»Udvalgt til at aflægge vidnesbyrd om mit navn«

Ældste David A. Bednar

De Tolv Apostles Kvorum

Det er virkelig skønt at have ældre mænd med stor, åndelig modenhed og dømmekraft til at tjene som de øverste ledere i Jesu Kristi genoprettede Kirke.

I 1996 var præsident Gordon B. Hinckley med i det landsdækkende nyheds-program 60 Minutes. Den erfarne og stædigt vedholdende journalist Mike Wallace interviewede præsident Hinckley om en række væsentlige emner.

Mod slutningen af deres samtale bemærkede Mike Wallace: »Der findes dem, der siger: ›Kirken er et gammelmandsvælde. Det er en kirke, der ledes af gamle mænd.‹«

Præsident Hinckley svarede muntert og uden tøven: »Er det ikke skønt at have en moden mand ved roret; en mand med dømmekraft, som ikke kastes rundt af hver en strømning?« (sendt den 7. apr. 1996).

Min hensigt er at forklare, hvorfor det virkelig er skønt at have ældre mænd med stor, åndelig modenhed og dømmekraft til at tjene som de øverste ledere i Jesu Kristi genoprettede Kirke – og hvorfor vi bør »høre« og »lytte« (Mosi 2:9) til disse mænds belæringer, mænd som Herren har »udvalgt til at aflægge vidnesbyrd om [hans] navn … blandt alle folkeslag, stammer, tungemål og folk« (L&P 112:1).

Jeg beder til, at Helligånden må undervise os alle, når vi sammen overvejer dette betydningsfulde emne.

En lektie for livet

Jeg taler om dette emne ud fra en bevidst og særlig vinkel. I de sidste 11 år har jeg været det yngste medlem i De Tolv rent aldersmæssigt. I de år, jeg har virket, har gennemsnitsalderen blandt de mænd, der tjener i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum været 77 år, den højeste gennemsnitsalder for apostlene over en 11-årig periode i denne uddeling.

Jeg er blevet velsignet af den kollektive apostolske, personlige og faglige erfaring og indsigt hos de kvorumsmedlemmer, jeg tjener sammen med. Et eksempel fra min omgang med ældste Robert D. Hales tydeliggør de bemærkelsesværdige muligheder, jeg har haft for at lære af at tjene sammen med disse ledere.

For adskillige år siden tilbragte jeg en søndag eftermiddag sammen med ældste Hales i hans hjem, mens han var ved at restituere efter en alvorlig sygdom. Vi talte om vore familier, vores ansvar i kvorummet og betydningsfulde oplevelser.

På et tidspunkt spørger jeg ældste Hales: »Du har været en god ægtemand, far, sportsudøver, pilot, virksomhedsleder og kirkeleder. Hvad har du lært, efterhånden som du er blevet ældre og begrænset af en formindsket, fysisk styrke?«

Ældste Hales holdt en kort pause og svarede: »Når man ikke kan gøre det, man altid har gjort, så gør man kun det, der betyder mest.«

Enkelheden i hans svar og alt det, som det omfattede, ramte mig. Min elskede medapostel gav mig en lektie for livet, en lektie, som han har lært gennem den smeltedigel, der består af fysisk lidelse og åndelig søgen.

Menneskets begrænsninger og skrøbeligheder

De begrænsninger, som er den naturlige følge af en fremskreden alder, kan virkelig blive betydelige kilder til åndelig læring og indsigt. De selvsamme faktorer, som mange tror begrænser disse tjeneres effektivitet, kan blive nogle af deres største styrker. Fysiske begrænsninger kan øge ens klarsyn. Indskrænket modstandskraft kan tydeliggøre prioriteter. Manglende evne til at gøre mange ting kan rette blikket mod nogle få ting, der er af størst betydning.

Nogle mennesker har foreslået, at der er brug for yngre og mere livskraftige ledere i Kirken for bedre at kunne håndtere vor tids alvorlige udfordringer. Men Herren anvender ikke nutidige ledelsesfilosofier og -metoder til at nå sine mål (se Es 55:8-9). Vi kan forvente, at præsidenten og andre højtstående kirkeledere altid vil være ældre og åndeligt modne mænd.

Herrens åbenbarede mønster for ledelse af Kirken ved hjælp af råd tager højde for og mindsker betydningen af menneskelig skrøbelighed. Interessant nok bekræfter disse mænds jordiske begrænsninger rent faktisk den guddommelige kilde til de åbenbaringer, der kommer til og gennem dem. Disse mænd er i sandhed kaldet af Gud ved profeti (se TA 1:5).

Et forbillede på forberedelse

Jeg har i mine brødre set i hvert fald en del af Herrens hensigt med at lade ældre, modne mænd med dømmekraft tjene i højtstående lederstillinger i Kirken. Disse mænd har i en længere årrække fået oplæring fra Herren, som de repræsenterer, tjener og elsker. De har lært at forstå Helligåndens guddommelige sprog og Herrens fremgangsmåde med hensyn til at modtage åbenbaring. Disse almindelige mænd har undergået en yderst ualmindelig udviklingsproces, der har skærpet deres klarsyn, øget deres indsigt, givet dem kærlighed til mennesker fra alle lande og omstændigheder og bekræftet, at genoprettelsen er sket.

