Tre søstre
Præsident Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Vi er ansvarlige for selv at være disciple, og det har meget lidt – om noget overhovedet – at gøre med den måde, hvorpå andre behandler os.
Kære søstre, kære venner, at begynde en generalkonference med et verdensomspændende møde for søstre er betydningsfuldt og vidunderligt. Forestil jer: Søstre i alle aldre, af enhver baggrund, nationalitet og sprog forenet i tro og kærlighed til Herren Jesus Kristus.
Da vi for nylig mødtes med vores elskede profet, præsident Thomas S. Monson, fortalte han os, hvor meget han elskede Herren. Og jeg ved, at præsident Monson er meget taknemlig for jeres kærlighed, jeres bønner og jeres hengivenhed for Herren.
For længe siden i et fjerntliggende land boede en familie bestående af tre søstre.
Den første søster var trist. Alt lige fra hendes næse til hendes kind og fra hendes hud til hendes tæer var ikke helt godt nok i hendes øjne. Når hun talte, lød hendes ord sommetider lidt mærkelige, og folk grinte. Når nogen kritiserede hende eller »glemte« at invitere hende med til noget, rødmede hun, gik lidt væk og fandt et hemmeligt sted, hvor hun kunne sukke trist og spekulere på, hvorfor livet var blevet så trøstesløst og trist.
Den anden søster var vred. Hun betragtede sig selv som meget dygtig, men der var altid nogen, som klarede sig bedre ved prøver i skolen. Hun så sig selv som sjov, smuk, moderigtigt klædt og spændende. Men der syntes altid at være nogen, der var sjovere, smukkere, mere moderigtigt klædt eller mere spændende.
Hun var aldrig den bedste til noget, og det kunne hun ikke holde ud. Sådan burde livet ikke være!
Nogle gange langede hun ud efter andre, og det virkede, som om hun altid kun var et åndedrag fra at være forarget over det ene eller det andet.
Det gjorde hende selvfølgelig ikke mere sympatisk eller populær. Nogle gange bed hun tænderne sammen, knyttede næverne og tænkte: »Livet er så uretfærdigt!«
Så var der den tredje søster. I modsætning til sine triste og vrede søstre var hun – glad. Og det var ikke, fordi hun var klogere, smukkere eller dygtigere end sine søstre. Nej, andre mennesker undgik eller ignorerede også hende. De gjorde sommetider nar ad hendes tøj eller det, hun sagde. De sagde nogle gange noget ondskabsfuldt om hende. Men hun lod det ikke genere hende alt for meget.
Denne søster elskede at synge. Hun sang ikke helt rent, og folk grinte ad det, men det standsede hende ikke. Hun sagde: »Jeg vil ikke lade andre mennesker og deres mening hindre mig i at synge!«
Alene det, at hun blev ved med at synge, gjorde hendes første søster trist og hendes anden søster vred.
Der gik mange år, og til sidst nåede hver søster afslutningen på sin tid på jorden.
Den første søster, som igen og igen erfarede, at der ikke er mangel på skuffelser i livet, døde med tiden trist.
Den anden, som hver dag fandt noget nyt, hun ikke kunne lide, døde vred.
Og den tredje søster, der tilbragte sit liv med at synge sin sang af al kraft og med et selvsikkert smil, døde glad.
Livet er selvfølgeligt ikke altid så enkelt, og mennesker er ikke så stereotype som de tre søstre i denne historie. Men selv ekstreme eksempler som disse kan lære os noget om os selv. Hvis I er som de fleste, har I måske genkendt noget fra jer selv i en, to eller måske alle tre af disse søstre. Lad os se lidt nærmere på hver enkelt.
Ofret
Den første søster betragtede sig selv som offer – som en person, der var genstand for handling.1 Det syntes som om, at der blev ved med at ske et eller andet,der gjorde hende ulykkelig. Med denne holdning til livet gav hun andre kontrol over, hvordan hun havde det og opførte sig. Når vi gør det, kastes vi omkring af enhver menings vind – og i vore dage med de allestedsnærværende sociale medier blæser disse vinde med orkanstyrke.
Kære søstre, hvorfor vil I lægge jeres lykke i hænderne på personer eller en gruppe af personer, som har meget lidt interesse i jer eller i jeres lykke?
