Til vi ses igen
Vores hviledags helligdom
Fra »Kirkebygningen: Vores hviledags helligdom« på prophets.lds.org.
Hvis vi kan begynde at tænke på kirkebygningen som en troens og andagtens helligdom til nadvermøder, vil vi alle blive velsignet.
Nadvermødet er en skøn og herlig tid. Når vi træder ind i kirkebygningen og gør os klar til at modtage nadveren, bør vi tænke på, at vi er i en helligdom, et helligt og særligt sted, hvor vi kan tænke på Kristus og hans store og prægtige mission. Vi sætter denne verdens ting til side og søger det, der er evigt. Vi må lægge vores mobiltelefoner til side og tænke på Jesus Kristus, den levende Guds Søn.
Vi har kun 70 minutter hver uge til at fokusere på vores kærlighed til Frelseren. Hvis vi kan begynde at tænke på kirkebygningen som en troens og andagtens helligdom til nadvermøder, vil vi alle blive velsignet.
I forbindelse med at opbygge Guds rige kan jeg ikke komme i tanke om noget vigtigere end et velforberedt nadvermøde, hvor talerne taler om Kristus, vidner om Kristus og deler apostlenes og profeternes vidnesbyrd fra skrifterne og andre kilder.
Vi har som kirke haft fokus på sabbatsdagen. Vi har gjort fremskridt, men vi er endnu ikke i mål. Vi vil fortsætte vores indsats, indtil alle medlemmer og missionærer er så åndeligt motiveret i deres andagt på sabbatsdagen, at de hver især siger til deres naboer, undersøgere og slægtninge: »Kom og se. Kom og gå i kirke med os.« Det er det, vi ønsker at nå frem til.
Hvis vi alle kunne gøre det som kirke, ville de, der tager imod vores invitation til at komme og se, føle kraften i budskabet i Jesu Kristi genoprettede kirke. Når de sammen med os tilbeder Gud ved vores nadvermøder, vil deres hjerte blive berørt, og evangeliets lys vil oplyse deres hjerte og sind.