Herren leder sin kirke

Præsident Henry B. Eyring

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Herrens ledelse af sin kirke kræver stor og vedholdende tro af alle, der tjener ham på jorden.

Mine kære brødre, der bærer Guds præstedømme, i aften vil jeg gerne tale om den vidunderlige måde, hvorpå Herren leder sit rige på jorden. I kender allerede til det grundlæggende. Jeg beder til, at Helligånden vil bekræfte dem for jer.

For det første, så er Jesus Kristus overhoved for denne kirke på hele jorden.

For det andet, så leder han sin kirke i vore dage ved at tale til mænd, der er kaldet som profeter, og han gør det gennem åbenbaring.

For det tredje, så gav han åbenbaringer til sine profeter for lang tid siden og gør det stadig og vil fortsætte med at gøre det.

For det fjerde, så giver han bekræftende åbenbaringer til dem der tjener under hans profeters ledelse.

Ud fra disse grundlæggende ting vedkender vi, at Herrens ledelse af sin kirke kræver stor og vedholdende tro af alle, der tjener ham på jorden.

Det kræver for eksempel tro at tro på, at den opstandne Herre våger over de daglige detaljer i sit rige. Det kræver tro at tro på, at han kalder ufuldkomne mennesker til betroede stillinger. Det kræver tro at tro på, at han fuldstændigt kender de folk, han kalder, både deres evner og deres potentiale, og han derved ikke laver nogle fejltagelser i sine kald.

Det får måske nogen af jer tilhørere til at smile eller ryste på hovedet – både dem, der synes deres eget kald til at tjene var en fejl, såvel som dem, der tænker på nogen, de kender, der synes at være dårligt egnet til deres plads i Herrens rige. Mit råd til begge grupper er at udskyde sådanne bedømmelser, indtil I bedre kan se, hvad Herren ser. Den bedømmelse, I skal foretage i stedet, er, at I har evnen til at modtage åbenbaring og frygtløst handle på den.

Det kræver tro at gøre det. Det kræver endnu mere tro at tro på, at Herren har kaldet ufuldkomne mennesker til at tjene og lede jer. Min hensigt her til aften er at opbygge jeres tro på, at Gud leder jer i jeres tjeneste for ham. Og endnu vigtigere, så er det mit håb at bygge på jeres tro om, at Herren inspirerer de ufuldkomne personer, han har kaldet som jeres ledere.

I kan i begyndelsen tænke, at en sådan tro ikke er vigtig for Herrens kirkes og riges fremgang. Men I vil opdage, at lige meget hvor I er i præstedømmetjenestens kæde, lige fra Herrens profet til en ny aronsk præstedømmebærer, så er tro afgørende.

Lad os begynde med, hvad tro betyder for en kvorumspræsident for lærerne eller for diakonerne. Det er vigtigt for ham at tro på, at Herren kaldte ham personligt, idet han kender den lærers svagheder og styrker. Han bliver nødt til at have tro på, at den mand, der gav ham den kaldelse, modtog åbenbaring fra Guds Ånd. Hans rådgivere og medlemmer af hans kvorum har brug for den samme tro for at følge ham med frygtløs tillid.

Jeg så en sådan tillid, da en dreng sad sammen med sit kvorumspræsidentskab for diakonerne en søndag formiddag. Han var deres nykaldede sekretær. Det unge kvorumspræsidentskab sad i råd sammen. De talte om forskellige måder, hvorpå de kunne udfylde biskoppens anmodning om at bringe en mindre aktiv dreng tilbage til Kirken. Efter bøn og drøftelse udpegede de sekretæren til at tage hjem til drengen, der aldrig var kommet til et møde, og invitere ham.

Sekretæren kendte ikke drengen, men han vidste, at den ene af drengens forældre var mindre aktiv, og at den anden ikke var medlem og ikke var særlig venlig. Sekretæren var nervøs, men ikke bange. Han vidste, at Guds profet havde bedt præstedømmebærerne om at bringe det mistede får tilbage. Og han havde hørt sit præsidentskabs bøn. Han havde hørt dem blive enige om navnet på drengen, der skulle reddes, og om sit eget navn.

Jeg kiggede, mens sekretæren gik op ad vejen mod den mindre aktive drengs hus. Han gik langsomt, som om han var på vej mod stor fare. Men knap en halv time senere kom han tilbage ned ad vejen sammen med drengen og smilede glad. Jeg er ikke sikker på, at han vidste det på det tidspunkt, men han var gået med troen på, at han var i Herrens ærinde. Den tro er blevet hos ham og er vokset igennem årene som missionær, far, leder for unge mænd og som biskop.

