2015
Mit hjerte grundede bestandigt over dem
November 2015


Mit hjerte grundede bestandigt over dem

Jeg beder inderligt om, at I vil grunde mere indgående og dybt over Guds ord.

Af profession er jeg investor. Religiøst er jeg en discipel af Jesus Kristus, Guds Søn.1 I mit arbejde anvender jeg fornuftige finansielle principper. Når jeg efterlever min tro, stræber jeg efter at følge åndelige principper, der vil hjælpe mig til at blive mere ligesom Frelseren.

Opfordringer medfører velsignelser

Mange af de personlige belønninger, jeg har modtaget i livet, er kommet på grund af, at nogen har opfordret mig til at udføre en svær opgave. I den ånd vil jeg gerne komme med to opfordringer. Den første opfordring er økonomisk. Den anden opfordring er åndelig. Begge opfordringer kræver, hvis I tager imod dem, en disciplineret indsats over en lang periode for at kunne høste belønningerne.

Den første opfordring

Den første opfordring er ligetil: Jeg opfordrer jer til at spare penge op hver uge. Det beløb, I sparer op, er ikke specielt vigtigt; det er op til jer. Når I udvikler en vane med at spare op, vil I personligt få gavn af det. Og I får måske også mulighed for at hjælpe andre økonomisk på grund af jeres flid. Forestil jer det positive resultat ved at spare penge op hver uge i seks måneder, et år, ti år eller mere. En lille indsats kan med tiden medføre et signifikant resultat.2

Den anden opfordring

Min anden opfordring er meget anderledes og langt vigtigere end den første. Det er denne: Jeg opfordrer jeg til at »grundmorere«3 et vers i skriften hver uge. Ordet grundmorere findes ikke i ordbogen, men det findes i mit hjerte. Så hvad vil det sige at grundmorere? Jeg plejer at sige, at det er en kombination, der for 80 procents vedkommende består i at grunde indgående og for 20 procent i at memorere.

Der er to enkle trin:

For det første, så vælg hver uge et vers i skriften og placer det, hvor I kan se det hver eneste dag.

Læs eller tænk dernæst over verset flere gange hver dag og grund i løbet af ugen over ordenes betydning og nøgleudtryk.

Forestil jer det opløftende resultat ved at gøre dette hver uge i seks måneder, et år, ti år eller mere.

Når I yder denne indsats, vil I føle, at jeres åndelighed øges. I vil også blive i stand til at undervise og opløfte dem, som I elsker, på mere meningsfulde måder.

Snorkling

Hvis I vælger at grundmorere ugentligt, kommer I måske til at få det lidt som en person, der tidligere har nydt at snorkle, men som nu har besluttet sig for at prøve at dykke. Med den beslutning opnår I en dybere forståelse af evangeliets principper, og I bliver velsignet med et nyt åndeligt perspektiv.

Dykning

Når I tænker over jeres valgte vers hver uge, vil ord og udtryk blive skrevet i jeres hjerte.4 Ord og udtryk vil også blive skrevet i jeres sind. Med andre ord vil I begynde at memorere nemt og naturligt. Men det primære formål med at grundmorere er at sørge for et opløftende sted, hvor jeres tanker kan søge hen – at sted, der holder jer tæt på Herrens Ånd.

Frelseren sagde: »Gem bestandigt livets ord i jeres sind.«5 At grundmorere er en enkel og opbyggende måde at gøre det på.

Jeg tror, at Nefi var en, der grundmorerede. Han sagde: »For min sjæl fryder sig ved skrifterne, og mit hjerte grunder [bestandigt] over dem, og jeg skriver dem til mine børns lærdom og gavn.«6 Han var opmærksom på sine børn, da han grundede over og skrev skrifterne. Hvordan kan jeres familie få gavn af bestandigt at stræbe efter at fylde jeres sind med Guds ord?

