Omvendelse er altid positivt

Stephen W. Owen

Unge Mænds hovedpræsident

Så snart vi sætter foden på stien til omvendelse, byder vi Frelserens forløsende kraft ind i vores liv.

For adskillige år siden overværede præsident Gordon B. Hinckley en amerikansk fodboldkamp på et college. Han var der for at annoncere, at stadionet ville blive navngivet efter holdets mangeårige, elskede træner, der skulle gå på pension. Holdet ønskede desperat en sejr for at ære deres træner. Præsident Hinckley blev inviteret ned i omklædningsrummet for at komme med nogle opmuntrende ord. Inspireret af hans ord gik holdet ud og vandt den kamp og sluttede sæsonen med flest vundne kampe.

I dag vil jeg gerne tale til alle, der bekymrer sig om, at de ikke vinder i livet. Sandheden er selvfølgelig, at vi »alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud«.¹ Selvom der kan forekomme sæsoner uden nederlag inden for sport, er der ikke nogen i livet. Men jeg vidner om, at Frelseren Jesus Kristus udførte en fuldkommen forsoning og gav os omvendelsens gave – vores vej tilbage til et fuldkomment klart håb og et succesrigt liv.

Omvendelse bringer lykke

Vi tænker for ofte på omvendelse som noget forfærdeligt og deprimerende. Men Guds plan er planen for lykke, ikke planen for elendighed! Omvendelse er opløftende og forædlende. Det er synd, der bringer ulykkelighed.² Omvendelse er vores flugtvej! Som ældste D. Todd Christofferson har forklaret: »Uden omvendelse findes der ikke ægte fremskridt eller forbedring i tilværelsen … Kun gennem omvendelse … opnår [vi] adgang til Jesu Kristi forsonende nåde og frelse. Omvendelse … viser os hen mod frihed, selvtillid og fred.«³ Mit budskab til alle – især de unge – er, at omvendelse altid er positivt.

Når vi taler om omvendelse, taler vi ikke blot om en indsats for selvforbedring. Virkelig omvendelse er mere end det – den er inspireret af tro på Herren Jesus Kristus og hans magt til at tilgive vores synder. Ældste Dale G. Renlund har sagt: »Uden Forløseren … [bliver] omvendelse … blot en tilpasning af elendig adfærd.«⁴ Vi kan selv forsøge at ændre vores adfærd, men kun Frelseren kan fjerne vores skampletter og løfte vores byrder, hvilket gør os i stand til at følge lydighedens sti med selvtillid og styrke. Glæden ved omvendelse er mere end glæden ved at leve et anstændigt liv. Det er tilgivelsens glæde, at være ren igen og at komme nærmere på Gud. Når I har oplevet den glæde, kan intet mindre end det føles tilfredsstillende.

Sand omvendelse inspirerer os til at forpligte os til lydighed – en pagt, der begynder med dåb og fornyes hver uge ved Herrens måltid, nadveren. Der modtager vi løftet om, at vi »altid må have hans Ånd hos os«,⁵ med al den glæde og fred, der kommer af at have hans konstante ledsagelse. Dette er frugten ved omvendelse, og det er det, der gør omvendelse glædelig!

Omvendelse kræver vedholdenhed

Jeg elsker lignelsen om den fortabte søn.⁶ Der er noget særligt ved det vendepunkt, hvor den fortabte søn »gik i sig selv«. Da han sad i en grisesti og ønskede, at han kunne »spise sig mæt i de bønner, som svinene åd«, gik det endelig op for ham, at han ikke kun havde spildt sin fars arv, men også sit eget liv. Med tro på, at hans far ville tage ham tilbage – hvis ikke som hans søn, så i det mindste som tjener – besluttede han sig for at lægge sin oprørske fortid bag sig og tage hjem.

Jeg har ofte tænkt over sønnens lange tur hjem. Var der tidspunkter, hvor han tøvede og tænkte: »Hvordan vil min far tage imod mig?« Måske tog han endda nogle skridt tilbage mod svinene. Forestil jer, hvor anderledes historien ville have været, hvis han havde givet op. Men tro fik ham til at fortsætte, og tro fik hans far til at blive ved med at holde øje og vente tålmodigt, indtil følgende endelig skete:

»Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.

Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.

Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne …

For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Omvendelse er for alle

Brødre og søstre, vi er alle fortabte. Vi må alle »gå i os selv« – for det meste mere end en gang – og vælge den sti, der fører hjem. Det er et valg, vi dagligt træffer i løbet af vores liv.

