Tænd jeres lys

Sharon Eubank

Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Profeterne kalder på os, mine søstre. Vil I være retskafne? Vil I udtrykke jeres tro? Vil I tænde jeres lys?

I ved det måske ikke, men præsident Monson og jeg er tvillinger. På selve den dag jeg blev født i det nordlige Californien – i selvsamme time – blev den 36-årige Thomas S. Monson opretholdt som den nyeste apostel. Jeg elsker min særlige personlige forbindelse til Guds profet, præsident Monson.

Profeterne taler om kvinder.¹ I kommer til at høre nogle af deres ord ved dette møde. I min tale går jeg næsten 40 år tilbage til en bemærkelsesværdig profeti skrevet af præsident Spencer W. Kimball. September 1979 var blot anden gang, hvor kvinderne i den globale kirke mødtes til deres eget konferencemøde. Præsident Kimball havde forberedt sin tale, men da dagen for konferencen oprandt, lå han på hospitalet. Så i stedet for bad han sin hustru, Camilla Eyring Kimball, om at læse talen på hans vegne.²

Søster Kimball læste profetens ord, som fremhævede SDH-kvinders indflydelse på gode kvinder i verden forud for Frelserens andet komme. Hen mod slutningen var der en spændt forventning til Kirkens kvinder, som vi har talt om lige siden.

Lad mig citere lidt af det, præsident Kimball sagde:

»Og til sidst, mine kære søstre, vil jeg gerne foreslå jer noget, som ikke er sagt til jer før, eller i det mindste ikke på denne ligefremme måde. En stor del af den store vækst, som Kirken vil opleve i de sidste dage, sker, fordi mange af de gode kvinder, der findes i verden … vil tilslutte sig Kirken i stort antal. Dette vil finde sted i samme grad, som Kirkens kvinder afspejler retskaffenhed og at være velformulerede i deres tilværelse, og i samme grad Kirkens kvinder betragtes som noget særligt og anderledes – på den gode måde – i forhold til verdens kvinder.

Blandt de virkelige heltinder i verden, af dem som vil komme ind i Kirken, er kvinder, som er mere interesserede i at være retskafne end i at være selviske. Disse sande heltinder er i besiddelse af virkelig ydmyghed, idet de sætter større pris på retskaffenhed end synlighed …

Det [vil være] … Kirkens kvindelige eksempler[, der] vil udgøre en betydelig styrke både i antal og åndelig vækst i Kirken i de sidste dage.«³

Sikken profetisk udtalelse. Så blot for at sammenfatte:

Det vil være kvinders gode relationer, der vil udløse meget af den store vækst, der kommer i Kirken i årene fremover.
De venskaber, som kvinder i Hjælpeforeningen, unge piger og primarypiger opbygger med oprigtige, trofaste og gudfrygtige kvinder og piger med en anden tro og overbevisning, vil være en betydelig styrke i forbindelse med, hvordan Kirken vokser i de sidste dage.
Præsident Kimball kaldte disse kvinder med en anden baggrund for »heltinder«, som interesserer sig mere for at være retskafne end selviske, og som vil vise os, at retskaffenhed har større værdi end synlighed.

Jeg har mødt mange af disse gode kvinder, når jeg har haft opgaver rundt om i verden. Deres venskaber er dyrebare for mig. I kender dem også blandt jeres venner og naboer. De er måske eller måske ikke medlemmer af Kirken lige nu, men vi skaber et venskab, som er meget vigtigt. Nuvel, hvordan udfylder vi vores rolle? Hvad bør vi gøre? Præsident Kimball omtaler fem punkter:

Det første er at være retskaffen. At være retskaffen handler ikke om at være fuldkommen eller aldrig at begå fejl. Det handler om at udvikle en indre forbindelse til Gud, omvende os fra vores synder og fejltagelser og villigt hjælpe andre.

Kvinder, der har omvendt sig, ændrer historiens gang. Jeg har en ven, der var involveret i en bilulykke som ung, og på grund af den oplevelse blev hun afhængig af smertestillende medicin. Senere blev hendes forældre skilt. Hun blev gravid efter et kortvarigt forhold, og hendes afhængighed fortsatte. Men en aften kiggede hun på kaosset og rodet i sit liv og tænkte: »Nu er det nok.« Hun bønfaldt Frelseren Jesus Kristus om at hjælpe sig. Hun sagde, at hun lærte, at Jesus Kristus var stærkere end selv hendes forfærdelige omstændigheder, og at hun kunne stole på hans styrke, mens hun gik ad omvendelsen vej.

