2006
Et præstedømme-kvorum
November 2006


Et præstedømme-kvorum

Styrken i et kvorum kommer i høj grad af, hvor fuldkomment dets medlemmer er forenede i retskaffenhed.

Jeg er taknemlig for at være sammen med jer ved dette store præstedømmemøde. Vi er alle medlemmer af et kvorum i præstedømmet. Det er måske ikke noget særligt for jer, men det er det for mig. Jeg blev ordineret til diakon i Det Aronske Præstedømme i en lillebitte gren i Kirken. Der var kun en familie i grenen. Vi havde ikke nogen kirkebygning. Vi mødtes i vores hjem. Jeg var den eneste diakon, og min bror var den eneste lærer.

Så jeg ved, hvad det vil sige at udøve præstedømmet alene uden at tjene med andre i et kvorum. Jeg var tilfreds i den lille gren uden et kvorum. Jeg kunne ikke vide, hvad jeg gik glip af. Så flyttede min familie tværs over landet til et sted, hvor der var mange præstedømmebærere og stærke kvorummer.

Jeg har gennem årene lært, at styrken i et kvorum ikke kommer af antallet af præstedømmebærere i det. Det kommer heller ikke automatisk på grund af medlemmernes alder og modenhed. Styrken i et kvorum kommer i høj grad snarere af, hvor fuldkomment dets medlemmer er forenede i retskaffenhed. En sådan enhed i et stærkt præstedømmekvorum ligner ikke noget andet, jeg har oplevet på et sportshold eller i en klub eller nogen anden organisation i verden.

Almas ord, som er nedskrevet i Mosijas Bog, kommer nærmest beskrivelsen af den enhed, som jeg har følt i de stærkeste præstedømmekvorummer:

»Og han befalede dem, at der ikke skulle være nogen strid, den ene med den anden, men at de skulle se fremad med ét blik, idet de havde én tro og én dåb og havde deres hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden.«1

Alma fortalte endda sit folk, hvordan man gjorde sig værdig til en sådan enhed. Han fortalte dem, at de intet skulle prædike, undtagen omvendelse og tro på Herren, som havde forløst sit folk.2

Det, Alma underviste i, og som er sandt i hvert eneste forenet præstedømmekvorum, som jeg har set, er, at medlemmernes hjerte forandres gennem Jesu Kristi forsoning. Det er på den måde, deres hjerter bliver knyttet sammen.

I kan deraf se, hvorfor Herren pålægger kvorumspræsidenterne at lede på den måde, som de gør. I afsnit 107 i Lære og Pagter anvender han næsten de samme ord til at beskrive præsidenternes pligter i hvert kvorum. Diakonernes kvorumspræsident skal lære kvorumsmedlemmerne deres pligter »sådan som det er blevet givet ifølge pagterne.«3 Lærernes kvorumspræsident skal lære dets medlemmer deres pligter, sådan som de er »givet i pagterne.«4 Præsternes kvorumspræsident, som er biskoppen, er befalet »at præsidere over otteogfyrre præster og sidde i råd med dem, for at lære dem pligterne i deres embede, sådan som de er givet i pagterne.«5

Ældsternes kvorumspræsident har fået følgende pålæg:

»Videre, den pligt, der påhviler præsidenten over embedet som ældste, er at præsidere over seksoghalvfems ældster og at sidde i råd med dem og at undervise dem i overensstemmelse med pagterne.«6

Det er let at forstå, hvorfor Gud ønsker sine kvorummer undervist »i overensstemmelse med pagterne.« Pagter er højtidelige løfter. Vor himmelske Fader har lovet os evigt liv, hvis vi indgår og holder pagter. Fx modtager vi præstedømmet med en pagt om at være trofaste i at hjælpe ham i hans værk. De mennesker, vi døber i Kirken, lover at have tro på Jesus Kristus og at omvende sig og holde hans befalinger. Hver pagt kræver tro på Jesus Kristus og lydighed mod hans befalinger for at være værdig til at få tilgivelse og et renset hjerte, som er nødvendig for at arve evigt liv, den største af alle Guds gaver.

I spørger måske: »Betyder det, at alle lektioner i kvorummet kun må handle om tro og omvendelse?« Selvfølgelig ikke. Men det betyder, at underviseren og dem, der deltager, altid må ønske at overbringe Herrens ånd til de tilstedeværende medlemmers hjerte for at fremme tro og en beslutning om at omvende sig og være ren.

