Sandheden af alt

Ældste David F. Evans

De Halvfjerds

Vi har alle et personligt ansvar for at gøre det, der er nødvendigt for at opnå og bevare et stærkt vidnesbyrd.

Vi kommer i aften med håb om og tro på, at vi på en eller anden måde vil blive styrket og velsignet af Helligånden, der underviser os om sandheden.¹ Jeg vil gerne tale om vores personlige søgen efter sandheden.

Som ung mand havde jeg mange spørgsmål om Kirken. Nogle af dem var oprigtige. Andre var ikke og afspejlede andres tvivl.

Jeg drøftede ofte mine spørgsmål med min mor. Jeg er sikker på, at hun kunne fornemme, at mange af mine spørgsmål var oprigtige og fra hjertet. Jeg tror, at hun var lidt skuffet over de spørgsmål, der var mindre oprigtige og mere argumenterende. Men hun talte aldrig ned til mig, fordi jeg havde spørgsmål. Hun lyttede og forsøgte at besvare dem. Når hun fornemmede, at hun havde sagt alt, hvad hun kunne, og jeg stadig havde spørgsmål, plejede hun at sige noget i retning af: »David, det er et godt spørgsmål. Mens du søger og læser og beder om svar, hvorfor gør du så ikke det, du ved, du bør, og undlader at gøre det, du ved, du ikke bør? Dette blev et mønster i min søgen efter sandhed. Gennem studium, bøn og efterlevelse af befalingerne fandt jeg ud af, at der er svar på alle mine vigtige spørgsmål. Jeg fandt også ud af, at der for nogle spørgsmål er behov for fortsat tro, tålmodighed og åbenbaring.²

Min mor lagde ansvaret for at udvikle tro og finde svar på mig. Hun vidste, at de vigtige svar ville komme, når jeg søgte efter sandhed, sådan som vor himmelske Fader har fastsat. Hun vidste, at jeg måtte finde sandheden. Hun vidste, at jeg måtte være oprigtig i mine spørgsmål og være villig til at handle på det, som jeg allerede vidste var sandt. Hun vidste, at jeg måtte studere og bede, og at jeg måtte udvikle større tålmodighed, når jeg søgte svar fra Herren. At være villig til at være tålmodig er en del af vores søgen efter sandhed og en del af Herrens mønster for at åbenbare sandhed.³

Med tiden lærte jeg, at min mor underviste mig i vor himmelske Faders mønster for at søge sandhed. Tro voksede, svar begyndte at komme, og jeg tog imod et missionskald.

Der kom en tid tidligt på min mission, hvor jeg vidste, at jeg måtte vide, om Kirken var sand, og om Joseph Smith var en profet. Jeg følte det, som præsident Thomas S. Monson så klart sagde ved sidste generalkonference: »Hvis I ikke allerede har et fast vidnesbyrd om disse ting, så gør det, der er nødvendigt, for at få et. Det er afgørende for jer at have jeres eget vidnesbyrd i disse vanskelige tider, for andres vidnesbyrd kan kun bringe jer et stykke af vejen.«⁴ Jeg vidste, hvad der var nødvendigt. Jeg måtte læse Mormons Bog med et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt og spørge Gud, om den er sand.

Lyt til vor himmelske Faders bemærkelsesværdige løfte, der er givet gennem profeten Moroni: »Når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.«⁵

For at modtage det, der står i Mormons Bog, måtte jeg læse den. Jeg begyndte i starten af bogen og læste hver dag. Nogle modtager et vidnesbyrd meget hurtigt. For andre vil det tage længere tid og flere bønner og kan involvere at læse bogen flere gange. Jeg måtte læse hele bogen, inden jeg modtog det lovede vidnesbyrd. Men Gud tilkendegav sandheden af den for mig ved Helligåndens kraft.

I min missionærdagbog beskrev jeg min glæde ved at kende sandheden såvel som mit personlige udtryk for forpligtelse og oprigtige hensigt om at handle i overensstemmelse med den sandhed, jeg havde modtaget. Jeg skrev: »Jeg har lovet min Fader i himlen og mig selv at gøre mit bedste, at give det 100 procent resten af mit liv, uanset hvad jeg bliver bedt om, vil jeg gøre det, men lige nu har jeg resten af min mission, og jeg vil gøre det til en fantastisk mission, en jeg ikke vil have det dårligt over, ikke for mig, men for Herren. Jeg elsker Herren, og jeg elsker arbejdet, og jeg beder blot om, at denne følelse aldrig vil forlade mig.«

Jeg lærte, at konstant næring og en vedvarende indsats for at omvende sig og holde befalingerne er nødvendig for, at denne følelse aldrig forsvinder. Præsident Monson sagde: »Men, når man først har fået et vidnesbyrd, må det holdes sundt og levende gennem fortsat lydighed mod Guds bud og gennem daglig bøn og studium af skriften.«⁶

I løbet af årene har jeg spurgt missionærer og unge mennesker over hele verden, hvordan de begyndte deres personlige indsats for at søge efter sandheden og få et vidnesbyrd. Næsten uden undtagelse svarede de, at deres egen indsats for at få et personligt vidnesbyrd begyndte med den personlige beslutning om at læse Mormons Bog fra begyndelsen og spørge Gud, om den er sand. Ved at gøre dette valgte de at »handle« snarere end at være »genstand for handling«⁷ på grund af andres tvivl.