Mit vers

For nylig grundmorerede jeg over Alma 5:16. Der står: »Jeg siger jer: Kan I forestille jer, at I hører Herrens røst sige til jer på den dag: Kom til mig, I velsignede, for se, jeres gerninger har været retfærdigheds gerninger på jordens overflade?«

Ved slutningen af ugen var det, der endte med at blive skrevet i mit sind, dette: Forestil jer at høre Herrens røst sige: »Kom til mig, I velsignede, for se, jeres gerninger har været retfærdigheds gerninger« (Alma 5:16).

Som I kan se, så memorerede jeg ikke hele verset ord for ord. Men jeg grundede igen og igen over nøgleelementerne i verset, og hvor jeg kunne finde dem. Men den bedste del af processen var, at jeg havde et højere sted, hvor mine tanker kunne søge hen. I løbet af ugen forestillede jeg mig Frelseren, der talte opmuntrende til mig. Det billede rørte mit hjerte og hjalp mig til at blive inspireret til at udføre »retfærdigheds gerninger«. Det er det, der kan ske, når vi ser »hen til [Kristus] i alle [vore] tanker«.7

Vi skal kæmpe imod

I spørger måske: »Hvorfor skal jeg gøre det?« Jeg vil så svare, at vi lever i en tid, hvor ondskaben spredes mere og mere. Vi kan ikke bare acceptere status quo og blive fodret med grimme ord og syndige billeder, næsten lige meget hvor vi vender os hen, uden at reagere på det. Vi må kæmpe imod. Når vores sind er fyldt med opløftende tanker og billeder, når vi »altid erindre[r] ham«,8 er der ikke plads til snavs og bras.

I Mormons Bog opfordrer Jesus Kristus os til at »grund[e] over det, som [han har] sagt«.9 Se på det at grundmorere som en tilføjelse til jeres personlige studium og jeres studium som familie, men lad det aldrig blive en erstatning. Det at grundmorere er lidt ligesom at tilføje et nyt vitamin til vores nuværende åndelige diæt.

Det er for svært

I tænker måske: »Det er for svært for mig at grundmorere.« Bliv ikke afskrækket. Svært kan være godt. Kristus opfordrer os til at gøre mange ting, fordi han ved, at vi vil blive velsignet på grund af vore anstrengelser.10

Skriftsted på telefonen

En af vore unge naboer fandt en enkel måde at grundmorere på. Han lægger sit ugentlige skriftsted på forsiden af sin telefon. En anden idé, I måske kan prøve, er at fortælle en af jeres søskende, et barn eller en ven om jeres vers. Min hustru, Julie, og jeg hjælper hinanden. Vi vælger vores vers hver søndag. Hun hænger sit op på køleskabet. Jeg lægger mit i min bil. Så taler vi i løbet af ugen om vores vers. Vi kan også godt lide at tale med vore børn om vores vers. Når vi gør det, virker det som om, at det bliver lettere for dem at tale med os om deres tanker angående Guds ord.

Søster Durrant sætter et skriftsted på køleskabet
Bror Durrant sætter et skriftsted i bilen

Julie og jeg er også med i en gruppe på nettet, hvor familiemedlemmer, venner og missionærer hver uge kan fortælle om deres skriftsted og engang imellem tilknytte en relevant tanke eller et vidnesbyrd. Det gør det nemmere at holde ved, når man er en del af en gruppe. Min datter i high school og en gruppe af hendes venner bruger de sociale medier og sms’er til at dele skriftsteder med hinanden.

Ung kvinde, der deler et skriftsted på de sociale medier

Tøv ikke med at tage folk fra andre trosretninger med i jeres gruppe. De prøver også at højne deres tanker og føle sig tættere på Gud.

Hvilke fordele er der?

