Planen og proklamationen

Ældste Dallin H. Oaks

De Tolv Apostles Kvorum

Familieproklamationen er Herrens understregning af de evangeliske sandheder, vi har brug for til at stå igennem nuværende udfordringer i familien.

Som det fremgår tydeligt af familieproklamationen, er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige velsignet med en unik lære og en anderledes måde at se verden på. Vi tager del i og udmærker os endda i mange verdslige aktiviteter, men nogle emner afholder vi os fra, da vi stræber efter at følge Jesu Kristi og hans tidligere og nutidiges apostles lærdomme.

I.

I en lignelse beskrev Jesus dem, der »hører ordet«, men »ikke bærer frugt«, når det ord bliver kvalt af »verdens bekymring og rigdommens blændværk« (Matt 13:22). Senere rettede Jesus Peter, fordi han ikke hældte mod, »hvad Gud vil, men hvad mennesker vil« og erklærede: »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?« (Matt 16:23, 26). Noget af det sidste, han underviste sine apostle om i livet på jorden, var: »Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden … derfor hader verden jer« (Joh 15:19; se også Joh 17:14, 16).

På samme måde bruges billedet af »verden« til at repræsentere modstand mod evangeliske lærdomme ofte i Jesu første apostles skrivelser. »Tilpas jer ikke denne verden« (Rom 12:2), sagde apostlen Paulus. »For denne verdens visdom er dårskab for Gud« (1 Kor 3:19). Og »se til,« advarede han, »at ingen fanger jer med [noget] der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus« (Kol 2:8). Apostlen Jakob sagde, at »venskab med verden er fjendskab med Gud[.] Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud« (Jak 4:4).

Mormons Bog bruger ofte billedet på »verdens« modstand. Nefi profeterede om den endelige ødelæggelse af dem, »der er bygget op for at blive populære i verdens øjne, og de, der stræber efter … det, der hører verden til« (1 Ne 22:23; se også 2 Ne 9:30). Alma fordømte dem, der var »opblæste … over verdens tomme ting« (Alma 31:27). Lehis drøm viser, at de, der søger at følge jernstangen, Guds ord, vil møde verdens modstand. Folkene i den »stor[e] og rummelig[e] bygning«, som Lehi så, »spottede og pegede« »med foragt fingre« (1 Ne 8:26-27, 33). I Nefis syn, der fortolkede denne drøm, fandt han ud af, at denne latterliggørelse og modstand kom fra »jordens mængde … verden og dens visdom … verdens stolthed« (1 Ne 11:34-36).

Hvad betyder disse advarsler og bud i skrifterne mod at være af »verden« eller det nutidige bud om at »forsage verden« (L&P 53:2)? Præsident Thomas S. Monson har sammenfattet disse lærdomme: »Vi må være årvågne i en verden, som har bevæget sig så langt væk fra det åndelige. Det er afgørende, at vi afviser alt, som ikke stemmer overens med vores standarder. Vi skal nægte at give op omkring det, vi ønsker allermest: Evigt liv i Guds rige.«¹

Gud skabte denne jord i overensstemmelse med sin plan om at give sine åndelige børn et sted, hvor de kunne opleve jordelivet som et nødvendigt trin mod de herligheder, som han ønsker for alle sine børn. Selvom der er forskellige riger og herligheder, så er vor himmelske Faders højeste ønske for sine børn det, som præsident Monson kaldte »evigt liv i Guds rige«, som er ophøjelse i familier. Det er mere end frelse. Præsident Russell M. Nelson har mindet os om: »I Guds evige plan er frelse en opgave for den enkelte, [men] ophøjelse er en opgave for familien.«²

Jesu Kristi gengivne evangelium og den inspirerede familieproklamation, som jeg vil tale om senere, er essentielle lærdomme til at vejlede den jordiske forberedelse for ophøjelse. Selvom vi lever med en mere og mere frafalden verdens ægteskabslove og andre traditioner, så må de, der stræber efter ophøjelse, træffe personlige valg i familielivet i overensstemmelse med Herrens måde, når den adskiller sig fra verdens måde.

