Forberedelse til livet
Bliver det kedeligt i Hjælpeforeningen?
Jeg var smaddernervøs over at skulle op i Hjælpeforeningen, men måden, de tog imod mig, lærte mig at elske den.
Da jeg blev 18, var jeg helt sikkert glad for det. Hvilken teenager er ikke det? Nå ja, jeg gik stadig i high school, havde stadig bumser og pligter derhjemme hos min familie i Californien i USA, men jeg var voksen. Jeg gik ind i en anden fase af mit liv, og det glædede jeg mig til. Det, jeg ikke glædede mig så meget til, var tanken om skulle være sammen med alle de »gamle damer« i Hjælpeforeningen. De havde børn og karrierer og Crock-pots og syntes sikkert om at bage tærter i hjemmesko. Jeg havde lektier og svømmestævner og blå neglelak og undlod gerne at gøre rent på mit værelse i så lang tid som overhovedet muligt. Hvordan skulle jeg dog passe ind med nogen der? Jeg var sikker på, at det ville blive pinligt, ensomt og kedeligt. Og så tog jeg derhen.
For det første var Hjælpeforeningen slet ikke kedelig. Der blev smilet og grinet meget. De fortalte interessante og hjertelige ting, men de var heller ikke bange for at grine. Dernæst var der ikke så stor forskel på os. Ja, de var ældre end mig, men de lavede sjov med hinanden på samme måde, som mine venner og jeg gjorde. Mere end én gang skete det, at nogle stillede præcis det spørgsmål, jeg havde tænkt over. Og da de bekendtgjorde inspirationsmødet den uge, blev jeg overrasket. De skulle lære selvforsvar! Det ville jeg gerne!
Jeg blev smaddernervøs, da søster Larsen, hjælpeforeningspræsidenten, bad mig om at rejse mig op og præsentere mig selv, men det var heller ikke så slemt. Alle så glade på mig. Søster Edwards, min seminarlærer, da jeg var andetårsstuderende, vendte tommelfingeren opad, og søster Richards, som huskede mig fra Primary, sagde, at hun ikke fattede, at jeg allerede »var blevet så voksen«. Og de behandlede mig virkelig alle sammen som en voksen. Jeg følte mig som en lille pige, der legede voksen, men for de fleste kvinder den dag var jeg den nye søster.
Siden da har jeg elsket Hjælpeforeningen, uanset hvilken menighed jeg er i. Så snart jeg kommer ind i et hjælpeforeningslokale, kan jeg mærke det: søsterskabet og tilhørsforholdet. Jeg elsker at gøre mit bedste for at opløfte søstrene i Hjælpeforeningen og lære alt, jeg kan, fra dem.
Og det har vist sig, at jeg er ret god til at bage tærter.