Jeg har gentagne gange været vidne til, at mine brødre flittigt har stræbt efter at udfylde og højne deres ansvar, mens de har kæmpet med alvorlige fysiske problemer. Disse mænd er ikke blevet skånet for trængsler. De er snarere blevet velsignet og styrket til at trænge sig tappert frem, mens de gennemgår og er underlagt trængsler.

Når jeg har tjent sammen med disse repræsentanter for Herren, har jeg erfaret, at deres største ønske er at forstå og at udføre vor himmelske Faders og hans elskede Søns vilje. Når vi har siddet i råd sammen, har vi fået inspiration og truffet beslutninger, der afspejler en grad af lys og sandhed, som langt overgår menneskelig intelligens, forstand og erfaring. Når vi har arbejdet sammen i enighed om indviklede problemer, er vores fælles forståelse af et emne på uventede måder blevet oplyst ved Helligåndens kraft.

Jeg er velsignet med dagligt at kunne iagttage de forskellige personligheder, evner og ædle karaktertræk hos disse ledere. Nogle mennesker finder menneskelige mangler hos brødrene bekymrende og trossvækkende. For mig er disse ufuldkommenheder opmuntrende og trosfremmende.

Endnu en observation

Jeg har nu set seks af mine brødre modtage en forflyttelse gennem den fysiske død til et nyt ansvar i åndeverdenen: Præsident James E. Faust, præsident Gordon B. Hinckley, ældste Joseph B. Wirthlin, ældste L. Tom Perry, præsident Boyd K. Packer og ældste Richard G. Scott.

Disse tapre brødre viede deres liv – ja, »hele [d]eres sjæl« (Omni 1:26) – til at vidne om Jesu Kristi navn i hele verden. Summen af deres lærdomme er uvurderlig.

Disse tjenere delte i deres virkes afsluttende år sammendrag af deres kraftfulde, åndelige lektier, som de havde lært gennem årtier i hengiven tjeneste, med os. Disse ledere har videregivet sandheder af stor værdi på tidspunkter, hvor nogle måske kunne tro, at de havde mindst at give.

Se på store profeters afsluttende lærdomme i skrifterne. Fx afsluttede Nefi sin optegnelse med disse ord: »For således har Herren befalet mig, og jeg må adlyde« (2 Ne 33:15).

Ved slutningen af sit liv sagde Jakob formanende:

»Omvend jer … og træd ind ad den snævre port og fortsæt på den vej, som er trang, indtil I opnår evigt liv.

O, vær vise; hvad mere kan jeg sige?« (Jakob 6:11-12).

Moroni færdiggjorde sit arbejde med at færdiggøre pladerne med et håb og en forventning om opstandelsen: »Jeg går snart bort for at hvile i Guds paradis, indtil min ånd og mit legeme igen forener sig, og jeg bliver ført sejrrig gennem luften for at møde jer for den mægtige Jahves behagelige domstol, for den Evige Dommer over både levende og døde« (Moro 10:34).

I og jeg er velsignede ved at kunne lære af de sidste dages profeter og apostles afsluttende lærdomme og vidnesbyrd. Navnene i dag er ikke Nefi, Jakob og Moroni, men præsident Faust, præsident Hinckley, ældste Wirthlin, ældste Perry, præsident Packer og ældste Scott.

Jeg siger ikke, at disse elskede mænds afsluttende budskaber nødvendigvis er de mest bemærkelsesværdige eller vigtige i deres virke. Men summen af deres åndelige lærdom og livserfaring gjorde imidlertid disse ledere i stand til at understrege evige sandheder med absolut ægthed og stor gennemtrængende kraft.

Præsident Faust erklærede i sin sidste generalkonferencetale i april 2007:

»Frelseren har gennem forsoningen tilbudt os alle en dyrebar fred, men den kan kun blive vores, når vi er villige til at smide alle negative følelser af vrede, nag eller hævngerrighed væk …

Lad os huske på, at vi skal tilgive for selv at blive tilgivet … Jeg tror af hele mit hjerte og sind på den helbredende kraft, der kan komme til os, når vi følger Frelserens råd og ›tilgiver alle mennesker‹ (L&P 64:10)« (»Tilgivelsens helbredende kraft«, Liahona, maj 2007, s. 69).

Præsident Fausts budskab er et langt livs mægtige lektie fra en mand, jeg elsker, og en af de mest tilgivende mænd, jeg nogensinde har kendt.

