»Elsker I mig, så hold mine bud«

Carole M. Stephens

Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Guds befalinger er et udtryk for hans kærlighed til os, og lydighed mod hans befalinger er et udtryk for vores kærlighed til ham.

Da vores ældste datter, Jen, fik sin tredje datter hjem fra sygehuset, tog jeg hen for at hjælpe hende. Da vi havde sendt hendes ældste datter af sted i skole, besluttede vi os for, at Jen havde mest brug for at hvile sig. Så den bedste hjælp, jeg kunne give, var at tage hendes datter Chloe med mig hjem, så hendes mor og nye lillesøster kunne få lidt stilletid.

Jeg spændte Chloe fast i hendes sæde, tog min egen sele på og kørte ud af deres indkørsel. Men før vi var nået ned for enden af gaden, havde Chloe taget sin sele af og stod op, kiggede ud over min skulder og talte til mig! Jeg kørte ind til siden, gik ud og spændte hende igen fast.

Vi kørte igen, men vi nåede ikke langt, før hun igen var ude af sit sæde. Jeg gjorde som før, men før jeg nåede tilbage i bilen og fik spændt min egen sele, stod Chloe allerede op!

Der sad jeg i en bil, parkeret i vejsiden og havde en magtkamp med en treårig. Og hun var ved at vinde!

Jeg brugte alle de ideer, jeg kunne komme i tanke om for at overbevise hende om, at det var en god idé at sidde fastspændt i hendes sæde. Hun var ikke overbevist! Til sidst besluttede jeg mig for at prøve hvis/så-tilgangen.

Jeg sagde: »Chloe, hvis du bliver siddende fastspændt i dit sæde, så kan vi lege med ler, så snart vi kommer hjem til bedstemor.«

Intet svar.

»Chloe, hvis du bliver siddende fastspændt i dit sæde, så kan vi bage brød, når vi kommer hjem til bedstemor.«

Intet svar.

Jeg prøvede igen. »Chloe, hvis du bliver siddende fastspændt i dit sæde, så kan vi stoppe ved supermarkedet og købe noget slik.«

Efter tre forsøg indså jeg, at det ikke virkede. Hun havde besluttet sig, og intet hvis/så var stærkt nok til at overbevise hende om at blive siddende fastspændt.

Vi kunne ikke tilbringe hele dagen med at holde i vejsiden, men jeg ønskede at adlyde loven, og det var ikke sikkert at køre, når Chloe stod op. Jeg bad en stille bøn og hørte Ånden hviske: »Undervis hende.«

Jeg vendte mig om mod hende og trak min sele væk fra min krop, så hun kunne se den. Jeg sagde: »Chloe, jeg har denne sele på, fordi den beskytter mig. Men du har ikke din sele på, og du er ikke beskyttet. Og jeg bliver så ked af det, hvis du kommer til skade.«

Hun så på mig. Jeg kunne næsten se hjulene dreje rundt i hendes lille sind, mens jeg spændt ventede på hendes svar. Til sidst lyste hendes store, blå øjne op, og hun sagde: »Bedstemor, du ønsker, at jeg har selen på, fordi du elsker mig!«

Ånden fyldte bilen, idet jeg udtrykte min kærlighed til denne dyrebare lille pige. Jeg ønskede ikke at miste den følelse, men jeg vidste, at nu fik jeg muligheden, så jeg gik ud og spændte hende fast i hendes sæde. Så spurgte jeg: »Chloe, vil du blive i dit sæde?« Og det gjorde hun – hele vejen til supermarkedet efter slik! Og hun blev siddende fastspændt hele vejen fra supermarkedet til mit hus, hvor vi bagte brød og legede med ler, fordi Chloe ikke havde glemt det!

Da jeg kørte tilbage på vejen den dag, fyldte et skriftsted mit sind: »Elsker I mig, så hold mine bud.«¹ Vi har regler for at undervise, vejlede og beskytte børn. Hvorfor? På grund af den store kærlighed vi har til dem. Men indtil Chloe forstod, at mit ønske om, at hun blev siddende fastspændt i sit sæde, handlede om min kærlighed til hende, var hun ikke villig til at underkaste sig det, som hun betragtede som en begrænsning. Hun følte, at hendes sele begrænsede hendes frihed.

Lige som Chloe kan vi vælge at se buddene som begrænsninger. Vi kan somme tider føle, at Guds love indskrænker vores personlige frihed, fratager os vores handlefrihed og begrænser vores udvikling. Men når vi søger større forståelse, når vi giver vor Fader lov til at undervise os, vil vi begynde at se, at hans love er udtryk for hans kærlighed til os, og lydighed mod hans love er et udtryk for vores kærlighed til ham.

