Frygt ikke for at gøre det gode

Præsident Henry B. Eyring

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Herren fortæller os, at når vi står i tro på hans klippe, vil tvivlen og frygten fortage sig, og ønsket om at gøre godt vil vokse.

Mine kære brødre og søstre, jeg beder ydmygt om, at Herrens Ånd vil være med os, mens jeg taler i dag. Mit hjerte er fyldt af taknemmelighed til Herren, hvis kirke dette er, for den inspiration, vi har følt i inderlige bønner, inspirerede taler og englesang ved denne konference.

I april måned kom præsident Thomas S. Monson med et budskab, der rørte hjerter over hele verden, deriblandt mit. Han talte om kraften i Mormons Bog. Han opfordrede os kraftigt til at studere, grunde over og anvende lærdommene i den. Han lovede, at dersom vi hver dag afsatte tid til at studere og grunde og holde de bud, der er i Mormons Bog, ville vi få et levende vidnesbyrd om dens sandhed og et deraf følgende vidnesbyrd om den levende Kristus, som ville føre os sikkert gennem svære tider (se »Styrken i Mormons Bog«, Liahona, maj 2017, s. 86-87).

Ligesom mange af jer hørte jeg profetens ord som Herrens røst til mig. Og ligesom mange af jer besluttede jeg mig for at adlyde disse ord. Lige siden jeg var ung, har jeg haft et vidnesbyrd om, at Mormons Bog er Guds ord, at Faderen og Sønnen viste sig for og talte med Joseph Smith, og at fordums apostle kom til profeten Joseph for at gengive præstedømmets nøgler til Herrens kirke.

Med det vidnesbyrd har jeg læst i Mormons Bog hver dag i mere end 50 år. Så måske kunne jeg derfor have tænkt, at præsident Monsons ord ikke var møntet på mig. Alligevel følte jeg, ligesom mange af jer, at profetens opmuntring og løfte indbød mig til at gøre en større indsats. Mange af jer har gjort, hvad jeg gjorde: Bedt med større inderlighed, gransket skriften mere intenst og prøvet hårdere på at tjene Herren og andre for ham.

Det glædelige resultat for mig og mange af jer har været det, profeten lovede. De af os, der tog hans inspirerede råd til os, har hørt Ånden med større tydelighed. Vi har fundet en større kraft til at modstå fristelse og har følt en større tro på den opstandne Jesus Kristus, på hans evangelium og hans levende kirke.

I en tid med stadig større tumult i verden har disse større vidnesbyrd fordrevet tvivl og frygt og medført en følelse af fred. At give agt på præsident Monsons råd har haft to andre vidunderlige følger for mig: For det første har den Ånd, han lovede, givet mig en optimisme omkring det, der venter forude, selvom tumulten i verden synes at tage til. Og for det andet har Herren givet mig – og jer – en endnu større følelse af hans kærlighed til dem i nød. Vi har følt et større ønske om at komme andre til undsætning. Det ønske har været helt centralt i præsident Monsons tjenestegerning og undervisning.

Herren lovede profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery kærlighed til andre og mod, da opgaverne, der lå foran dem, virkede overvældende. Herren sagde, at det fornødne mod ville komme fra deres tro på ham som deres klippe:

»Frygt ikke for at gøre det gode, mine sønner, for hvad I end sår, det skal I også høste; hvis I derfor sår det gode, skal I også høste det gode som jeres belønning.

Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer, for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer.

Se, jeg fordømmer jer ikke; gå bort og synd ikke mere. Udfør med alvor den gerning, som jeg har befalet jer.

Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke.

Betragt sårene, som gennemborede min side og ligeledes naglemærkerne i mine hænder og fødder; vær trofaste, hold mine befalinger, så skal I arve Himmeriget« (L&P 6:33-37).

Herren fortalte sine ledere af genoprettelsen, og han fortæller os, at når vi står i tro på hans klippe, vil tvivlen og frygten fortage sig, og ønsket om at gøre godt vil vokse. Når vi accepterer præsident Monsons opfordring til at plante et vidnesbyrd om Jesus Kristus i vores hjerte, vil vi få kraften, ønsket og modet til at komme andre til undsætning uden bekymring for vores egne behov.

Jeg har set den tro og det mod mange gange, når troende sidste dages hellige har mødt frygtindgydende prøvelser. Jeg var for eksempel i Idaho, da Teton-dæmningen brød sammen den 5. juni 1976. Der kom en mur af vand. Tusinder flygtede fra deres hjem. Tusinder af hjem og erhvervsbygninger blev ødelagt. På mirakuløs vis døde færre end 15 mennesker.

Det, jeg så der, har jeg set, når som helst sidste dages hellige står fast på den klippe, der er vidnesbyrdet om Jesus Kristus. Fordi de ikke tvivler på, at han våger over dem, bliver de frygtløse. De ænser ikke deres egne strabadser for at komme andre til undsætning. Og de gør det af kærlighed til Herren og uden at bede om kompensation.