Hvis I finder ud af, at I bekymrer jer om, hvad andre mennesker siger om jer, må jeg da foreslå denne modgift: Husk på, hvem I er. Husk, at I tilhører kongeslægten i Guds rige, døtre af himmelske Forældre, som hersker over hele universet.
I har Guds åndelige DNA. I har enestående gaver, der stammer fra jeres åndelige skabelse, og som blev udviklet i det umådelige tidsrum, jeres førjordiske tilværelse bestod af. I er børn af vor nådige og evigtvarende Fader i himlen, Hærskarers Herre, Den, der skabte universet, spredte de snurrende stjerner ud over det umådelige rum og placerede planeterne i deres fastlagte baner.
I er i hans hænder.
Meget gode hænder.
Kærlige hænder.
Omsorgsfulde hænder.
Og intet af, hvad andre nogensinde siger om jer, kan ændre det. Deres ord er betydningsløse i sammenligning med, hvad Gud har sagt om jer.
I er hans dyrebare barn.
Han elsker jer.
Selv når I snubler, selv når I vender jer bort fra ham, elsker Gud jer. Hvis I føler jer fortabt, efterladt eller glemt – så frygt ikke. Den gode Hyrde vil finde jer. Han vil løfte jer op på sine skuldre. Og han vil bære jer hjem.2
Mine kære søstre, lad nu disse guddommelige sandheder synke dybt ned i jeres hjerte. Da vil I erfare, at der er mange årsager til ikke at være trist, for I har en evig skæbne at opnå.
Verdens elskede Frelser gav sit liv, så I kan vælge at gøre denne skæbne til virkelighed. I har påtaget jer hans navn; I er hans disciple. Og på grund af ham kan I klæde jer i klæder af evig herlighed.
Den vrede
Den anden søster var vred på verden. Ligesom sin triste søster følte hun, at problemerne i hendes liv alle skyldtes andre. Hun gav sin familie skylden, sine venner, sin chef og kolleger, politiet, naboer, kirkeledere, aktuelle modetendenser, selv intensiteten af udbrud på solen og ganske almindelige uheld. Og hun langede ud efter dem alle.
Hun betragtede ikke sig selv som en dårlig person. Snarere tværtimod, så følte hun, at hun blot forsvarede sig. Hun mente, at alle andre var motiveret at selviskhed, smålighed og had. Hun var på den anden side motiveret af gode hensigter – retfærdighed, integritet og kærlighed.
Desværre er den vrede søsters måde at tænke på alt for almindelig. Dette blev bemærket i en nylig undersøgelse, der undersøgte konflikten mellem rivaliserende grupper. Som en del af undersøgelsen interviewede forskerne palæstinensere og israelere i Mellemøsten og republikanere og demokrater i USA. De fandt ud af, at »hver side følte, at deres egen gruppe var motiveret mere af kærlighed end had, men når de blev spurgt, hvorfor deres rivaliserende gruppe var involveret i konflikten, pegede de på had som den anden gruppes motiverende faktor.«3
Med andre ord tænkte hver gruppe på sig selv som »de gode« – fair, venlige og sandfærdige. I modsætning hertil så de deres rivaler som »de onde« – dårligt informerede, uærlige, ja, endog onde.
I det år, hvor jeg blev født, var verden dybt involveret i en forfærdelig krig, som førte til fortvivlende smerte og altfortærende sorg i verden. Krigen var blevet begyndt af mit land – af en gruppe mennesker, der identificerede bestemte andre grupper som onde og opfordrede til had mod dem.
Dem, de ikke kunne lide, blev gjort tavse. De nedværdigede og dæmoniserede dem. De betragtede dem som mindreværdige – og slet ikke som mennesker. Når man først nedværdiger en gruppe mennesker, er det nemmere at retfærdiggøre voldelige ord og adfærd mod dem.
Jeg ryster, når jeg tænker over, hvad der skete i Tyskland i det 20. århundrede.
Når nogen gør modstand eller er uenige med os, er det fristende at formode, at der må være noget galt med dem. Og derfra er der blot et lille skridt til at påklistre deres ord og adfærd de værste motiver.
