2018
Lyset er der altid
Juni 2018


Det sidste ord

Lyset er der altid

Fra en tale, der blev holdt ved oktoberkonferencen 2017, da ældste Uchtdorf var andenrådgiver i Det Første Præsidentskab.

the light is always there

Under mine flyvninger som luftkaptajn henover vores planet, jorden, blev jeg altid fascineret af, hvor skønt og fuldkomment Guds skaberværk er. Jeg var særligt fascineret af forholdet mellem jorden og solen. Jeg betragter det som en vigtig lektie om, hvordan mørke og lys sameksisterer.

Som vi alle ved, bliver nat til dag og dag til nat i løbet af 24 timer.

Så hvad er nat?

Nat er intet mere end en skygge.

Selv i den mørkeste nat holder solen ikke op med at udstråle sit lys. Den skinner lige så strålende som altid. Men halvdelen af jorden henligger i mørke.

Fravær af lys forårsager mørke.

Når nattens mørke falder på, fortvivler vi ikke og bekymrer os ikke over, om solen er slukket. Vi postulerer ikke, at solen ikke er der eller er død. Vi forstår, at vi befinder os i skyggen, at jorden fortsætter med at dreje rundt, og at solens stråler vil nå os igen på et tidspunkt.

Mørket er ikke en indikator for, at der ikke findes lys. For det meste betyder det blot, at vi ikke er på det rette sted for at modtage lyset.

Åndeligt lys skinner bestandigt på alle Guds skabninger.

Det er op til os at være på det rette sted for at se det guddommelige lys og sandheden i Jesu Kristi evangelium. Selv når natten falder på, og verden synes mørk, kan vi vælge at gå i Kristi lys, holde hans bud og modigt vidne om hans vitterlighed og storhed.

Hver gang I bøjer jeres hjerte mod Gud i ydmyg bøn, oplever I hans lys. Hver gang I søger hans ord og vilje i skrifterne, tager lyset til i styrke. Hver gang I bemærker nogle i nød og ofrer jeres egen bekvemmelighed for at række ud i kærlighed, tiltager og øges lyset. Hver gang I afviser fristelse og vælger renhed, hver gang I søger tilgivelse eller tilgiver andre, hver gang I modigt vidner om sandhed, fortrænger lyset mørket og tiltrækker andre, der også søger lys og sandhed.