Hjælp til flygtninge
LDS Charities, Kirkens humanitære organisation, yder fortsat hjælp i områder, hvor forskellige kriser har efterladt mange i desperate situationer. Her er tre eksempler:
-
Konflikten i Ukraine har fordrevet 1 million mennesker siden 2014. 60 % af de fordrevne er ældre. LDS Charities har kontaktet FN’s Udviklingsprogram (UNDP) for at deltage i en koordineret indsats med lokale NGO’er, der hjælper de fordrevne fattige og ældre. LDS Charities har leveret hygiejnematerialer, sundhedsmaterialer og 3 måneders fødevarer til 37 faciliteter, som vil betjene 13.000 mennesker.
-
Siden januar har flere end 350.000 flygtninge fra borgerkrigen i Syrien søgt asyl i Europa, og antallet ventes at blive fordoblet inden årets udgang. LDS Charities samarbejder med internationale NGO’er, lokale kommuner og nationale offentlige styrelser om at imødekomme behov hos flygtninge, og der stilles ressourcer til rådighed for Kirkens lokale menigheder i deres indsats.
-
For at skabe bedre husly i flygtningelejre over hele verden deltager LDS Charities i et projekt fra FN’s højkommissariat for flygtninge. En international møbelgrossist har designet en let bygning, der har flere fordele i forhold til telte. Bygningen har døre og vinduer, som forøger sikkerheden, og en mere solid tagdækning til at beskytte beboerne mod vejret. Man er ved at samle 333 boliger, som LDS Charities har leveret til en flygtningelejr i den kurdiske del af Irak.