Lad os tale om, hvad en sådan tro betyder for en biskop. En biskop bliver nogle gange kaldet til at tjene folk, som kender ham godt. Medlemmerne af menigheden kender til hans menneskelige svagheder og hans åndelige styrker, og de ved, at andre i menigheden kunne være blevet kaldet, andre der synes bedre uddannet, mere erfarne, behageligere eller endda pænere.

Disse medlemmer skal vide, at kaldet til at tjene som biskop kom fra Herren, ved åbenbaring. Uden deres tro vil biskoppen, der blev kaldet af Gud, finde det sværere at få den åbenbaring, som han har brug for for at kunne hjælpe dem. Det vil ikke lykkes for ham uden medlemmernes tro til at opretholde ham.

Heldigvis er det modsatte også sandt. Tænk på Herrens tjener kong Benjamin, der ledte sit folk til omvendelse. Folkets hjerte blev blødgjort af deres tro på, at han var kaldet af Gud trods hans menneskelige svagheder, og at hans ord kom fra Gud. I kan huske, hvad de sagde; »Ja, vi tror alle de ord, som du har talt til os; og vi ved … at de er visse og sande som følge af Herren den Almægtiges Ånd, som har bevirket en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte, så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2).

For at en leder kan have fremgang i Herrens værk, mål folks tro på, at han er kaldet af Gud, tilsidesætte deres syn på hans skrøbeligheder og jordiske svagheder. I kan huske, hvordan kong Benjamin forklarede sin egen lederrolle:

»Jeg har ikke befalet jer at komme herop, for at I skulle frygte mig, eller for at I skulle tænke, at jeg af mig selv er mere end et dødeligt menneske.

Men jeg er, ligesom I selv, underkastet alle slags skrøbeligheder i legeme og sind; alligevel er jeg blevet valgt af dette folk og indviet af min far og er ved Herrens hånd blevet forundt, at jeg skulle være hersker og konge over dette folk; og jeg er blevet beskyttet og bevaret ved hans uforlignelige kraft, for at jeg kan tjene jer med al den kraft, det sind og den styrke, som Herren har skænket mig« (Mosi 2:10-11).

Jeres leder i Herrens kirke kan virke svag og menneskelig eller kan forekomme jer at være stærk og inspireret. Faktum er, at alle ledere er en blanding af disse egenskaber og mere. Det, der hjælper Herrens tjenere, der er kaldet til at lede os, er, når vi forsøger at se dem, som Herren gjorde, da han kaldte dem.

Herren ser sine tjenere fuldstændigt. Han ser deres potentiale og deres fremtid. Og han ved, hvordan deres inderste væsen kan ændres. Han ved også, hvordan de kan forandre sig gennem oplevelser sammen med de folk, de skal lede.

I kan have oplevet at være blevet stærkere af de folk, I blev kaldet til at lede. Jeg blev engang kaldet som biskop for unge voksne. Jeg er ikke sikker på, om Herrens hensigt mere var de ændringer, jeg kunne hjælpe ham med at foretage i dem, eller de ændringer, han vidste, at de ville foretage i mig.

I en grad, som jeg ikke forstår, så opførte de fleste af de unge mennesker i den menighed sig som om, at jeg var kaldet af Gud specielt til dem. De så mine svagheder, men de så forbi dem.

Jeg kan huske en ung mand, der spurgte om råd angående sine uddannelsesvalg. Han gik på andet år på et meget fint universitet. En uge efter jeg havde givet ham rådet, fik han en ny aftale med mig.

Da han kom ind på kontoret, overraskede han mig ved at spørge: »Biskop, kan vi bede en bøn, før vi taler? Og kan vi knæle? Og må jeg bede?«

Hans anmodning overraskede mig. Men hans bøn overraskede mig endnu mere. Den lød nogenlunde sådan her: »Vor himmelske Fader, du ved, at biskop Eyring gav mig et råd i sidste uge, og det virkede ikke. Inspirer ham til at vide, hvad jeg skal gøre nu.«

Nu kan det være, at I smiler, men det gjorde jeg ikke. Han vidste allerede, hvad Herren ønskede, at han gjorde. Men han ærede biskoppens embede i Herrens kirke, og måske ønskede han, at jeg fik chancen for at få større tillid til at modtage åbenbaring i den kaldelse.

Det virkede. Lige så snart vi rejste os og satte os ned igen, kom åbenbaringen til mig. Jeg fortalte ham, hvad jeg følte, at Herren ville have, at han skulle gøre. Han var kun 18 år på det tidspunkt, men han var åndeligt moden.

Han vidste allerede, at han ikke behøvede at gå til biskoppen med et sådant problem. Men han havde lært at opretholde Herrens tjenere, selv i deres jordiske svaghed. Han blev sidenhen stavspræsident. Han bragte den lektie, vi lærte sammen, med sig: Hvis du har tro på, at Herren leder sin kirke gennem åbenbaring til de ufuldkomne tjenere, han kalder, så vil Herren åbne himlens vinduer for dem, ligesom han vil gøre for jer.