I dette jordiske liv har vi ingen erindring om, hvad der gik forud for vores fødsel, og vi møder nu modstand. Vi vokser og udvikler os åndeligt ved at vælge at adlyde Guds bud i en række af rette valg. Det omfatter pagter og ordinancer og omvendelse, når vores valg er forkerte. Hvis vi derimod mangler tro på Guds plan og er ulydige mod eller bevidst afholder os fra dens påkrævede handlinger, giver vi afkald på vækst og udvikling. I Mormons Bog står der: »Dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud« (Alma 34:32).

II.

Sidste dages hellige, der forstår Guds frelsesplan, har et unikt verdenssyn, der hjælper dem til at se årsagen til Guds bud, den uforanderlige beskaffenhed af hans påkrævede ordinancer og vor Frelser, Jesu Kristi grundlæggende rolle. Vor Frelsers forsoning kræver os tilbage fra døden, og hvis vi omvender os, frelser den os fra synd. Med det verdenssyn har sidste dages hellige særlige prioriteter og skikke og er velsignet med styrken til at udholde jordelivets frustrationer og smerter.

Det er uundgåeligt, at handlingerne for de personer, der prøver at følge Guds frelsesplan, kan forårsage misforståelser eller endda konflikt med familiemedlemmer eller venner, der ikke tror på dens principper. Der vil altid være en sådan konflikt. Hver generation, der har søgt at følge Guds plan, har haft udfordringer. I fordums tid styrkede profeten Esajas israelitterne, som han kaldte: »I, der kender retfærdighed … med min lov i hjertet«. Til dem sagde han: »Frygt ikke for menneskers hån, lad jer ikke skræmme af deres spot« (Es 51:7; se også 2 Ne 8:7). Men uanset årsagen til konflikten med dem, der ikke forstår eller tror på Guds plan, så bliver de, der forstår, altid befalet at vælge Herrens måde i stedet for verdens måde.

III.

Den evangeliske plan, som alle familier bør følge som forberedelse til evigt liv og ophøjelse, bliver opridset i Kirkens proklamation fra 1995: »Familien: En proklamation til verden.«³ Dens erklæringer adskiller sig selvfølgelig fra nogle nuværende love, skikke og råd i den verden, vi lever i. I vore dage er de tydeligste forskelle at bo sammen uden at være gift, ægteskab mellem to af samme køn og børn, der vokser op under disse forhold. De, der ikke tror på eller tragter efter ophøjelse, og som bliver mest overbevist af verdens veje, anser blot denne familieproklamation som en udtalelse om retningslinjer, der bør ændres. I modsætning til det, så erklærer sidste dages hellige, at familieproklamationen definerer den slags familieforhold, hvor den vigtigste del af vores evige udvikling kan ske.

Vi har været vidne til en hurtig og stigende offentlig accept af det at bo sammen uden at være gift og af ægteskab mellem to af samme køn. Den medfølgende støtte fra medierne, uddannelse og tilmed krav til jobs medfører svære udfordringer for de sidste dages hellige. Vi må prøve at balancere de modsatrettede krav med at følge evangeliets lov i vores eget liv og lærdomme, samtidig med vi søger at vise alle kærlighed.⁴ Når vi gør det, står vi nogle gange over for, men behøver ikke at frygte det, som Esajas kaldte »menneskers hån«.

Omvendte sidste dages hellige tror på, at familieproklamationen, der blev udsendt for næsten et kvart århundrede siden, og nu er oversat til snesevis af sprog, er Herrens understregning af de evangeliske sandheder, vi har brug for til at stå igennem nuværende udfordringer i familien. To eksempler er ægteskab mellem to af samme køn og at bo sammen uden at være gift. Blot 20 år efter familieproklamationen godkendte USA’s højesteret ægteskab mellem to af samme køn og tilsidesatte tusindvis af år, hvor et ægteskab kun kunne være mellem en mand og en kvinde. Den chokerende procentdel af børn i USA, der er født af en mor, der ikke er gift med faderen, er vokset gradvist: 5 procent i 1960,⁵ 32 procent i 1995⁶ og nu 40 procent.⁷

IV.