Vi forbinder ofte omvendelse med alvorlige synder, der kræver »en mægtig forandring«.⁷ Men omvendelse er for alle – dem, der vandrer på »forbudne stier, og [bliver] væk«,⁸ såvel som dem, der »er kommet ind på [den] snævre og trange sti« og nu må »trænge [sig] frem«.⁹ Lydighed får os både på den rette sti og holder os på stien. Det er for dem, der lige er begyndt at tro, dem, der har troet hele tiden og dem, der har brug for at begynde at tro igen. Som ældste David A. Bednar har sagt: »De fleste af os forstår godt, at forsoningen er til for syndere. Men jeg er ikke så sikker på, at vi ved og forstår, at forsoningen også er for hellige – for gode mænd og kvinder, som er lydige, værdige … og som stræber efter at blive bedre.«¹⁰

For nyligt besøgte jeg en missionærskole, hvor en gruppe helt nye missionærer ankom. Jeg blev dybt bevæget, da jeg så dem og så lyset i deres øjne. De virkede så glade, lykkelige og begejstrede. Så slog en tanke mig: »De har oplevet tro til omvendelse. Derfor er de fyldt med glæde og håb.«

Jeg tror ikke, at det betyder, at de alle havde syndet alvorligt tidligere, men jeg tror, at de vidste, hvordan man omvender sig. De havde lært, at omvendelse er positivt, og de var klar til og ivrige efter at dele dette glædelige budskab med verden.

Det er det, der sker, når vi føler glæden ved omvendelse. Tænk på Enosh’ eksempel. Han fik sin egen oplevelse, hvor han »gik i sig selv«, og efter hans »skyld [blev] fejet bort«, vendte hans hjerte sig straks mod andres velfærd. Enosh brugte resten af sit liv på at indbyde folk til at omvende sig og frydede sig »ved det mere end ved det, der er af verden.«¹¹ Det gør omvendelse; det vender vores hjerte mod vores næste, fordi vi ved, at den glæde, vi føler, er for alle.

Omvendelse er en livslang stræben

Jeg har en ven, der voksede op i en mindre aktiv sidste dages hellig familie. Da han var en ung voksen, gik han også »i sig selv« og besluttede sig for at forberede sig til en mission.

Han blev en dygtig missionær. På hans sidste dag, inden han skulle hjem, interviewede missionspræsidenten ham og bad ham om at bære sit vidnesbyrd. Det gjorde han, og efter en tårevædet omfavnelse sagde præsidenten: »Ældste, du kan glemme eller benægte alt, du lige har båret vidnesbyrd om i løbet af nogle måneder, hvis du ikke fortsat gør det, der i første omgang har opbygget dit vidnesbyrd.«

Min ven fortalte mig senere, at han har bedt og læst skrifterne dagligt, siden han kom hjem fra sin mission. Ved konstant at »få næring gennem Guds gode ord« har det holdt ham »på den rette vej«.¹²

I, der forbereder jer på en fuldtidsmission, og I, der er på vej hjem, lyt! Det er ikke nok blot at få et vidnesbyrd, I skal bevare det og styrke det. Som alle missionærer ved, vil en cykel vælte, hvis I stopper med at træde i pedalerne, og hvis I ophører med at nære jeres vidnesbyrd, vil det blive svækket. Det samme princip gælder omvendelse – det er en livslang stræben, ikke en engangsoplevelse.

Til alle, der søger tilgivelse – unge, unge voksne, forældre, bedsteforældre og selv oldeforældre – jeg indbyder jer til at komme hjem. Det er nu, det er tid til at begynde. Udsæt ikke jeres omvendelses dag.¹³

Når først I har taget den beslutning, så bliv ved med at følge stien. Vor Fader venter og længes efter at modtage jer. Hans arme er udstrakte »hele dagen lang« mod jer.¹⁴ Belønningen er umagen værd.

Husk Nefis ord: »Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker. For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv.«¹⁵

Til tider føles rejsen lang; Det er trods alt en rejse mod evigt liv. Men det kan være en glædesfyldt rejse, hvis vi følger den med tro på Jesus Kristus og håb om hans forsoning. Jeg bærer vidnesbyrd om, at så snart vi sætter foden på stien til omvendelse, byder vi Frelserens forløsende kraft ind i vores liv. Den kraft vil gøre vores skridt sikre, udvide vores syn og forstærke vores forsæt om at fortsætte fremad, skridt for skridt, indtil den herlige dag, hvor vi endelig vender tilbage til vores himmelske hjem og hører vor himmelske Fader sige til os: »Godt.«¹⁶ I Jesu Kristi navn. Amen.