Af denne oplevelse lærte jeg lektien om, at troen hos de folk, vi tjener, nogle gange mere end vores egen tro bringer åbenbaring i Herrens tjeneste.

Der var endnu en lektie for mig. Hvis den dreng havde dømt mig, fordi jeg ikke havde givet ham et godt råd den første gang, så ville han aldrig være kommet tilbage og spurgt igen. Og ved at vælge ikke at dømme mig modtog han den bekræftelse, han havde brug for.

Og endnu en lektie fra den oplevelse har tjent mig godt. Så vidt jeg ved, så fortalte han aldrig nogen i menigheden, at jeg ikke havde givet et godt råd til at begynde med. Hvis han havde gjort det, kunne det have mindsket troen på biskoppens inspiration hos andre i menigheden.

Jeg prøver at lade være med at dømme Herrens tjenere eller at tale dårligt om deres tydelige svagheder. Og jeg prøver at lære mine børn det ved mit eksempel. Præsident James E. Faust fortalte om en rettesnor, som jeg prøver at gøre til min egen. Jeg deler den med jer:

»Vi har … brug for at støtte og opretholde vores lokale ledere, da de … er ›blevet kaldet og udvalgt‹. Alle medlemmer af denne kirke kan modtage råd fra en biskop eller grenspræsident, en stavs- eller missionspræsident og Kirkens præsident og hans medtjenere. Ingen af disse brødre har bedt om sin kaldelse. Ingen er fuldkommen. Alligevel er de Guds tjenere, kaldet af ham gennem dem, som er berettiget til inspiration. Disse kaldede, opretholdte og indsatte er berettiget til vores opretholdende støtte.

Manglende respekt for kirkeledere har forårsaget åndelig svækkelse og undergang for mange. Vi bør se udenom åbenbare fejl, mangler og ufuldkommenheder hos de mænd, som er kaldet til præsidere over os, og opretholde det embede, de besidder« (»Kaldet og udvalgt«, Liahona, nov. 2005, s. 54-55).

Det råd velsigner Guds tjenere under alle forhold.

I den første tid i Herrens kirke begyndte ledere tæt på profeten Joseph Smith at tale om hans fejl. Selv med alt det, de havde set og vidste om hans forhold til Herren, spredte kritikkens og jalousiens ånd sig som en steppebrand. En af De Tolv viste os alle den standard af tro og loyalitet, vi skal have, hvis vi skal tjene i Herrens rige.

Her er beretningen: »Adskillige ældster [indkaldte] til møde i templet for alle dem, som mente, at Joseph Smith var en falden profet. De agtede at udnævne David Whitmer til ny leder af Kirken … Efter at have lyttet til argumenterne imod Joseph Smith rejste Brigham Young sig og vidnede: ›Joseph var en profet, og jeg vidste det, og selv om de kunne udskælde og bagvaske ham så meget, de havde lyst til, kunne de ikke ødelægge Guds udnævnelse af profeten, de kunne blot underminere deres egen autoritet, skære trådene over til det, der bandt dem til profeten og til Gud, og synke ned i helvede‹« (Kirkens historie i tidernes fylde, CES-hæfte, 2002, s. 175-176; se også: 1997, s. 79).

Der er en tråd, der binder os til Herren i vores tjeneste. Den går fra der, hvor vi er kaldet til at tjene i riget, op gennem dem, der er kaldet til at præsidere over os i præstedømmet og op til profeten, der er bundet til Herren. Det kræver tro og ydmyghed at tjene det sted, hvor vi er kaldet, at stole på, at Herren kaldte os og dem, der præsiderer over os, og opretholde dem med fuldstændig tro.

Der vil være tidspunkter, ligesom der var i tiden i Kirtland, hvor vi vil få brug for den tro og integritet, som Brigham Young havde, til at stå på det sted, hvor Herren har kaldet os, loyale over for hans profet og de ledere, han har sat.

Jeg bærer mit højtidelige og dog glade vidnesbyrd om, at Herren Jesus Kristus står ved roret. Han leder sin kirke og sine tjenere. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Thomas S. Monson er den eneste mand, der bærer og udøver alle det hellige præstedømmes nøgler her på jorden på dette tidspunkt. Og jeg nedbeder velsignelser over alle de ydmyge tjenere, der tjener så villigt og godt i Jesu Kristi genoprettede kirke, som han leder personligt. Jeg vidner om, at Joseph Smith så Gud Faderen og Jesus Kristus. De talte til ham. Præstedømmets nøgler blev gengivet til velsignelse for alle vor himmelske Faders børn. Det er vores mission og vores betroede hverv at tjene på vores plads i Herrens sag. I Jesu Kristi navn. Amen.