Ny vejledning til møderne for Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen
»Hvad skal jeg gøre uden et hæfte?« tænkte Nancy Feragen, en hjælpeforeningslærer, da hun først gennemgik et eksemplar af Kom og følg mig – For Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen. »Til at begynde med gik jeg i panik,« indrømmer hun. »Så kom følgende tanke til mig: Herren ønsker, at vi tager mere ansvar for vores egen indlæring og øger vores åndelighed som brødre og søstre i evangeliet.«
»Det er en smule skræmmende at stole på Herren og komme forberedt på at lede en drøftelse uden en masse materiale,« siger Linda Harmon, en hjælpeforeningspræsident, »men når man gør det – hvis man har forberedt sig gennem bøn, studium, tempelbesøg, og hvad man ellers bliver inspireret til at gøre – er det fantastisk.«
Undervisning på Frelserens måde
»En udfordring ved det nye materiale er at få folk til ikke at undervise ›på den gamle måde‹«, fortæller biskop Boyd Roberts. »Vi må holde op med at videregive oplysninger, få det af vejen, og lade Ånden undervise.«
»Det er en ny måde at undervise på, som kan være svært for nogle,« tilføjer Lisa Smith, en hjælpeforeningspræsident, da hun henviste til Undervisning på Frelserens måde. »Derfor er det vigtigt at udvise gode undervisningsmetoder og opmuntre ledere til konsekvent at deltage i lærerrådsmøder med lærerne,« siger hun.
Forberedelse og undervisning
David Mickelson, en lærer i højpræsternes gruppe, fortæller, at vendingen »undervis I flittigt« i Lære og Pagter 88:78 »har at gøre med vores forberedelse og vores evne til at flittigt følge Ånden, når vi underviser. Hvis vi underviser flittigt, vil Frelserens nåde være med os og vi vil blive undervist mere fuldkomment. Jeg tror, at det er Herrens fuldkomne måde at undervise på. Læreren – den person, der leder drøftelsen – må være villig til at lade sig blive undervist af Ånden.«
Adam Bushman, en lærer i ældsternes kvorum, forberedte en lektion ved at gennemgå den valgte konferencetale og derpå bønsomt overveje, hvilke koncepter der er vigtigst for kvorummet. »For at give mændene mere tid til at tænke,« forklarer han, »bliver der hver uge sendt en e-mail, hvori der står: ›Dette er den tale, vi vil drøfte, og vi vil gerne have dig til at overveje følgende spørgsmål.‹«
Rådfør jer med hinanden og lær sammen
»Søndage i hjælpeforeningen er ikke længere blot ledernes ansvar,« forklarer Brooke Jensen, en rådgiver i et hjælpeforeningspræsidentskab. »Hvert medlem tager en aktiv rolle.«
Bror Bushman har følt, at det har gjort en forskel at sidde i en rundkreds. »Jeg elsker det,« siger han. »Det ændrer samtalens udgangspunkt. Det ændrer folks forventninger. Der er nu meget mere deltagelse. I stedet for de to eller tre brødre, der normalt svarer på spørgsmålene, er der nye, der kommenterer.«
Da Rebecca Siebach, en hjælpeforeningssøster, først hørte om det nye fokus på råd, tænkte hun straks på de venner, der er blevet mindre aktive. »Jeg kender deres bekymringer,« fortæller hun. »De havde været åbne overfor mig med deres usikkerheder og besværligheder med at komme i kirke, og jeg tænkte, at dette er den perfekte mulighed for at række ud til dem og sige, ›vi har brug for jer i vores råd! Kom endelig og fortæl!‹«
»Da jeg endelig talte ved et rådsmøde,« siger LonaMarie Cook, en rådgiver i et hjælpeforeningspræsidentskab, »var det dejligt, at der var folk, der anerkendte det, som jeg tænkte og at være en del af det fællesskab.«
Modtag og handl på inspiration
»Vi skaber nogle omgivelser for Ånden til at undervise og for os til at høre og lytte,« forklarer biskop Roberts. »Ånden bliver så læreren, der viser os det, som vi skal gøre i vores eget liv, familie og kaldelse. Hvad gør vi som følge af de tilskyndelser, er det, der fører til sand omvendelse og tjeneste.«
Susan Farr, en hjælpeforeningspræsident, siger: »Denne metode får os til at handle, ikke bare forlade os på en lektion og tænke, det var inspirerende, men hurtigt glemme det. At sidde i råd sammen hjælper os til at se, at læring og handling hører til for os alle, ikke kun læreren.«
»Når vi nedskriver vores indtryk og så handler på dem, udøver vi en ændring i hjertet og bliver bedre tjenere for Herren,« fortæller Susan Mitchell, en rådgiver i et hjælpeforeningspræsidentskab.
»At vide, at du vil blive holdt ansvarlig for noget og at nogen vil spørge dig, hvad du følte,« siger søster Smith, »gør dig til en aktiv deltager i opbyggelsen af dit vidnesbyrd.«
Landen Roundy, en højpræsternes gruppeleder, forklarer, at e-mails med noter af det, der er blevet drøftet og planlagt, »hjælper medlemmerne til at anerkende de oplevelser, de har i løbet af ugen, som de måske vil fortælle om den følgende søndag.«
»I disse noter«, tilføjer biskop Roberts, »har jeg set en fortsat ånd af at dele og lære i løbet af ugen, når brødrene har drøftet gennem e-mail yderligere tanker og følelser, hvilket styrker deres kvorum.«
»Herren ønsker, at vi vender vores hjerte til hinanden, og det kan gøres, når vi mødes med et formål,« konkluderer søster Siebach. »Dette nye materiale hjælper os til at finde interessante emner, sætte mål, se i de rette hjælpekilder efter svar, modtage personlig åbenbaring og blive opløftet af hinanden, når vi vender os mod de levende profeter efter de svar, vi har brug for på vor tid.«