Er Kirken her?

Jon Evans er fra Californien i USA

Jeg blev medlem af Kirken som 36-årig, og til tider følte jeg mig åndelig stærk. Andre gange hang jeg bare i. Midt i et hektisk arbejdsskema, hvor min hustru startede en ny karriere, dårligt helbred og andre udfordringer, begyndte jeg at kæmpe åndeligt. Jeg kom i kirke og hjalp med at undervise diakonernes kvorum, men det var alt, jeg kunne svinge mig op til. Jeg kunne ikke finde styrke til at åbne mine skrifter eller knæle ned for at bede.

Jeg kæmpede stadig, da jeg tog af sted på forretningsrejse til det nordlige Chile. Fra lufthavnen i Copiapó kørte vi to timer til stedet for et solenergiprojekt i Atacamaørkenen. Jeg blev overrasket over, hvor afsides dette område var, der var kun rød ørken, så langt øjet rakte. Landskabets afsondrethed var forbløffende.

Da vi havde været der en uges tid, kørte vi ind til den nærmeste by efter forsyninger. Der så jeg en bygning, der fangede min opmærksomhed. Jeg bad chaufføren om at køre ind til siden. Der var smuk beplantning rundt om bygningen, og den var indhegnet af et sort smedejernsgitter. Foran bygningen var der et velkendt skilt: »La Iglesia de Jesucristo de los Santos de los Últimos Días« eller »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige«.

»Er Kirken her?« tænkte jeg. Jeg var forbløffet over, at Kirken var nået helt ud til denne fjerne del af verden. Jeg tog et billede af kirkebygningen og sendte en sms til min kone. Hendes svar gjorde indtryk på mig: »Vor himmelske Fader er opmærksom på sit folk alle steder.«

Det var et direkte budskab til mig fra vor himmelske Fader. I dagliglivets stress havde jeg glemt, og jeg havde brug for at blive påmindet om, at vor himmelske Fader elsker alle sine børn. Han elsker de hellige i denne lille og afsidesliggende by midt i ørkenen, og han elsker også mig.

Den aften knælede jeg ned og takkede vor himmelske Fader for de velsignelser, han havde givet mig den dag. Det at vide, at han elsker mig, hjalp mig med at genopbygge min åndelighed, og det styrker mig til stadighed hver dag.