Søster Durrant studerer skrifterne

Hvilke fordele er der så? Julie og jeg har grundmoreret et vers om ugen i mere end tre år. Til at begynde med satte vi et mål på 20 år. Hun sagde for nylig til mig: »Da du først opfordrede mig til at grundmorere et skriftsted hver uge i 20 år, spekulerede jeg på, om jeg kunne gøre det en måned. Det tvivler jeg ikke længere på. Jeg fatter slet ikke, hvor sjovt det har været at hænge et skriftsted op på køleskabet hver uge, og ved blot at grundmorere det hver gang, jeg ser det, opløfter det min sjæl.«

En søster fra Texas sagde efter at have grundmoreret i seks uger: »Mit vidnesbyrd er blevet styrket … og jeg har følt mig tættere på min himmelske Fader … Jeg elsker, hvordan Guds ord forandrer mig til det bedre.«

En ung ven skrev: »Jeg har virkeligt nydt at være i stand til at [grundmorere], fordi det har hjulpet mig til at fokusere på det, der virkelig tæller.«

En af vore missionærer fortalte dette: »Jeg har grundmoreret et vers hver uge siden juni 2014, og jeg elsker det … Skrifterne er blevet som venner, jeg kan stole på, når jeg har brug for det.«

Hvad angår mig, så har jeg følt Ånden mere fuldt ud, når jeg grundmorerer hver uge. Min kærlighed til skrifterne er også blevet større som et resultat af at lade »dyd uophørligt pryde [mine] tanker«.11

Tænk på denne opfordring og de store velsignelser, som Nefi kom med: »For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv.«12 I tråd med at tage »for [sig] af Kristi ord« er grundmorere ligesom at tage en bid af noget lækkert mad og derpå tygge det meget, meget langsomt for at kunne nyde det mest muligt.

En kvinde nyder en salat

Hvilket vers vælger du?

Vil I grundmorere et vers i skriften hver uge resten af denne måned? Resten af året? Måske i længere tid? Julie og jeg opfordrede alle vore tapre missionærer i Dallas i Texas til at grundmorere med os i 20 år. Vi vil sammen krydse målstregen om kun 17 år. Så sætter vi os et nyt mål for at kunne højne vore tanker og komme tættere på Kristus.

I kan tjekke op på os ved at spørge: »Hvilket vers vælger du?« Men hvis I gør det, så vær forberedt på også at fortælle om jeres skriftsted. Så bliver vi alle opløftet af vores samtale.

Kan I forestille jer, hvordan jeres liv og jeres families liv vil blive forandret, hvis I skriver et nyt vers fra skriften i jeres hjerte og sind hver uge i de næste par måneder eller nogle få år eller i længere tid?

Jesus Kristus er vores eksempel

Jesus Kristus må have udviklet en kærlighed til skrifterne i en ung alder. Han må have læst og grundet over skrifterne som barn for at kunne føre en meningsfuld diskussion med de lærde i templet, da han var 12 år.13 Han begyndte sin mission som 30-årig,14 og han henviste til skrifterne tidligt og ofte i sin tjenestegerning.15 Det er vel sikkert at sige, at Jesus brugte mindst 20 år på at studere og grunde over skrifterne som en del af sin forberedelse til sin mission? Er der noget, som I har brug for at gøre nu for at forberede jer åndeligt på fremtidige muligheder for at undervise og velsigne jeres familie og andre?

Udøv jeres tro og gør det

Sammenfattende håber jeg, at I vil beslutte jer for at spare penge op hver uge. Udøv jeres tro, disciplinér jer selv og gør det. Jeg beder også inderligt om, at I hver uge vil grunde mere indgående og dybt over Guds ord. Udøv jeres tro, disciplinér jer selv og gør det.

I modsætning til min første opfordring om at spare penge op, så vil alle fordelene ved min anden opfordring, der frelser sjæle, være jeres for evigt – fri for verdens møl og rust.16

Ældste D. Todd Christofferson kom med dette tydelige råd og løfte: »Studér skrifterne omhyggeligt. Tænk over og bed om dem. Skrifterne er åbenbaring, og de medfører yderligere åbenbaring.«17

Konklusion

Jeg lover jer, at I ikke vil fortryde at skrive et vers fra skriften i jeres sind og hjerte hver uge. I vil opleve en varig følelse af åndelig hensigt, beskyttelse og kraft.

Husk Jesu Kristi ord, da han sagde: »Gør det, som I har set mig gøre.«18 Jeg beder om, at vi fuldt ud må anvende hans ord i vores liv. I Jesu Kristi navn. Amen.