt jeres hjerte og inspireret jeres sjæl. Jeg ved, at Gud lever, og at han elsker os hver og en.

Når I vandrer langs jeres egen lyse vej som discipel, beder jeg til, at tro vil styrke alle jeres fodtrin på jeres vej, at håb vil åbne jeres øjne for de herligheder, som vor himmelske Fader har reserveret til jer, og at kærlighed til Gud og alle hans børn må fylde jeres hjerte. Som Herrens apostel efterlader jeg jer dette som mit vidnesbyrd og min velsignelse i Jesu Kristi navn. Amen.