Ved at komme tilbage til Herren og hans veje ændrede hun sin histories gang såvel som sin lille drengs og sin nye mands. Hun er retskaffen, hun har et vidtåbent hjerte over for andre, som har begået fejltagelser og ønsker at ændre sig. Og ligesom alle os andre er hun ikke fuldkommen, men hun ved, hvordan man omvender sig og bliver ved med at prøve.

Det andet er at være velformuleret. At være velformuleret betyder klart at udtrykke, hvad man føler for noget og hvorfor. Tidligere på året var der et opslag i mine nyheder på Facebook, der nedgjorde kristendommen. Jeg læste det, og jeg blev lidt irriteret, men trak på skuldrene af det. Imidlertid kom en bekendt, som ikke er af vores tro, med sin egen kommentar. Hun skrev: »[Det er] præcis det modsatte af det, Jesus stod for – han var kontroversiel for sin tid, fordi han … ligestillede folk i verden … Han [talte med] prostituere[de], [spiste] sammen med skatteopkrævere … viste velvilje mod magtesløse kvinder og børn … [og] gav os historien om den barmhjertige samaritaner … Heraf følger, at … sande kristne bør stræbe efter at være de MEST kærlige mennesker i verden.« Da jeg læste det, tænkte jeg ved mig selv: »Hvorfor skrev jeg ikke det?«

Vi har hver især brug for at udtrykke årsagen til vores tro. Hvad er jeres følelser for Jesus Kristus? Hvorfor bliver I i Kirken? Hvorfor tror I på, at Mormons Bog er hellig skrift? Hvor stammer jeres fred fra? Hvorfor har det betydning, at profeten har noget at sige i 2017? Hvordan ved I, at han virkelig er en profet? Lad jeres røst høres såvel som jeres evne til at udtrykke det, I ved og føler, på de sociale medier, i fredelige samtaler med jeres venner, og når I sludrer med jeres børnebørn. Fortæl dem, hvorfor I tror, hvordan det føles, om I nogensinde har været i tvivl, hvordan I kom igennem det, og hvad Jesus Kristus betyder for jer. Som apostlen Peter sagde: »Frygt ikke … men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«⁴

Det tredje er at være anderledes. Lad mig fortælle jer noget, som skete i juli i år på Panama City Beach i Florida.⁵ Sent hen på eftermiddagen så Roberta Ursrey sine to små sønner råbe om hjælp 90 meter ude i vandet. De var blevet fanget i en stærk strøm og blev ført ud til havs. Et par i nærheden prøvede at redde drengene, men de blev også fanget af strømmen. Andre i familien Ursrey sprang ud for at redde de kæmpende badegæster, og lynhurtigt var ni mennesker fanget i strømmen.

Der var ingen reb. Ingen livredder. Politiet sendte bud efter en redningsbåd, men personerne ude på havet havde kæmpet i 20 minutter, og de var udmattede, og deres hoveder var ved at glide ned under vandet. Blandt tilskuerne på stranden var Jessica Mae Simmons. Hendes mand fik den idé at lave en menneskekæde. De råbte til menneskene på stranden og bad dem hjælpe, og snesevis af mennesker tog hinanden under armene og gik ud i havet. Jessica skrev: »At se mennesker af forskellig race og køn arbejde sammen for at hjælpe FULDKOMMEN fremmede [var] fuldstændig fantastisk at se!!«⁶ En kæde på 80 personer strakte sig ud mod badegæsterne. Se dette billede af det utrolige øjeblik.

Alle på stranden kunne kun tænke på de traditionelle løsninger og blev lammet. Men ét par tænkte i et splitsekund på en anderledes løsning. Opfindsomhed og nyskabelse er åndelige gaver. Når vi holder vores pagter, gør det os anderledes i forhold til andre i vores kultur og samfund, men det giver os adgang til inspiration, så vi kan tænke på anderledes løsninger, en anderledes tilgang og anderledes anvendelse. Vi passer ikke altid ind i verden, men ved at være anderledes på en positiv måde kan vi være en livline for andre, der har problemer.

Det fjerde er at være noget særligt. Særlig betyder at være genkendelig og veldefineret. Lad mig vende tilbage til beretningen om Jessica Mae Simmons på stranden. Da først denne menneskekæde blev strakt ud mod badegæsterne, vidste hun, at hun kunne hjælpe. Jessica Mae sagde: »Jeg kan holde vejret … og med lethed klare en runde i et olympisk svømmebassin! [Jeg vidste, hvordan man kommer ud af en strøm]. Jeg vidste, at jeg kunne få [alle badegæsterne] hen til menneskekæden.«⁷ Hun og hendes mand greb nogle boogie-brædder og svømmede langs med kæden, indtil de og en anden redningsmand nåede hen til badegæsterne, og derefter bragte de dem en efter en tilbage til kæden, som sørgede for, de kom sikkert ind på stranden. Jessica havde en særlig evne: Hun vidste, hvordan man svømmer mod strømmen.