Præsident Hinckley vidnede i sin sidste generalkonference i oktober 2007: »Over for jer bekræfter jeg i dag mit vidnesbyrd om profeten Josephs kaldelse, om hans værk og om, at han beseglede sit vidnesbyrd med sit blod som martyr for den evige sandhed … I og jeg står over for det klare spørgsmål om at acceptere sandheden af den første åbenbaring og det, der fulgte den. Spørgsmålet om, hvorvidt den virkelig fandt sted, er det, selve Kirkens gyldighed hviler på. Hvis den er sand, og det vidner jeg om, at den er, så er det arbejde, som vi er engageret i, det allervigtigste arbejde på jorden« (»En sten hugget ud af bjerget«, Liahona, nov. 2007, s. 86).

Præsident Hinckleys vidnesbyrd bekræfter et langt livs mægtige lektie fra en mand, jeg elsker og ved var Guds profet.

Ældste Wirthlin gav sit sidste generalkonferencebudskab i oktober 2008.

»Jeg mindes stadig [min mors] råd til mig den dag for længe siden, da mit hold tabte en footballkamp: ›Tag livet, som det kommer, og elsk det‹ …

Modgang kan, hvis den håndteres rigtigt, være en velsignelse i vores liv …

Når vi prøver at tage det med et smil, se det evige perspektiv, forstå princippet om kompensation og drage os nærmere vor himmelske Fader, kan vi udholde modgang og prøvelser. Vi kan gøre, som min mor sagde: ›Tag livet, som det kommer, og elsk det‹« (»Tag livet, som det kommer, og elsk det«, Liahona, nov. 2008, s. 28).

Ældste Wirthlins budskab er et langt livs mægtige lektie fra en mand, som jeg elsker, og som var et levende eksempel på at overvinde vanskeligheder ved tro på Frelseren.

Ældste Perry stod på denne talerstol for et halvt år siden. På det tidspunkt havde vi ikke forestillet os, at det vidnesbyrd ville blive hans sidste ved en generalkonference.

»Lad mig afslutte med at bære mit vidnesbyrd (og mine ni årtier kvalificerer mig til at sige dette): Jo ældre, jeg bliver, jo mere indser jeg, at familien er livets kerne og nøglen til evig lykke.

Jeg takker for min hustru, mine børn, mine børnebørn og mine oldebørn og for alle … i min store familiekreds, som alle har gjort mit liv så rigt, ja, endog evigt. Jeg bærer mit største og helligste vidnesbyrd om denne evige sandhed« (»Hvorfor ægteskab og familie betyder noget – overalt i verden«, Liahona, maj 2015, s. 42).

Ældste Perrys budskab er et langt livs mægtige lektie fra en mand, som jeg elsker, og som gennem umådelig stor erfaring forstod den afgørende sammenhæng mellem familie og evig lykke.

Præsident Packer lagde ved generalkonferencen for et halvt år siden vægt på Faderens plan for lykke, Frelserens forsoning og den evige familie.

»Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus og den levende Guds Søn. Han er Kirkens overhoved. De familier, der er påbegyndt her på jorden, kan gennem hans forsoning og præstedømmets kraft være sammen i evighederne …

Jeg er så taknemlig … for forsoningen, der kan fjerne hver en plet, lige meget hvor vanskelig den er, eller hvor lang tid den har været der, eller hvor mange gange den kommer igen. Forsoningen kan sætte jer fri igen, så I kan gå fremad, rene og værdige« (»Den store plan for lykke«, Liahona, maj 2015, s. 28).

Præsident Packers afsluttende budskab er et langt livs mægtige lektie fra en mand, som jeg elsker, og som eftertrykkeligt og gentagne gange sagde, at »formålet med al aktivitet i Kirken er at sikre, at en mand og kvinde og deres børn er glade i deres hjem og er beseglet for tid og al evighed« (Liahona, maj 2015, s. 26).

Ældste Scott sagde i sin sidste generalkonferencetale i oktober 2014: »Vi kom netop ned på jorden for at udvikle os gennem prøvelser. Udfordringer hjælper os til at blive mere som vor Fader i Himlen, og Jesu Kristi forsoning gør det muligt for os at udholde disse udfordringer. Jeg vidner om, at når vi aktivt kommer til ham, kan vi udholde enhver fristelse, enhver hjertesorg og enhver udfordring, vi møder« (»Gør udøvelse af tro til din første prioritet«, Liahona, nov. 2014, s. 94).

Ældste Scotts budskab er et langt livs mægtige lektie fra en mand, som jeg elsker, og fra et elsket, særligt vidne om Kristi navn i hele verden (se L&P 107:23).

Løfte og vidnesbyrd

Frelseren erklærede: »Hvad enten det er ved min egen røst eller mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38). Må vi høre og give agt på de evige sandheder, som Herrens bemyndigede repræsentanter underviser os om. Når vi gør det, lover jeg, at vores tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus bliver styrket, og vi vil modtage åndelig vejledning og beskyttelse i vores specifikke situation og behov.

Med hele mit sjæl bærer jeg vidnesbyrd om, at den opstandne og levende Kristus leder sin genoprettede og levende kirkes anliggender gennem sine tjenere, som er blevet udvalgt til at aflægge vidnesbyrd om hans navn. Det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.