Felix’ sengetid
Forfatteren bor i Utah i USA.
»Når jeg er god og rar og hjælper andre på min vej, bli’r jeg så glad og synes jeg også hjælper mig« (Syng med mig, s. D-1).
Anton så på computerskærmen, der loadede niveau seks igen for tusinde gang. Han tog en dyb indånding og begyndte at bevæge sig igennem labyrinten, fløj over farverige spigre og gennem brændende tunneller. Han vippede hurtigere med foden, efterhånden som han kom tættere og tættere på mållinjen.
»Anton?« Det var mors stemme. Det lød, som hun havde brug for noget.
»Ikke nu,« tænkte han. Han hoppede over et andet spiger og susede dybt igennem en anden tunnel. »Ja,« sagde han uden at flytte øjnene fra skærmen.
»Kan du hjælpe Felix med at få nattøj på og læse en historie for ham? Jeg er nødt til at blive færdig her i køkkenet.«
»Uhm …,« han var så tæt på! Han svingede sig igennem en sidste pigget korridor over endnu en flamme, forbi et gnaskende monster … JA! Over mållinjen.
Computeren loadede niveau syv. Det så sværere ud, men Anton kunne ikke vente med at prøve det. Han havde arbejdet så hårdt for at nå hertil. Anton trykkede på pauseknappen og så op på mor, der stod med hans lillebror, Felix. »Må jeg få bare et par minutter mere? Jeg er lige kommet til 7. niveau!«
»Jeg har virkelig brug for din hjælp,« sagde mor. »Du kan tage et niveau mere, når du har taget dig af Felix.«
Felix smilede. »Ikk’ oss’?« sagde han med sin lille toårige stemme.
Anton så på computerskærmen og sukkede. »Okay.« Han måtte bare skynde sig, så han kunne komme tilbage til sit spil.
Han løftede Felix op ad trapperne til deres værelse.
»Hvem er min yndlingslillebror?« sagde han og prikkede på Felix’ søde lille mave. Han pustede på Felix’ mave og smilede, da Felix hvinede af fryd.
Anton gav Felix hans yndlingspyjamas med dinosaurer på. Så bar han Felix hen i seng og gik mod døren. Mor havde også bedt ham om at læse en historie for Felix, men han havde gjort det vigtigste. Måske kunne han nå to niveauer længere inden sengetid.
Lige da mærkede Anton et ryk i sin skjorte. Han så ned og så Felix, der var kravlet ud af sin seng.
»Bjørn?« spurgte Felix. Han løb hen til sin bogkurv og kom tilbage med en bog med en isbjørn på forsiden.
»Åh, Felix, jeg har andet at lave!« sagde Anton. Felix holdt bogen over hovedet og så op på Anton med sine store brune øjne.
Anton kunne ikke lade være med at smile. »Du tager ikke nej for gode varer, gør du? Okay, så.«
Anton satte sig på Felix’ seng, og Felix kravlede op på skødet af ham. Anton slog op på første side og læste, mens Felix lænede sig mod ham. Felix pegede på hvert dyr på siden og øvede sig i at udtale navnene på dem. »Zee-ba … famingo … hva-rus.«
Da de var færdige, lukkede Anton bogen og puttede dynen om Felix. »Godnat, Felix,« sagde han, kyssede Felix på hovedet og rejste sig for at gå.
Men da han gik hen mod døren, hørte han den lille stemme igen. »Putte?«
Anton smilede. »Okay. Ryk lidt. Jeg bliver her lidt.«
Anton lagde sig på puden. Lige nu havde han ikke rigtig lyst til at lave noget andet. Han smilede, da Felix gabte højt og lukkede sine øjne. Han havde ikke været så glad på noget andet tidspunkt i dag. Hans spil kunne vente.