For at kende sandheden må vi efterleve evangeliet⁸ og lave et »forsøg«⁹ med ordet. Vi bliver advaret mod ikke at modsætte os Herrens Ånd.¹⁰ Omvendelse og en beslutsomhed om at holde befalingerne er en vigtig del af alles personlige søgen efter sandhed.¹¹ Faktisk må vi være villige til »at aflægge alle« vores synder for at kunne kende sandheden.¹²

Vi bliver befalet at »[stræbe] efter at lære, ja, ved studium og også ved tro«.¹³ Vores søgen efter sandhed bør fokusere på »de bedste bøger« og de bedste kilder. Blandt de allerbedste er skrifterne og de levende profeters ord.

Præsident Monson har bedt os alle om at »gøre det, der er nødvendigt« for at opnå og bevare et stærkt vidnesbyrd.¹⁴ Hvad er nødvendigt for at udvikle og styrke jeres vidnesbyrd? Vi har alle et personligt ansvar for at gøre det, der er nødvendigt for at opnå og bevare et stærkt vidnesbyrd.

At holde vores pagter med tålmodighed, mens vi »gør det, det er nødvendigt« for at modtage et svar fra Herren, er en del af Guds mønster for at lære sandhed. Især når det er svært, må vi »underordne os med glæde og tålmodighed under hele Herrens vilje«.¹⁵ Tålmodig overholdelse af pagter øger vores ønske om at kende sandheden og lader Helligånden »lede [os] på visdommens stier, så [vi] kan blive velsignet, have fremgang og blive bevaret.«¹⁶

Min hustru, Mary, og jeg kender en person, der har kæmpet det meste af sit liv med visse sider af Kirken, og som vi elsker højt. Hun elsker evangeliet, og hun elsker Kirken, men hun har stadig spørgsmål. Hun er blevet beseglet i templet, er aktiv i Kirken, passer sine kaldelser og er en vidunderlig mor og hustru. Gennem årene har hun forsøgt at gøre det, hun ved er rigtigt og afholde sig fra at gøre det, hun ved er forkert. Hun har holdt sine pagter og er blevet ved med at søge. Til tider har hun været taknemlig for at kunne holde fast ved andres tro.

For kort tid siden bad hendes biskop om at tale med hende og hendes mand. Han bad dem om at tage imod en opgave med at virke som stedfortrædere for dem, der har brug for tempelordinancer. Dette kald overraskede dem, men de tog imod det og begyndte på deres tjeneste i Herrens hus. Deres teenagesøn havde for nyligt deltaget i slægtsforskning og fundet et familienavn, hvis tempelordinancer ikke var udført. Med tiden virkede de som stedfortrædere og udførte tempelordinancerne for denne person og hans familie. Da de knælede ved alteret, og beseglingsordinancen blev udført, fik denne vidunderlige, tålmodige kvinde, der så længe havde søgt, en personlig åndelig oplevelse, hvorved hun lærte, at templet og de ordinancer, som bliver udført deri, er sande og virkelige. Hun ringede til sin mor og fortalte om sin oplevelse og sagde, at selvom hun stadig har nogle spørgsmål, vidste hun, at templet er sandt, at tempelordinancerne er sande, og at Kirken er sand. Hendes mor græd af taknemlighed over en kærlig, tålmodig himmelsk Fader og over en datter, der tålmodigt fortsætter med at søge.

Tålmodig overholdelse af pagter bringer himmelske velsignelser ind i vores liv.¹⁷

Jeg har fundet stor trøst i Herrens løfte om, at »ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.«¹⁸ Uden at vide alt kan vi kende sandheden. Jeg kan vide, at Mormons Bog er sand! Vi kan faktisk, som præsident Russell M. Nelson underviste om i eftermiddag, føle »af hjertets inderste (se Alma 13:27) … at Mormons Bog utvetydigt er Guds ord.« Og vi kan »føle det så dybt, at vi ikke ønsker at leve bare en dag uden den.«¹⁹

Vi kan vide, at Gud er vor evige Fader, der elsker os, og at hans Søn, Jesus Kristus, er vor Frelser og Forløser. Vi kan vide, at vores medlemskab af hans kirke skal værdsættes, og at deltagelse i nadveren hver uge vil hjælpe os og vores familie til at være sikre. Vi kan vide, at vores familie gennem tempelordinancerne virkelig kan være sammen for evigt. Vi kan vide, at Jesu Kristi forsoning og velsignelserne ved omvendelse og tilgivelse er sande og virkelige. Vi kan vide, at vores kære profet, præsident Thomas S. Monson, er Herrens profet, og at hans rådgivere og medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum er profeter, seere og åbenbarere.

Jeg ved, at alt dette er sandt, og jeg bærer vidnesbyrd om det, i Jesu Kristi navn. Amen.