Hvis I symbolsk har parkeret i vejsiden, må jeg da foreslå nogle få principper, der, hvis de følges, vil hjælpe jer sikkert tilbage på »troens og lydighedens vej«?²

For det første, stol på Gud. Stol på hans evige plan for dig. Vi er hver især »en elsket søn eller datter af himmelske forældre«. Deres kærlighed til os fremgår tydeligt af befalingerne. Befalingerne er vigtige instruktioner, der underviser, vejleder og beskytter os, når vi »opnå[r] jordiske erfaringer«.³

I »den førjordiske verden« brugte vi vores handlefrihed til at acceptere Guds plan,⁴ og vi lærte, at lydighed mod Guds evige lov er afgørende for succes med hans plan. Skrifterne siger: »Der er en lov, uigenkaldeligt fastsat i himlen før denne verdens grundlæggelse, på hvilken alle velsignelser er baseret.«⁵ Hvis vi adlyder loven, får vi velsignelserne.

Selv med alle de fejltagelser, modgang og læring, som er en del af vores jordiske oplevelse, taber Gud aldrig vores evige potentiale af syne, selv ikke når vi gør. Vi kan stole på ham, »fordi Gud ønsker, at hans børn kommer tilbage«.⁶ Og han har givet os vejen gennem sin Søns, Jesu Kristi, forsoning. Forsoningen »er grundlaget for frelsesplanen«.⁷

For det andet, stol på Jesus. Det største udtryk for lydighed og kærlighed er Jesu Kristi forsoning. Ved at underkaste sig Faderens vilje gav han sit liv for os. Han sagde: »Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.«⁸

Jesus lærte os også:

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«⁹

Hver søndag har vi mulighed for at tænke på og erindre vor Frelsers rene kærlighed, når vi tager symbolerne på hans uendelige forsoning. Under nadveren følger jeg med, når hænder og arme rækkes ud for at omdele brødet og vandet. Når jeg rækker min arm ud og tager det, indgår jeg pagt om, at jeg er villig til at påtage mig hans navn, altid erindre ham og holde hans befalinger. Og han lover os, at vi »altid kan have hans Ånd hos [os]«.¹⁰

For det tredje, stol på Åndens tilskyndelser. Kan I huske, at Ånden hviskede et skriftsted til mig under min oplevelse med Chloe? Det står i Johannes 14:15: »Elsker I mig, så hold mine bud.« Og disse vigtige vers følger:

»Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid:

sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.«¹¹

Ethvert værdigt og bekræftet medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har retten til Helligåndens ledsagelse. Faste, bøn, skriftstudium og lydighed øger vores evne til at høre og føle Åndens tilskyndelser.

Når jeres sind er fyldt med tvivl og forvirring, vil Faderen og Sønnen sende Helligånden til at advare jer og lede jer sikkert igennem dette jordelivs farer. Han vil hjælpe jer til at huske, trøste jer og fylde jer »med håb og fuldkommen kærlighed«.¹²

For det fjerde, stol på de levende profeters råd. Vor Fader har gennem profeterne givet os en måde at høre hans ord og kende hans lov på. Herren erklærede: »Mit ord … skal alle blive opfyldt, hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.«¹³

For nylig har de levende profeter rådet os til at »husk[e] sabbatsdagen og hold[e] den hellig«¹⁴ og til at efterleve fasteloven. Lydighed mod dette profetiske råd er en måde for os at være lydige mod Guds bud om at elske ham og vores næste, når vi styrker vores tro på Jesus Kristus og rækker vores hånd ud for at elske og drage omsorg for andre.¹⁵

Der er tryghed i at følge Herrens ord gennem hans profeter. Gud har kaldet præsident Thomas S. Monson, rådgiverne i Det Første Præsidentskab og medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum som profeter, seere og åbenbarere. I denne verden med øget frygt, forstyrrelser, modgang og vrede kan vi se hen til dem for at se, hvordan Jesu Kristi disciple, der er fyldt med næstekærlighed, ser, lyder og reagerer på anliggender, der kan forårsage splid. De vidner om Jesus Kristus og svarer med næstekærlighed, Jesu Kristi rene kærlighed, da de er hans vidner.

Efter min oplevelse med Chloe søgte jeg i skrifterne efter vers, som nævnte befalinger og love. Jeg fandt mange. Alle disse vers minder os om, at hans befalinger er et udtryk for hans kærlighed til os, og lydighed mod hans befalinger er et udtryk for vores kærlighed til ham.

Jeg vidner om, at når vi stoler på Gud, vor evige Fader, stoler på hans Søn, Jesus Kristus, og udøver tro på hans forsoning, stoler på Åndens hvisken og stoler på de levende profeters råd, vil vi finde vores vej væk fra vejsiden og fortsætte i sikkerhed – ikke blot ved at udholde, men ved at finde glæde i vores rejse hjem. I Jesu Kristi navn. Amen.