Og det ønske rækker uden for væggene af det lokale, hvor kvorummet samles. I et virkeligt forenet kvorum rækker det ønske ud til medlemmerne, hvorend de er.

Det så jeg for få år siden i et kvorum for diakoner, hvor jeg var blevet kaldet til at undervise. Nogle få diakoner kom fra tid til anden ikke til kvorumsmøderne. Jeg vidste, at undervisningen i det kvorum – såvel som i ethvert andet kvorum – var pålagt præsidenten, som besad nøglerne. Han skulle sidde i råd med dem alle. Derfor søgte jeg altid råd hos den, der har fået pålagt opgaven af Gud, ved at spørge ham: »Hvad synes du, jeg skal undervise i? Hvad skal jeg forsøge at opnå?«

Jeg lærte at følge hans råd, for jeg vidste, at Gud havde givet ham ansvaret for undervisningen af medlemmerne i hans kvorum. En søndag vidste jeg, at Gud havde anerkendt en ung kvorumspræsidents ansvar. Jeg underviste diakonerne. Jeg bemærkede en tom stol. Der lå en båndoptager på stolen, og jeg kunne se, at den kørte. Efter mødet tog en dreng, der sad ved siden af den tomme stol, båndoptageren. Da han begyndte at forlade lokalet, spurgte jeg ham, hvorfor han havde optaget lektionen. Han smilede og sagde, at en anden diakon havde fortalt ham, at han ikke ville være til stede i kvorummet den dag. Han tog båndoptageren med hjem til sin ven, så han kunne høre lektionen.

Jeg havde vist tillid til det ansvar, der var givet til en ung kvorumspræsident, og derfor kom der hjælp fra himlen. Ånden rørte de tilstedeværende medlemmerne og sendte en af dem til en ven for at prøve at styrke hans tro og lede ham til omvendelse. Den diakon, der bar båndoptageren, havde taget ved lære i overensstemmelse med pagterne, og han rakte ud for at hjælpe sin ven og bror i kvorummet.

Præstedømmets kvorumsmedlemmer bliver undervist på flere måder end gennem lektioner til et møde. Kvorummet er en tjenesteorganisation, og medlemmerne lærer ved at tjene. Et kvorum kan yde større tjeneste, end medlemmerne kunne yde alene. Og den kraft bliver ganget med mere end deres antal. Hvert kvorum har en leder med myndighed og ansvar til at lede præstedømmets tjeneste. Jeg har set den kraft, der kommer, når kvorummer bliver kaldet til at rykke ud og hjælpe ved katastrofer. Gang på gang har folk uden for Kirken udtrykt overraskelse og beundring for Kirkens effektive organisering, når den yder hjælp. For dem er det som et mirakel. I al præstedømmetjeneste kommer kraftens mirakel, fordi ledere og medlemmer ærer myndigheden hos dem, der leder tjenesten i præstedømmekvorummer over hele jorden.

Kraftens mirakler kan komme, når kvorummer rækker ud for at tjene andre. De kommer også, når præstedømmetjeneste ydes til medlemmer af kvorummet. En kvorumspræsident for diakonerne mødtes en tidlig søndag morgen, før kvorumsmødet, med sine rådgivere og med kvorumssekretæren. Efter bønsom overvejelse i rådet følte han sig inspireret til at kalde en diakon til at invitere en anden diakon, som aldrig havde deltaget, til det næste kvorumsmøde. Han vidste, at den diakon, der aldrig havde deltaget, havde en far, som ikke var medlem af Kirken, og at hans mor ikke var ret interesseret i Kirken.