Familieproklamationen indleder med at erklære, at »ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne.« Den erklærer også, at »køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt.« Den erklærer endvidere, »at Gud har befalet, at formeringens hellige kraft kun skal anvendes mellem en mand og en kvinde, der er lovformeligt viet som ægtemand og hustru.«

Proklamationen bekræfter ægtemænds og hustruers fortsatte pligt til at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden, og deres store »ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn«: »Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab.« Den advarer højtideligt mod at misbruge sin ægtefælle eller sine børn og erklærer, at »lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det baseres på Herren Jesu Kristi lærdomme.« Til sidst opfordrer den til at fremme officielle »skridt, der har til hensigt at bevare og styrke familien som samfundets grundlæggende bestanddel.«

I 1995 udsendte Kirkens præsident og 14 andre af Herrens apostle disse vigtige doktrinære udtalelser. Som en af kun syv af de apostle, der stadig er i live, føler jeg mig forpligtet til at fortælle om, hvad der førte til familieproklamationen, til alle, der tager den i betragtning.

Inspirationen, der identificerede behovet for en familieproklamation, kom til Kirkens lederskab for mere end 23 år siden. Det var en overraskelse for dem, der troede, at de doktrinære sandheder om ægteskab og familie var vel forstået og uden behov for at blive gentaget.⁸ Men ikke desto mindre følte vi bekræftelsen, og vi gik i gang. Emner blev fundet og drøftet af medlemmer af De Tolvs Kvorum i næsten et år. Formuleringer blev foreslået, gennemgået og revideret. Vi bønfaldt bønsomt Herren om hans inspiration til, hvad vi skulle sige, og hvordan vi skulle sige det. Vi lærte alle »linje på linje og forskrift på forskrift«, som Herren har lovet (L&P 98:12).

I denne åbenbaringsproces blev en foreslået tekst præsenteret for Det Første Præsidentskab, der fører opsyn med og forkynder Kirkens lærdomme og læresætninger. Efter præsidentskabet lavede yderligere ændringer, blev familieproklamationen bekendtgjort af Kirkens præsident, Gordon B. Hinckley. Ved kvindernes møde den 23. september 1995 præsenterede han proklamationen med disse ord: »Med så mange spidsfindigheder, som prakkes os på som sandhed, med så meget bedrag i forbindelse med standarder og værdinormer, med så mange tillokkelser og fristelser til langsomt at påtage sig verdens smuds, har vi følt, at vi bliver nødt til at advare.«⁹

Jeg vidner om, at familieproklamationen er en erklæring om evig sandhed, Herrens vilje for hans børn, som søger evigt liv. Den har været grundlaget for lærdomme og praksis i Kirken i de sidste 22 år og vil fortsætte med at være det i fremtiden. Tænk på den som sådan, undervis om den, efterlev den, og så vil I blive velsignet, mens I går fremad mod evigt liv.

For 40 år siden sagde præsident Ezra Taft Benson, at »enhver generation har sine prøvelser og sin chance for at rejse sig og vise sit værd.«¹⁰ Jeg tror, at vores holdning over for og anvendelse af familieproklamationen er en af denne generations prøvelser. Jeg beder til, at alle sidste dages hellige vil stå fast i den prøvelse.

Jeg vil afslutte med en udtalelse fra præsident Gordon B. Hinckley, som han kom med, to år efter familieproklamationen blev bekendtgjort. Han sagde: »Jeg ser en vidunderlig fremtid i en meget usikker verden. Hvis vi vil holde fast ved vore værdier, hvis vi vil bygge på vores arv, hvis vi vil vandre i lydighed mod Herren, hvis vi ganske enkelt efterlever evangeliet, vil vi blive velsignede på en storslået og vidunderlig måde. Vi vil blive anset for at være et ejendomsfolk, som har fundet nøglen til en særlig form for lykke.«¹¹

Jeg vidner om sandheden og den evige betydning af familieproklamationen, der blev åbenbaret af Herren Jesus Kristus til hans apostle til Guds børns frelse (se L&P 131:1-4), i Jesu Kristi navn. Amen.