Højdepunkter fra oktoberkonferencen 2017
Velsign du vor profet
han, som har himlen set,
hørt dine bud.
Han, som ved ærlighed,
offer og kærlighed
viser din herlighed,
styrk ham, o Gud.
(»Velsign du vor profet«, Salmer og sange, nr. 12, sunget ved mødet lørdag formiddag).
I mere end 50 år har præsident Thomas S. Monsons rørende personlige beretninger og stærke vidnesbyrd om Jesus Kristus været en del af generalkonferencen. Men på grund af svigtende helbred var både præsident Monson og ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum synligt fraværende fra konferencen,
Fraværende, men ikke glemt.
Selvom præsident Monson så konferencen derhjemmefra, og ældste Hales gik fredfyldt bort på hospitalet lige inden det sidste møde, var begge ikke kun i vores tanker, da vi bad for dem, men deres indflydelse var også tydelig gennem talerne.
Præsident Monson blev af citeret af adskillige talere, deriblandt præsident Russell M. Nelson (se s. 60), der kom med en særlig henvisning til præsident Monsons opfordring ved sidste konference om »bønsomt at studere og grunde over Mormons Bog hver dag.«1
Ældste Neil L. Andersen, den afsluttende taler (se s. 122), delte nogle bemærkninger, som ældste Hales havde forberedt til konferencen, men som han ikke var i stand til at komme med: »Når vi vælger at tro, er vi forberedt på at være i Guds nærhed«, havde ældste Hales skrevet. Ældste Hales valgte i sandhed tro.
Fraværende, men alligevel til stede, præsident Monson og ældste Hales var ikke på talerstolen, men de spillede en vigtig rolle i at gøre konferencen betydningsfuld for mange.
Vi be’r til Gud for dig, du vor profet,
at han vil gøre din byrde så let,
at tiden ej skal dig helt tynge ned,
men at du livet her kan glædes ved,
men at du livet her kan glædes ved.
(»Vi be’r til Gud for dig«, Salmer og sange, nr. 11, sunget ved præstedømmets møde).