Portrætter af tro

Delva Netane

Californien i USA

Delva og Kirkome Netane nyder den tid, de har med deres børn, Teisa (højre) og MeLa (venstre). Familien Netane er sidenhen blevet velsignet med to børn mere.

Selvom Delvas anden graviditet var svær, er Delva og Kirkome taknemmelige for de velsignelser, de har fået. »Denne oplevelse har knyttet vores familie tættere sammen og knyttet os mere til Herren,« siger Delva.

Kirkome siger om den svære graviditet: »Jeg var i vildrede. Men min hustru og jeg holdt fast i vores vidnesbyrd om evangeliet. Vi holdt fast i håbet og var enige om, at kunne vi give vores datter en chance, så ville vi gøre vores bedste.«

»Det er en velsignelse, at vi kan lege med MeLa hver dag og se hende smile,« siger Kirkome. »Det er et konstant vidnesbyrd for os om, at Gud er almægtig, og at svarene på vores bønner kan komme mere lyslevende end noget, vi nogensinde kunne forestille os.«

Fire måneder inde i sin anden graviditet fik Delva at vide, at hendes barn led af en sjælden kromosomfejl, som kaldes trisomi 13 eller Pataus syndrom. Der var ringe chance for, at barnet ville overleve, og fordi Delvas liv også var i fare, rådede lægerne hende gentagne gange til at få en abort. Konfronteret med disse usikre udsigter valgte Delva at sætte sin lid til sin himmelske Fader, uanset hvad der måtte ske.

Christina Smith, fotograf

Jeg fik at vide, at mit barn ikke ville overleve mere end en time, hvis hun overhovedet ville leve. Og hvis hun overlevede, ville der ikke være nogen livskvalitet for hende, fik jeg at vide. Min læge rådede mig kraftigt til at afbryde svangerskabet. Jeg gik til en anden læge og fik det samme at vide: Afbryd svangerskabet.

Så gik jeg til en læge, der var en af mine venner og medlem af Kirken. Jeg håbede, at Ånden ville tilskynde ham til at stille en anden diagnose. Han så på resultaterne af prøverne og ultralydsskanningerne med samme bekymring som de andre læger. Men han sagde, at han ville faste og bede for min familie og håbe på det bedste.

Jeg så mange forskellige læger og specialister igennem min graviditet. Hver gang foreslog de at afbryde svangerskabet, for de frygtede, at det satte mit liv i fare. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det.

Min mand og jeg var villige til at leve med følgerne af, hvad end der skete. Hvis vores datter døde, vidste vi, at hun var en særlig ånd. Hvis hun overlevede, og det blev en kamp, troede vi på, at vi ville være i stand til at håndtere det.

Men det var stadig svært. Jeg prøvede at holde mine følelser indenbords, for jeg havde en toårig datter, og hun skulle ikke se mig bryde sammen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle henvende mig for at få hjælp. Min mand og venner og familie var støttende, men jeg følte ikke, at de rigtig forstod, hvad jeg gik igennem. Den eneste, der virkelig forstod, var Herren. Jeg bad konstant om trøst og vejledning.

På et tidspunkt mødtes jeg med min biskop og forklarede ham situationen. Han opfordrede menigheden til at faste for vores familie. Det blev et vendepunkt for mig. Jeg begyndte at føle himlens vejledende lys i hvert et valg, jeg skulle træffe.

Da jeg var otte og en halv måned henne, kom jeg ind til en 4D ultralydsscanning.

Der var blot et par uger til, jeg havde termin, og jeg indså, at det kunne blive enden på det. Jeg ville også gerne have en optagelse af min datters hjertelyd, som jeg kunne lægge ind i en bamse, så jeg havde noget at mindes hende med.

Ved de tidligere ultralydsscanninger havde lægerne ikke kunnet se nogle fysiske kendetegn. Derfor sagde de, at vores datters hænder ville blive stumpede og hendes ansigt deformt. Billederne i 4D ultralydsscanningen var mere detaljerede, så da teknikeren indledte scanningen, så jeg min datters perfekte hånd vinke til mig på skærmen. Jeg så også to perfekte øjne og en formfuldendt mund. Jeg fik en overvældende følelse af, at hun ikke ville dø.

Da vores datter, MeLa, blev født, stod der specialister klar til at bistå, men det blev ikke nødvendigt. MeLa havde ikke trisomi 13. Lægerne og specialisterne kunne ikke forklare hvorfor, men min mand og jeg vidste, at det var et mirakel.

Efter MeLa var blevet født, anbefalede lægerne yderligere genetiske prøver for at afgøre, om der var abnormiteter. Prøverne viste, at hun havde en sjælden genetisk lidelse. En læge med speciale i genetik var bekymret for, at MeLa ville blive blind, døv og ude af stand til at gå og tale. I dag er MeLa trods lidt forsinket udvikling i stand til at se, høre og bruge et hjælpemiddel, der understøtter hendes gang. Hun siger også noget nu og da. Hun er det gladeste barn!

Vi er så taknemmelige for de velsignelser, vi har modtaget i denne proces. Vi ved, at vor himmelske Fader er den store Skaber og Herre over liv og død. Vi er bare så velsignede at være en del af det. Vi ser hver dag på MeLa og ved, at hun er et mirakel. Vores børn giver os stor glæde og minder os om, at vi har meget at være taknemmelige for.