Da Teton-dæmningen for eksempel brød sammen, var et sidste dages hellig-ægtepar ude at rejse et stykke fra deres hjem. Da de hørte nyheden på radioen, skyndte de sig tilbage til Rexburg. Fremfor at tage hjem og se, om deres hus var blevet ødelagt, ledte de efter deres biskop. Han var i en bygning, der blev brugt som redningscenter. Han hjalp med at vejlede de tusinde frivillige, der ankom i gule skolebusser.

Parret gik frem til biskoppen og sagde: »Vi er lige kommet tilbage. Biskop, hvor kan vi hjælpe?« Han gav dem navnet på en familie. Det par blev og gravede mudder og vand ud af det ene hjem efter det andet. De arbejdede fra daggry til sen aften i dagevis. De tog endelig en pause for at se til deres eget hjem. Det var forsvundet i flodbølgen, så der var ikke noget at rydde op. Så vendte de hurtigt om og tog tilbage til deres biskop. De spurgte: »Biskop, har du nogle, vi skal hjælpe?«

Det mirakel – det stille mod og næstekærligheden – Kristi rene kærlighed – er blevet gentaget i årenes løb og over hele verden. Det skete på profeten Joseph Smiths tid under den forfærdelige forfølgelse og prøvelserne i Missouri. Det skete, da Brigham Young anførte udvandringen fra Nauvoo og kaldte de hellige til ødemarker over alt i det vestlige USA for at hjælpe hinanden med at opbygge Zion for Herren.

Når man læser disse pionerers dagbøger, ser man troens mirakel fordrive tvivl og frygt. Og man læser om hellige, som glemte deres egne problemer for at hjælpe nogle andre for Herren, inden de vendte tilbage til deres egne får og upløjede marker.

Jeg så det samme mirakel for kort tid siden efter orkanen Irma i Puerto Rico, Sankt Thomas og Florida, hvor sidste dages hellige gik sammen med andre kirker, grupper i lokalsamfundet og nationale organisationer for at begynde oprydningen.

Ligesom mine venner i Rexburg fokuserede et ægtepar i Florida, som tilhører en anden kirke, på at hjælpe i lokalsamfundet frem for at arbejde på deres egen grund. Da nogle sidste dages hellige naboer tilbød at hjælpe med to store træer, som blokerede deres indkørsel, forklarede parret, at de havde været overvældet, og derfor var gået i gang med at hjælpe andre, fordi de havde tro på, at Herren ville sørge for den hjælp, de havde brug for med deres eget hjem. Manden fortalte derpå, at før vores kirkemedlemmer var kommet med tilbud om hjælp, havde parret bedt. De havde fået et svar om, at hjælpen ville komme. Den kom få timer efter dette løfte.

Jeg har hørt nogle sige, at man er begyndt at kalde de sidste dages hellige, som bærer de gule Hjælpende hænder-veste, for »De gule engle«. En sidste dages hellig bragte sin bil til et serviceeftersyn, og manden, der hjalp hende, beskrev den »åndelige oplevelse«, han havde haft, da folk i gule T-shirt fjernede træer fra hans have, og derefter, sagde han, sang de »en eller anden sang for mig om at være Guds barn«.

En anden beboer i Florida – heller ikke fra vores kirke – fortalte, at de sidste dages hellige kom til hendes hjem, da hun arbejdede i sin ødelagte have og følte sig overvældet, overophedet og tæt på at græde. De frivillige skabte med hendes ord »et rent mirakel«. De arbejdede ikke blot flittigt, men også med latter og smil og tog ikke imod nogen betaling.

Jeg så den flid og hørte den latter, da jeg sent en lørdag var sammen med en gruppe sidste dages hellige i Florida. De frivillige holdt lige pause i deres oprydningsarbejde længe nok til, at jeg kunne trykke nogle af dem i hånden. De fortalte, at 90 medlemmer af deres stav i Georgia havde lagt en plan om at slutte sig til redningsarbejdet i Florida blot aftenen før.

De tog fra Georgia kl. 4 om morgenen, kørte i timevis, arbejdede hele dagen og aftenen og planlagde at arbejde videre dagen efter.

De fortalte mig det hele med smil og godt humør. Den eneste stress, jeg fornemmede, var, at de gerne ville være fri for at blive takket, så de kunne vende tilbage til arbejdet. Stavspræsidenten havde startet sin kædesav igen og arbejdede på et væltet træ, og en biskop flyttede trægrene, da vi steg ind i vores bil for at køre videre til det næste redningshold.

Da vi tidligere på dagen kørte fra et andet sted, var en mand kommet frem til bilen, havde lettet på hatten og takket os for de frivillige. Han sagde: »Jeg er ikke medlem af jeres kirke. Jeg kan ikke fatte, hvad I har gjort for os. Må Gud velsigne jer.« Den sidste dages hellige frivillige, der stod ved siden af ham i sin gule bluse, smilede og trak på skuldrene, som om han ikke fortjente ros.

