Præstedømmet nyder stor anseelse
Forfatteren bor i Central Region i Ghana.
Sådan velsignede åbenbaringen i 1978 mig og min familie.
Jeg hørte først om Kirken, da min mor tilsluttede sig bror Joseph W.B. Johnsons gruppe i 1968.1 Jeg var omkring 10 år gammel. Min fars forretning gik dårligt på grund af militærkuppet i 1966, og min familie havde det svært. Så min mor tænkte, at det ville være víst at søge åndelig hjælp.
Før åbenbaringen i 1978 var Kirken kun til stede uformelt, fordi præstedømmet ikke blev overdraget til de sorte endnu. Efter åbenbaringen kunne Kirken oprettes med præstedømmets myndighed. Jeg blev døbt den 24. februar 1979.2
Det tog min mand 2 års studium – og lidt skænderier – at tilslutte sig Kirken. Han blev endelig døbt i 1980 og så fik han præstedømmet. Han blev en så rolig person, at hans egen familie ikke kunne tro, at han havde ændret sig så meget. Han var varsom med det præstedømme, som han bar, og han sikrede sig også, at han altid gjorde det rigtige over for Herren. Uden præstedømmet siger han, at han ville være gået efter menneskers ære eller herlighed. Men med præstedømmet fandt han ud af, at det vigtigste er dit ægteskab, dit hjem, din familie og at tjene andre.
I vores del af verden er det faren, der bestemmer. Men vi bruger ikke præstedømmet på den måde. Vi sidder sammen i familieråd. Fædre hjælper deres hustruer og børn til at forstå, at det, han underviser dem i, er sandt.
Mænd, der er medlemmer af Kirken, tjener deres hustru i stedet for, at deres hustru tjener dem. Det bringer dem fred og kærlighed.
Den første gang, jeg så ham velsigne nadveren, var under »the freeze«, fordi vi holdt vores nadvermøde hjemme.3 Vi havde det godt, fordi vi havde præstedømmet på det tidspunkt. Ingen var nødt til at komme ind i vores hus og velsigne nadveren, det gjorde han. Det var specielt, og vi elskede det.
Første gang, jeg læste noget litteratur om, at de sorte ikke måtte bære præstedømmet, var under the freeze, da antimormonsk litteratur kom frem i offentligheden. Jeg lod mig ikke gå på af det, fordi jeg ved, at Kirken er sand. Vi lærer ikke at læne os op ad andre, men centrere vores liv om Jesus Kristus og hans sonoffer. Det er det, min tro er centreret om.
Den 17. december 1996 var vi i stand til at tage til templet i Johannesburg i Sydafrika. Jeg var begejstret, især da jeg hørte, at vores første barn, en dreng, der døde efter nogle få dage, skulle besegles til os. Jeg troede, at han var død og borte, selvom jeg vidste, at han var uskyldig. Men at få ham beseglet til os var en åndelig oplevelse, jeg aldrig vil glemme.
Så når folk spørger mig, hvor mange børn vi har, fortæller jeg dem, at vi har 8 børn. De spørger: »Hvordan det?« Jeg siger: »Jo, det første venter på os, så det er op til os at adlyde Guds befalinger og efterleve dem, så vi kan komme tilbage og være sammen som familie.«
Præstedømmet er Guds magt. Jeg har fået så mange velsignelser gennem præstedømmet. Jeg føler mig altid glad og opløftet, når børnene beder om en præstedømmevelsignelse af deres far. Så ved jeg, de stoler på ham, og de stoler på, at vor himmelske Fader virker gennem deres far, der bærer præstedømmet. Præstedømmet nyder stor anseelse i vores hjem. Nu er 3 af drengene gift, og de anvender præstedømmet i deres familie.
Jeg ved, at præstedømmet er sandt, fordi det er Guds magt, og det er en levende magt, fordi Gud lever. Han har overdraget en del af den magt til mænd her på jorden. Vi kvinder har en del i præstedømmet. Det nyder stor anseelse i mine øjne. Præstedømmet har hjulpet vores familie, og det fortsætter det med at gøre.