Det gengivne evangelium er genkendeligt og veldefineret. Men vi må være noget særligt omkring, hvordan vi følger det. Ligesom Jessica havde øvet sig på at svømme, er vi nødt til at øve os i at efterleve evangeliet, før nødsituationen opstår, så vi frygtløse vil være stærke nok til at hjælpe andre, der bliver revet med af strømmen.

Og til sidst er det femte at gøre punkt et til fire med glæde. At være glad betyder ikke at klaske et plastiksmil på ansigtet, uanset hvad der foregår. Men det betyder at holde Guds love og opbygge og løfte andre.⁸ Når vi opbygger, og når vi løfter andres byrde, velsigner det os på måder, som vores prøvelser ikke kan fjerne. Jeg har anbragt et citat af præsident Hinckley på et sted, hvor jeg kan se det hver dag. Han sagde: »Man bygger ikke af pessimisme eller kynisme. Man ser med optimisme, arbejder i tro, og så sker tingene.«⁹

Et eksempel på denne glade, optimistiske ånd er en 13-årig pige, jeg kender. Hun hedder Elsa, og hendes familie skal flytte til Baton Rouge i Louisiana, 2.900 km væk fra hendes venner. Det er ikke særlig let at flytte et nyt sted hen, når man er 13 år. Elsa var forståeligt nok usikker i forbindelse med flytningen, så hendes far gav hende en velsignelse. I det øjeblik hun fik velsignelsen, tikkede en sms ind på hendes mors telefon. De unge piger, som bor i Louisiana, havde sendt dette billede med overskriften »Kom endelig og flyt til vores menighed!«¹⁰

Disse unge piger var optimistiske, de kunne lide Elsa uden overhovedet at have mødt hende. Deres begejstring fremkaldte optimisme hos Elsa i forhold til den kommende flytning og besvarede hendes bøn om, hvorvidt alt ville gå i orden.

Der opstår en energi af glæde og optimisme, der ikke kun velsigner os – den opbygger enhver omkring os. Enhver lille ting, I gør for at skabe virkelig glæde hos andre, viser, at I allerede bærer den fakkel, som præsident Kimball tændte.

Jeg var 15 år på det tidspunkt, præsident Kimball holdt sin tale. Vi, der er over 40, har lige siden den dag gået med dette ansvar fra præsident Kimball. Nu ser jeg ud over de 8-årige, de 15-årige, de 20-årige og de 35-årige, og jeg vil sende denne fakkel videre til jer. I er Kirkens fremtidige ledere, og det bliver op til jer at bære dette lys frem og være opfyldelsen af denne profeti. Vi, der er over 40, tager jer i armen og mærker jeres styrke og energi. Vi har brug for jer.

Lyt til dette skriftsted i Lære og Pagter 49:26-28. Det er måske skrevet under andre omstændigheder, men jeg håber, at I ved Helligånden i aften vil tage det til jer som jeres personlige kald i dette hellige værk.

»Se, jeg siger jer: Drag ud, sådan som jeg har befalet jer; omvend jer fra alle jeres synder, bed, så skal I få; bank på, så skal der blive lukket op for jer.

Se, jeg vil drage foran jer og være jeres bagtrop; og jeg vil være i jeres midte, og I skal ikke blive beskæmmet.

Se, jeg er Jesus Kristus, og jeg kommer hastigt.«¹¹

Jeg opfordrer jer indtrængende hver især til at sørge for at befinde jer på et sted, hvor I kan mærke den generøse kærlighed, Gud har til jer. I kan ikke sætte jer selv uden for denne kærligheds rækkevidde. Når I mærker hans kærlighed, når I elsker ham, vil I omvende jer og holde hans befalinger. Når I holder hans befalinger, kan han bruge jer i sit værk. Hans gerning og herlighed er kvinders og mænds ophøjelse og evige liv.

Profeterne kalder på os, mine søstre. Vil I være retskafne? Vil I udtrykke jeres tro? Kan I udholde at være noget særligt og anderledes? Vil jeres glæde på trods af jeres prøvelser tiltrække andre, der er gode og ædle, og som har brug for jeres venskab? Vil I tænde jeres lys? Jeg vidner om, at Herren Jesus Kristus vil drage foran os og være i vores midte.

Jeg afslutter med ordene fra vores højt elskede profet, Thomas S. Monson: »Mine kære søstre, dette er jeres dag, dette er jeres tid.«¹² I Jesu Kristi navn. Amen.