Enkle og dyrebare sandheder
Ældste Gary E. Stevenson
De Tolv Apostles Kvorum
Vor himmelske Fader kompenserer gavmildt for, at vi lever i hårde tider, ved at vi også lever i tidernes fylde.
Kære brødre og søstre, det er årtier siden, at der har været en generalkonference, hvor præsident Boyd K. Packer og ældsterne L. Tom Perry og Richard G. Scott ikke sad lige bag talerstolen og talte ved et af møderne. Vi har gode minder om dem, og jeg tilføjer også min hyldest for at ære dem, de var så forskellige, men alligevel så fælles som vidner og i deres vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans forsoning.
Desuden finder jeg som alle jer styrke hos og opretholder præsident Thomas S. Monson som profet, seer og åbenbarer, og jeg forbløffes ved hans trofaste og pligtopfyldende virke som apostel gennem 50 bemærkelsesværdige år.
Tirsdag formiddag i denne uge blev jeg lidt over kl. 9, hvor biskoprådet var begyndt på et møde med det asiatiske områdepræsidentskab, der er i byen til konferencen, kaldt til et møde med præsident Monson og hans to rådgivere. Da jeg kort tid efter gik ind i mødelokalet ved siden af hans kontor, må jeg have set nervøs ud ved at sidde på den anden side af bordet, mens han talte venligt for at berolige mig. Han bemærkede, idet han nævnte min alder, at jeg så ret ung ud og tilmed yngre end min alder.
På få øjeblikke beskrev præsident Monson så, at han handlede efter Herrens vilje, og at han nu gav mig en kaldelse til De Tolvs Kvorum. Han spurgte, om jeg ville acceptere dette kald, hvilket efterfulgtes af, hvad der sikkert var et meget upassende højlydt gisp, da jeg fuldstændig chokeret svarede bekræftende. Derpå fulgte, før jeg kunne formulere noget, en tsunami af ubeskrivelige følelser, hvoraf de fleste var følelser af utilstrækkelighed, hvorpå præsident Monson rakte ud til mig og beskrev, hvordan han for mange år siden blev kaldet som apostel af præsident David O. McKay, hvor han også følte sig utilstrækkelig. Han forsikrede mig roligt: »Biskop Stevenson, Herren kvalificerer dem, han kalder.« Disse lindrende ord fra en profet har været en kilde til fred, et fredfyldt øje i en orkan af smertefuld selvransagelse og blide følelser i de efterfølgende pinefulde timer, der dag og nat er gået lige siden.
Jeg gengav senere den dag det, jeg lige har beskrevet for jer, for min kære partner Lesa, mens vi sad i et stille hjørne på Tempelpladsen med en fredfyldt udsigt til templet og det historiske Tabernakel. Mens vi forsøgte at fatte og bearbejde dagens begivenheder, fandt vi vores anker i vores tro på Jesus Kristus og vores viden om den store plan for lykke. Det fører mig til at udtrykke min dybeste kærlighed til Lesa. Hun er solskinnet i mit liv og en bemærkelsesværdig Guds datter. Hun har levet et liv, som er kendetegnet af uselvisk tjeneste og betingelsesløs kærlighed til alle. Jeg vil stræbe efter at forblive værdig til velsignelsen ved vores evige forening.
Jeg vil også udtrykke min store kærlighed til vore fire sønner og deres familie, hvoraf tre af dem er her sammen med deres smukke hustruer, mødrene til vore seks børnebørn. Den fjerde er missionær og har fået særlig tilladelse til at blive oppe efter missionærernes normale sengetid. Han ser dette møde direkte sammen med sin missionspræsident og dennes hustru i missionshjemmet i Taiwan. Jeg elsker dem hver især og elsker, hvordan de elsker Frelseren og evangeliet.
Jeg vil udtrykke kærlighed til hvert enkelt medlem af familien. Til min kære mor og til min far, som døde sidste år, som gav mig et vidnesbyrd, som tilsyneladende har været i mig fra mine første år. Jeg viderebringer også denne tak til min bror, mine søstre og deres trofaste ægtefæller samt til Lesas familie, hvoraf mange faktisk er her i dag. Jeg kaster dette net af tak ud til talrige slægtninge, venner, missionærer, ledere og lærere undervejs.
Jeg har været velsignet med at arbejde tæt sammen med medlemmer af Det Første Præsidentskab, De Tolv, De Halvfjerds og hovedpræsidentskaber for Kirkens organisationer. Jeg vil gerne udtrykke min kærlighed til og agtelse for alle jer søstre og brødre, og jeg vil stræbe efter at være værdig til vores fortsatte forhold. Det Præsiderende Biskopråd nyder en næsten himmelsk enighed. Jeg vil savne mit daglige samvær med biskop Gérald Caussé, biskop Dean M. Davies og medarbejderne.
Jeg står foran jer som bevis på Herrens ord i det første afsnit i Lære og Pagter: »At mit evangeliums fylde må blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender og over for konger og herskere.«1 Disse ord kommer efter en erklæring fra Herren, som viser Faders kærlighed til sine børn: »Derfor har jeg, Herren, eftersom jeg kendte de ulykker, der var ved at komme over jordens indbyggere, kaldet min tjener Joseph Smith jun. og talt til ham fra himlen og givet ham befalinger«.2
Vor kærlige himmelske Fader og hans Søn, Jahve, åbnede med kendskab til enden fra begyndelsen3 for himlene og en ny uddeling for at hindre de ulykker, som de vidste ville komme. Apostlen Paulus beskrev de kommende ulykker som »hårde tider«.4 For mig antyder det, at vor himmelske Fader kompenserer gavmildt for, at vi lever i hårde tider, ved at vi også lever i tidernes fylde.
Mens jeg har kæmpet med min utilstrækkelighed i denne uge, har jeg fået et tydelig indtryk, som både har irettesat og trøstet mig: Tænk ikke på, hvad jeg ikke kan gøre, men snarere på, hvad jeg kan gøre. Jeg vidner om de enkle og dyrebare sandheder i evangeliet.
Det er ord har jeg sagt hundredvis af gange til både dem, der tilhører Kirken, og til mange, som ikke er medlemmer: »Gud er vor kærlige himmelske Fader. Vi er hans børn … Han græder med os, når vi lider, og glæder sig, når vi gør det rette. Han ønsker at kommunikere med os, og vi kan kommunikere med ham ved oprigtig bøn …
Vor himmelske Fader har givet os, sine børn, mulighed for at … vende tilbage for at bo hos ham … Det centrale i vor himmelske Faders plan er Jesu Kristi forsoning.«5
Vor himmelske Fader sendte sin Søn til jorden for at sone for alle menneskers synder. Om disse enkle og dyrebare sandheder bærer jeg mit vidnesbyrd, og jeg gør det i Jesu Kristi navn. Amen.