Ærlig over for mig selv – og Gud
Forfatteren bor i Utah i USA.
Min stolthed afholdt mig fra at acceptere biskoppens irettesættelse som berettiget – men kunne jeg virkelig diskutere med Helligånden?
Omkring halvvejs inde i min mission fik min makker og jeg det svært med at arbejde sammen med menighedens missionsleder. Der havde været forskellige uoverensstemmelser, så vi besluttede os for at tale med biskoppen for at se, hvad vi skulle gøre. Inderst inde håbede jeg, at biskoppen bare ville tale med ham og ordne problemerne for os.
Men i stedet fortalte biskoppen mig, at jeg var stolt og overkritisk over for andre. Jeg stampede hele vejen hjem og følte mig misforstået og frustreret – hvordan kunne han sige sådan noget om mig? Var han helt ligeglad med vores kamp for at fortælle andre om evangeliet?
Mens vi gik, luftede jeg mine følelser over for min makker. Men pludselig kom jeg i tanke om en sætning: »De skyldige anser sandheden for at være hård« (1 Ne 16:2). Det gjorde, at jeg holdt inde. Det stod klart for mig, at tanken kom fra Ånden. Min stolthed havde måske afholdt mig fra at acceptere biskoppens irettesættelse som berettiget – men kunne jeg virkelig diskutere med Helligånden?
Jeg var skyldig, og Gud lod mig det vide.
Fik bugt med selvretfærdigheden
På det tidspunkt var det meget fristende at ignorere det, jeg gjorde forkert. »Ingen af os kan lide at indrømme det, når vi er kommet på gal kurs,« har ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Derfor ser vi igennem et filter af fordomme, undskyldninger og historier, som vi fortæller os selv for at retfærdiggøre uværdige tanker og handlinger, når vi gennemgår vores liv.«1
I mit tilfælde havde jeg overbevist mig selv om, at jeg klagede til gavn for missioneringen i vores område. Jeg så pludseligt, at jeg var utaknemmelig, utålmodig og helt ærligt uvenlig – snarere end at godtage menighedens missionsleders trofaste tjeneste – ufuldkommen som den forekom mig. På grund af Åndens tilskyndelser kunne jeg se mine handlinger for det, de i virkeligheden var.
Et åndeligt virkelighedstjek
Det var meget smerteligt at modtage så direkte en irettesættelse fra Ånden, men det var på en god måde. Det fik mig til at indse, at jeg måtte være ærlig over for mig selv omkring mine fejl og mangler.
Jeg vidste af personlig erfaring, at Ånden ville være min bedste allierede i den proces. Jeg følte, at ældste Larry R. Lawrence fra De Halvfjerds talte direkte til mig, da han opfordrede Kirkens medlemmer til »ydmygt [at stille] Herren følgende spørgsmål: ›Hvad afholder mig fra at udvikle mig?‹ … Hvis I er oprigtige, vil svaret snart komme tydeligt,« har han sagt. »Det vil blive en åbenbaring direkte rettet mod jer.«2 Jeg vidste, at jeg ikke alene havde kraften til at modtage tilskyndelser om mine svagheder, men også til at udbedre dem.
Fra svaghed til styrke
Min oplevelse lærte mig, at »hvis vores svagheder og ufuldkommenheder forbliver skjult i skyggerne, kan Frelserens forsonende kraft ikke helbrede dem og gøre dem til styrker.«3
Men er jeg modig nok til at være sårbar og indrømme mine svagheder i al ydmyghed, kan Gud gennem sin nåde hjælpe mig med at vende dem til styrker (se Eter 12:27, 1 Pet 5:5).
Når alt kommer til alt, er ærlig erkendelse af vores svagheder – eller at se os selv, som vi virkelig er – det første skridt på vejen mod en positiv forandring. Når jeg fortsætter med at være ærlig og søge Åndens vejledning, vil vor himmelske Fader hjælpe mig med at vide, hvad der må laves om på i mit liv. Og når jeg stoler på Jesus Kristus, hans forsoning og forædlende kraft, vil jeg se en udvikling hos mig.
Selvom det var ubehageligt at indrømme mine fejl i det øjeblik, de blev påtalt, ved jeg, at når jeg vælger at være ydmyg og ærlig over for mig selv og Gud, bliver jeg gladere og får mere selvagtelse. Jeg ved, at jeg trods mine fejl er af himmelsk værdi for min himmelske Fader – men han ønsker alligevel, at jeg forbedrer mig. Ved hjælp af hans Søns Jesu Kristi kraft og oprigtig omvendelse kan jeg blive så meget bedre, end jeg nogensinde kunne drømme om at blive.