Vi må selvfølgelig altid stå for det rette, og der er tidspunkter, hvor vi må hæve vores røst for den sag. Men når vi gør det med vrede eller had i vores hjerte – når vi langer ud efter andre for at skade eller nedgøre dem eller gøre dem tavse – så er der stor sandsynlighed for, at vi ikke gør det i retfærdighed.
Hvad belærte Frelseren om?
»Jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer,
for at I må være jeres himmelske faders børn.«4
Dette er Frelserens måde. Det er det første skridt til at nedbryde barrierer, der skaber så meget vrede, had, opsplitning og vold i verden.
»Ja,« kunne I sige, »jeg ville være villig til at elske mine fjender – hvis blot de var villige til at gøre det samme.«
Men det betyder faktisk ikke noget, vel? Vi er ansvarlige for selv at være disciple, og det har meget lidt – om noget overhovedet – at gøre med den måde, hvorpå andre behandler os. Vi håber selvfølgelig på, at de til gengæld vil være forstående og barmhjertige, men vores kærlighed til dem er uafhængig af deres følelser for os.
Måske vil vores indsats for at elske vores fjender blødgøre deres hjerte og påvirke dem positivt. Måske ikke. Men det ændrer ikke ved vores forpligtelse til at følge Jesus Kristus.
Derfor vil vi som medlemmer af Jesu Kristi Kirke elske vores fjender.
Vi vil overvinde vrede og had.
Vi vil fylde vores hjerte med kærlighed til alle Guds børn.
Vi vil række ud for at velsigne andre og betjene dem – selv dem, som måtte »forfølge« os.5
Den ægte discipel
Den tredje søster repræsenterer den ægte Jesu Kristi discipel. Hun gjorde noget, der kan være ekstremt svært at gøre: Hun stolede på Gud, selv om hun mødte latterliggørelse og modgang. På en eller anden måde bevarede hun sin tro og sit håb, trods den spot og kynisme der omgav hende. Hun levede med glæde, ikke fordi hendes situation var fuld af glæde, men fordi hun var glad.
Ingen af os klarer os gennem livet uden modstand. Når så mange kræfter forsøger at trække os væk, hvordan bevarer vi da vores fokus fastlåst på den storslåede lykke, der er lovet de trofaste?
Jeg tror, at svaret kan findes i en drøm, som en profet havde for tusinder af år siden. Profetens navn er Lehi, og hans drøm er nedskrevet i den dyrebare og vidunderlige Mormons Bog.
Lehi så i sin drøm en stor mark, og på den stod der et vidunderligt træ, og det var smukkere, end det er muligt at beskrive. Han så også store grupper af mennesker på vej mod træet. De ønskede at smage på den storslåede frugt. De følte og stolede på, at den ville give dem stor lykke og varig fred.
Der var en snæver sti, der førte til træet, og langs den var der en jernstang, der hjalp dem til at forblive på stien. Men der var også mørke tåger, der slørede deres syn af både stien og træet. Og måske endnu farligere var lyden af høj latter og latterliggørelse fra en stor og rummelig bygning i nærheden. Det er chokerende, men hånen overbeviste nogle af de mennesker, som var nået frem til træet og havde smagt den vidunderlige frugt, så de begyndte at skamme sig og gå bort.6
Måske begyndte de at tvivle på, om træet virkelig var så smukt, som de engang havde troet. Måske begyndte de at betvivle, at det, de havde oplevet, var virkeligt.
Måske tænkte de, at hvis de gik bort fra træet, ville livet blive lettere. Måske ønskede de ikke at blive hånet eller latterliggjort længere.
Og tilmed virkede de mennesker, som spottede dem, som mennesker, der var ret lykkelige og nød livet. Så måske kunne de, hvis de forlod træet, blive budt velkommen i forsamlingen i den store og rummelig bygning og blive lykønsket for deres dømmekraft, intelligens og sofistikerede holdning.
Bliv på stien
Kære søstre, kære venner, hvis I finder det svært at holde fast ved jernstangen og gå standhaftigt frem mod frelse, hvis latteren og hånen fra andre, som virker så selvsikre, får jer til at vakle, hvis I er foruroliget af ubesvarede spørgsmål eller læresætninger, I endnu ikke forstår, hvis I føler jer triste på grund af skuffelser, så opfordrer jeg jer til at erindre Lehis drøm.
