Ældste Ronald A. Rasband
De Tolv Apostles Kvorum
Efter ældste Ronald A. Rasband modtog sin kaldelse til De Tolv Apostles Kvorum, læste han Johannes 15:16: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer« (Joh 15:16).
Ældste Rasband sagde: »Jeg havde en åndelig tilkendegivelse af, at der var intet ved dette, som var … mit ønske. Det var Herrens beslutning.«
Som 19-årig havde ældste Rasband allerede lært en lignende lektie om at underkaste sig Herrens beslutninger. Han havde håbet at tjene på en mission i Tyskland, ligesom hans far og storebror, men i stedet blev han kaldet til missionen i de østlige stater (USA). Han vendte sig til sine skrifter og læste i afsnit 100 i Lære og Pagter:
»Følg derfor mig, og lyt til det råd, som jeg skal give jer …
En dør til rige muligheder skal blive åbnet i egnene rundt omkring i dette østlige land …
Derfor, sandelig siger jeg jer: Opløft jeres røst for dette folk« (vers 2, 3, 5).
Han havde et vidnesbyrd om, at Herren ønskede, at han tjente i missionen i de østlige stater.
Ældste Rasband, der er født den 6. februar i 1951, kommer fra beskedne forhold. »Jeg er søn af en far, som leverede brød, og en elskelig hjemmegående mor,« fortæller han. Han kommer fra en flergenerations sidste dages hellig familie, en arv, som han værdsætter.
I 1973 blev ældste Rasband og Melanie Twitchell gift. De har 5 børn og 24 børnebørn. Ældste Rasband giver sin hustru gennem 42 år æren for at have hjulpet ham til at blive den person, han er i dag. »Min hustru har taget mig som pottemagerens ler og formet mig til noget, der virkelig betyder noget … Det er hendes åndelige indflydelse, der har ledt til ikke blot denne smukke og særlige kaldelse, men også til alt, hvad jeg har udrettet åndeligt.«
Ældste Rasband blev i 1987 administrerende direktør for en verdensomspændende kemisk virksomhed. Han lærte fra sine ledere, hvordan man bliver mere effektiv i Kirkens tjeneste. »Jeg lærte i mit job … at mennesker er vigtigere end alt andet, vi kan gøre.« Han lærte også »rigtig mange lederfærdigheder … som har tjent mig godt som generalautoritet.«
Ældste Rasband har haft mange muligheder for at bruge disse færdigheder. Han har tjent som biskop, missionspræsident, halvfjerdser og generalautoritet siden april 2000, tilsynsførende for områderne Nordamerika Vest, Nordamerika Nordvest og tre områder i Utah; rådgiver i det centraleuropæiske områdepræsidentskab; øverste leder for Tempelafdelingen; medlem af De Halvfjerds’ Præsidium siden 2005 og seniorpræsident for De Halvfjerds siden april 2009.
Hans kirkeopgaver har skænket ham en stor kærlighed til sidste dages hellige overalt. Han fortæller medlemmerne: »Jeres tro har styrket vores tro, jeres vidnesbyrd har føjet meget til vore vidnesbyrd« (side 90).
Ældste Rasband er meget ydmyg omkring kaldelsen til at tjene som Herren Jesu Kristi apostel. »Jeg har altid haft et ønske om at tjene ham,« sagde han. Jeg vil vie min tid, mine talenter og alt, hvad jeg nu har, resten af mit liv. Jeg har forpligtet mig til at gøre det. Jeg er beæret over at gøre det.«