Hvor de frivillige fra Georgia var kommet for at hjælpe denne mand, der ikke kunne fatte det, var hundredvis af sidste dages hellige fra det hårdt ramte sted i Florida taget hundredvis af kilometer sydpå til et andet sted i Florida, hvor folk skulle være hårdere ramt.

Den dag huskede og forstod jeg bedre profeten Joseph Smiths profetiske ord: »Et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 422).

Vi ser sådan en kærlighed i de sidste dages helliges liv allevegne. Hver gang der sker tragiske hændelser noget sted i verden, bidrager de sidste dages hellige med penge og som frivillige til Kirkens humanitære indsats. Det er sjældent nødvendigt at komme med en appel. Nogle gange er vi rent faktisk blevet nødt til at bede nogle af dem, der melder sig som frivillige, om at vente med at rejse til ulykkesstedet, indtil de, der forestår redningsarbejdet, er forberedt på at modtage dem.

Det ønske om at velsigne andre er frugten af, at folk får et vidnesbyrd om Jesus Kristus, hans evangelium, hans genoprettede kirke og hans profet. Det er derfor, at Herrens folk ikke tvivler eller frygter. Det er derfor, at missionærer frivilligt melder sig til tjeneste i alle verdens hjørner. Det er derfor, at forældre sammen med deres børn beder for andre. Det er derfor, at ledere ansporer de unge til at tage præsident Monsons opfordring til sig om at fordybe sig i Mormons Bog. Frugten kom ikke ved, at lederne ansporede, men ved at de unge og medlemmerne handlede i tro. Når de handler på den tro, hvilket fordrer uselviskhed, medfører det en forandring af hjertet, der gør, at de kan mærke Guds kærlighed.

Vores hjerte forbliver dog kun forandret, så længe vi fortsætter med at følge profetens råd. Hvis vi stopper efter en gang, vil ændringen svinde.

Trofaste sidste dages hellige har øget deres tro på Herren Jesus Kristus, på Mormons Bog som Guds ord og på gengivelsen af præstedømmets nøgler i Herrens sande kirke. Det styrkede vidnesbyrd har givet os større mod og omsorg for andre af Guds børn. Men de udfordringer og de muligheder, der ligger forude, vil kræve endnu mere.

Vi kan ikke forudse detaljerne, men vi kender det større billede. Vi ved, at i de sidste dage vil verden være i oprør. Vi ved, at midt i det, der nu måtte komme, vil Herren lede de trofaste sidste dages hellige til at tage Jesu Kristi evangelium til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. Og vi ved, at Herrens sande disciple vil være værdige og beredte på at modtage Herren, når han kommer. Vi behøver ikke at frygte.

Så selvom vi allerede har opbygget tro og mod i vores hjerte, forventer Herren mere af os – og af generationerne efter os. De vil få brug for at være stærkere og modigere, fordi de vil skulle gøre større og sværere ting, end vi har gjort. Og de vil møde større modstand fra vores sjæls fjende.

Måden at bevare optimismen på blev anvist af Herren: »Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke« (L&P 6:36). Præsident Monson har fortalt os, hvordan man gør dette. Vi skal grunde over og anvende Mormons Bog og profeternes ord. Bed altid. Tro. Tjen Gud af hele jeres hjerte, kraft, sind og styrke. Vi må bede med hjertets hele styrke om gaven næstekærlighed, Kristi rene kærlighed (se Moro 7:47-48). Og frem for alt må vi konsekvent og vedholdende følge profetiske råd.

Når vejen bliver svær, kan vi stole på Herrens løfte – et løfte præsident Thomas S. Monson har mindet os om, når han ofte har citereret Frelserens ord: »Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Jeg vidner om, at Herren vil drage foran jeres ansigt, når I er ude i hans ærinde. Sommetider vil I være den engel, Herren sender for at bære andre. Sommetider vil I være den, der er omringet af engle, der bærer jer. Men altid vil I have hans Ånd i jeres hjerte, som I er blevet lovet under hver eneste nadver. I skal blot holde hans bud.

Det bedste ligger endnu forude for Guds rige på jorden. Modstanden vil styrke vores tro på Jesus Kristus, som den har siden profeten Joseph Smiths tid. Troen vil altid vinde over frygten. Det skaber enighed, at vi står sammen. Og jeres bønner for dem i nød vil blive hørt og besvaret af en kærlig Gud. Han hverken døser eller sover.

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Gud Faderen lever, og han ønsker, at I kommer hjem til ham. Dette er Herren Jesu Kristi sande Kirke. Han kender jer, han elsker jer, han våger over jer. Han sonede for jeres synder og mine og alle vor himmelske Faders børns synder. At følge ham i jeres liv og i jeres tjeneste for andre er den eneste vej til evigt liv.

Det vidner jeg om og efterlader jer med min velsignelse og kærlighed. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.