Bliv på stien!
Giv aldrig slip på jernstangen – Guds ord!
Og når nogle prøver at få jer til at skamme jer, fordi I tager del i Guds kærlighed, så ignorer dem.
Glem aldrig, at I er Guds kære barn; velsignelser I får, hvis I hans vilje gør hver dag, til ham engang I når!7
Verdens løfter om lovprisning og anerkendelse er upålidelige, usande og utilfredsstillende. Guds løfter er sikre, sande og fulde af glæde – nu og for evigt.
Jeg opfordrer jer til at betragte religion og tro fra et højere perspektiv. Intet, der tilbydes i den store og rummelige bygning, kan sammenlignes med frugten ved at efterleve Jesu Kristi evangelium.
Ja, »hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«8
Jeg har selv erfaret, at disciplens sti i Jesu Kristi evangelium er vejen til glæde. Det er vejen til tryghed og fred. Det er vejen til sandhed.
Jeg vidner ved Helligåndens gave og kraft om, at I selv kan erfare dette.
Hvis vejen i mellemtiden er blevet vanskelig for jer, håber jeg, at I vil finde ly og styrke i vores vidunderlige organisationer i Kirken: Primary, Unge Piger og Hjælpeforeningen. De er som rastepladser, hvor I kan forny jeres overbevisning og tro til rejsen forude. De er et sikkert hjem, hvor I kan føle, at I hører hjemme, og modtage opmuntring fra jeres søstre og meddisciple.
Det, I lærer i Primary, forbereder jer til de sandheder, I lærer som unge piger. Livet som discipel, som I følger i jeres klasser i Unge Piger, fører til søsterfællesskabet i Hjælpeforeningen. For hvert skridt på vejen får I flere muligheder for gennem handlinger at vise jeres kærlighed til andre i form af tro, medfølelse, barmhjertighed, dyd og tjeneste.
At vælge disciplens liv vil føre til uanet lykke og opfyldelse af jeres guddommelige potentiale.
Det vil ikke være let. Det vil kræve jeres allerbedste – hele jeres intelligens, kreativitet, tro, integritet, styrke, beslutsomhed og kærlighed. Men en dag vil I se tilbage på jeres indsats, og hvor vil I være taknemlige for, at I forblev stærke, at I troede, og at I ikke forlod vejen.
Bliv ved
Der kan være mange ting i livet, som I ikke kan kontrollere. Men i sidste ende har I kraften i jer til at vælge både jeres destination og mange af jeres oplevelser undervejs. Det er ikke så meget jeres evner, men jeres valg der udgør forskellen i livet.9
I kan ikke tillade, at omstændighederne gør jer triste.
I kan ikke tillade, at de gør jer vrede.
I kan fryde jer over, at I er Guds døtre. I kan finde glæde og lykke i Guds nåde og i Jesu Kristi kærlighed.
I kan være glade.
Jeg opfordrer jer inderligt til at fylde jeres hjerte med taknemlighed for Guds rigelige og ubegrænsede godhed. Mine elskede søstre, I kan gøre det! Jeg beder fra det inderste i min sjæl om, at I vil træffe valget om at fortsætte fremad mod livets træ. Jeg beder om, at I vil vælge at opløfte jeres røst og gøre jeres liv til en storartet symfoni af lovprisning og glæde jer over, hvad Guds kærlighed, det vidunderlige i hans kirke og Jesu Kristi evangelium kan bringe verden.
Sangen om livet som discipel kan lyde lidt falsk eller måske lidt højt for nogen. Sådan har det været siden tidernes begyndelse.
Men for vor himmelske Fader og for dem, som elsker og ærer ham, er det den mest dyrebare og smukke sang – den himmelske og helliggørende sang om den forløsende kærlighed og om at tjene Gud og vore medmennesker.10
Jeg efterlader hos jer min velsignelse som Herrens apostel om, at I vil finde styrke og mod til i glæde at trives som en Guds datter, mens I hver dag med glæde følger den herlige vej, livet som discipel er. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.