Adskilt, men stadig forenet
Ældste Joni L. Koch
De Halvfjerds
I Kirken forventer Herren, at vi er forenede på trods af vores forskelligheder!
I juni 1994 kørte jeg spændt hjem fra arbejde for på TV at se vores fodboldlandshold spille i VM. Kort tid efter at jeg var begyndt at køre, så jeg et stykke borte en mand på fortovet, der kørte hurtigt i sin kørestol, og som jeg bemærkede var dekoreret med brasilianske flag. Derfor vidste jeg, at han også var på vej hjem for at se kampen.
Da vi kørte forbi hinanden, og vores blik mødtes i et kort sekund, følte jeg et stærkt fællesskab med denne mand! Vi var på vej i forskellige retninger, kendte ikke hinanden og havde tydeligvis forskellige sociale og fysiske omstændigheder, men vores fælles passion for fodbold og kærlighed til vores land gjorde, at vi følte os forenet i det øjeblik! Jeg har ikke set den mand siden, men selv i dag årtier efter kan jeg stadig se de øjne og føle det stærke fællesskab med den mand. Vi vandt trods alt også kampen og verdensmesterskabet det år!
I Kirken forventer Herren, at vi er forenede på trods af vores forskelligheder! Han har sagt i Lære og Pagter: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«1
Når vi alle går ind i en kirkebygning for at tilbede sammen, må vi efterlade vores forskelle udenfor, herunder race, social status, politiske synspunkter samt akademiske og professionelle præstationer og i stedet koncentrere os om vores fælles, åndelige formål. Vi synger salmer sammen, grunder over de samme pagter under nadveren og siger samtidigt et hørbart »amen« efter taler, lektioner og bønner, hvilket betyder, at vi sammen er enige i det, der blev talt om.
Det, som vi gør i fællesskab, hjælper til at skabe en stærk følelse af fællesskab i menigheden.
Det, der dog virkelig bestemmer, styrker eller ødelægger vores fællesskab, er, hvordan vi handler, når vi ikke er sammen med medlemmer af Kirken. Som vi alle ved, er det uundgåeligt og normalt, at vi ender med at tale om hinanden.
Afhængigt af, hvad vi vælger at sige om hinanden, vil vores ord enten forårsage, at vores »hjerter [bliver] knyttet sammen i enighed«,2 som Alma sagde til dem, som han døbte ved Mormons vande, eller de vil undergrave den kærlighed, tillid og de gode følelser, der bør herske blandt os.
Der er kommentarer, som diskret ødelægger fællesskab såsom: »Ja, han er en god biskop, men du skulle have set ham, da han var en ung mand!«
En mere konstruktiv version af dette kunne være: »Biskoppen er så god, og han har udviklet sig så meget i modenhed og visdom i løbet af årene.«
Nogle gange sætter vi en varig etikette på folk ved at sige noget lignende, »Åh, vores hjælpeforeningspræsident er helt fortabt. Hun er så stædig!« I stedet for kan vi måske sige: »Hjælpeforeningspræsidenten er blevet mindre fleksibel på det sidste. Måske gennemgår hun nogle svære ting. Lad os hjælpe hende og støtte hende!«
Brødre og søstre, vi har ikke ret til at beskrive nogen, herunder nogen fra vores kirke, som værende et dårligt fremstillet produkt! I stedet bør vores ord om vores medmennesker reflektere vores tro på Jesus Kristus og hans forsoning, og at ved ham og gennem ham kan vi altid ændre os til det bedre.
Nogle begynder at kritisere og bliver uenige med kirkeledere og medlemmer over bitte små ting.
Dette var tilfældet med en mand, der hed Simonds Ryder, som blev medlem af Kirken i 1831. Da han havde læst en åbenbaring, der vedrørte ham, blev han forvirret over at se, at hans navn var blevet stavet forkert som Rider med bogstavet i i stedet for med bogstavet y. Hans reaktion på denne hændelse bidrog til hans tvivl omkring profeten og førte til sidst til, at han forfulgte Joseph og faldt fra Kirken.3
Det vil helt sikkert også ske, at vi alle oplever en eller anden form for irettesættelse fra vores kirkeledere, hvilket vil være en test på, hvor forenede vi er med dem.
Jeg var kun 11 år, men jeg kan huske for 44 år siden, da kirkebygningen, hvor min familie gik i kirke, skulle have foretaget en stor ombygning. Før ombygningen påbegyndtes, var der et møde, hvor lokale- og områdeledere drøftede, hvordan medlemmerne kunne hjælpe til med arbejdet i dette projekt. Min far, som tidligere havde præsideret over denne enhed i årevis, udtrykte sin meget stærke holdning om, at dette arbejde skulle udføres af en entreprenør og ikke af amatører.
Ikke blot blev hans holdning afvist, men vi hørte, at han blev alvorligt og offentligt irettesat ved den lejlighed. Dette var en mand, som var meget hengiven over for Kirken, og som havde været soldat i Europa under 2. Verdenskrig, som var vant til at stå imod og kæmpe for det, som han troede på! Man kunne spekulere over, hvad hans reaktion ville være efter denne oplevelse. Ville han holde fast i sin holdning og fortsætte med at kæmpe imod den beslutning, der allerede var blevet truffet?
Vi havde set familier i vores menighed, der var blevet svagere i evangeliet og som var holdt op med at komme til møderne, fordi de ikke kunne være ét med dem, der ledte. Jeg havde selv set mange af mine venner fra Primary, som ikke var forblevet trofaste i deres ungdom, fordi deres forældre altid fandt fejl ved dem, der var i Kirken.
Men min far valgte dog at forblive ét med vores medhellige. Da medlemmerne af menigheden nogle dage senere samledes for at hjælpe med konstruktionen, »inviterede« han vores familie til at komme med ham over til kirkebygningen, hvor vi hjalp, hvor der end var brug for det.
Jeg var rasende. Jeg havde lyst til at spørge ham: »Far, hvorfor i alverden skal vi hjælpe med opførelsen, hvis du er imod at lade medlemmerne gøre det?« Men udtrykket i hans ansigt afskrækkede mig fra at gøre det. Jeg ville gerne være rask ved genindvielsen. Så heldigvis besluttede jeg mig for at tie stille og bare gå hen og hjælpe med byggeriet!
Min far nåede ikke at se den nye kirke, da han gik bort før afslutningen af dette arbejde. Men vi i familien, der nu blev ledt af min mor, fortsatte med at udføre vores del, indtil den var færdig, og det gjorde, at vi forblev forenet med min far, med Kirkens medlemmer, med vores ledere og vigtigst af alt med Herren!
Blot få øjeblikke før sin ulidelige pine i Getsemane, da Jesus bad til Faderen for sine apostle og for alle os hellige, sagde han: »At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig.«4
Brødre og søstre, jeg vidner om, at når vi bestemmer os for at være ét med Kirkens medlemmer og ledere, både når vi er forsamlet, og især når vi ikke er, at vi da også vil føle os mere forenet med vor himmelske Fader og Frelseren. I Jesu Kristi navn. Amen.