Den udpegede diakon accepterede kaldelsen fra sin præsident om at kontakte drengen. Han tog derhen. Jeg så ham gå. Han gik lidt tøvende, som om det var en svær opgave. Den dreng, han inviterede til kvorummet, kom kun nogle få gange, før hans familie flyttede. Mange år senere var jeg til en stavskonference tusinder af kilometer fra det sted, hvor det kvorum for diakonerne havde været forsamlet. Mellem konferencemøderne kom en mand, som jeg ikke kendte, op til mig og spurgte, om jeg kendte en bestemt person. Han nævnte et navn. Det var navnet på den dreng, som blev kaldet af sin kvorumspræsident for diakonerne til at gå ud og tage sig af et mi-stet får. Manden sagde til mig: »Vil du takke ham fra mig? Jeg er bedstefar til den dreng, som han inviterede til diakonernes kvorum for mange år siden. Han er voksen nu. Men han taler stadig til mig om den diakon, som inviterede ham med sig i kirke.«

Han havde tårer i øjnene, og det havde jeg også. En ung kvorumspræsident havde været inspireret til at række ud til et fortabt medlem af sit kvorum. Han blev inspireret til at sende en dreng i et tjenesteærinde. Den præsident havde gjort, hvad Mesteren ville have gjort. Og i processen oplærte en ung præsident en ny præstedømmebærer i hans pligt til at tjene andre i overensstemmelse med pagterne. Hjerter blev knyttet sammen, og forblev det efter mere end 20 år og over tusinder af kilometer. Enhed i kvorummet varer ved, når den skabes i Herrens tjeneste og på Herrens måde.

Et særkende ved et stærkt kvorum er fællesskabsfølelsen blandt dets medlemmer. De tager sig af hinanden. De hjælper hinanden. Kvorumspræsidenter kan bedst opbygge det fællesskab, hvis de husker Herrens formål med enhed i kvorummet. Det er selvfølgelig på den måde, de hjælper hinanden. Men det er mere, meget mere. Det er på den måde, de opløfter og opmuntrer hinanden til at tjene i retskaffenhed med Mesteren i hans værk for at tilbyde evigt liv til vor himmelske Faders børn.

En forståelse af det vil ændre den måde, som vi prøver at opbygge et fællesskab i kvorummet på. Fx kunne det måske endda ændre den måde, et kvorum for lærerne spiller basketball på. Medlemmerne kunne håbe på hellere at opbygge fællesskabet frem for blot at vinde spillet. De kunne vælge at invitere en dreng, som altid bliver holdt uden for, fordi han ikke spiller særlig godt. Hvis han siger ja og kommer, vil kvorumsmedlemmerne sandsynligvis lade bolden skifte hænder lidt mere og se efter den, som har mulighed for at score, især den dreng, som normalt ikke scorer. Tyve år senere kan de måske ikke huske, om de vandt den aften, men de vil altid huske, hvordan de spillede sammen og hvorfor – og hvis hold det var. Det var Herren, der sagde: »Hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«7

En forståelse af, hvorfor Herren ønsker fællesskab, kan ændre den måde, som et kvorum for ældsterne planlægger en sammenkomst på. Jeg har været til en sammenkomst, hvor den mand, der planlagde den, var omvendt til Kirken. At have fundet evangeliet var det bedste, der nogensinde var sket for ham. Så naboer og venner, der endnu ikke var medlemmer af Kirken, blev inviteret til sammenkomsten. Jeg kan stadig huske fællesskabsfølelsen, da vi snakkede med dem om, hvad Kirken betød for os. Jeg følte til den sammenkomst andet og mere end fællesskab med brødrene i præstedømmet. Mesteren kaldte sine disciple til det første kvorum for De Tolv i sin jordiske tjenestegerning på denne måde: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.«8 Og således følte jeg den aften, at jeg var med i Mesterens og hans disciples fællesskab og på vej til at blive til det, som han ønsker, vi skal være.

Jeg blev velsignet med den samme fællesskabsfølelse af en præstedømmeleder, da jeg var i Det Aronske Præstedømme. Han forstod, hvordan man skulle opbygge et præstedømmefællesskab, der kan vare ved. Han arrangerede med ejeren af et stykke skov, at vi skulle bruge eftermiddagen på at hugge brænde og bundte det. Bundterne var til enker, så de kunne få lidt varme i den kolde vinter. Jeg kan stadig huske den varme fællesskabsfølelse hos mine præstedømmebrødre. Men jeg husker endnu bedre følelsen af at gøre, hvad Frelseren ville gøre. Således følte jeg et fællesskab med ham. Vi kan opbygge dette dyrebare fællesskab i vore kvorummer i dette liv, og derefter kan vi have det for evigt, i herlighed og i familier, hvis vi lever i overensstemmelse med pagterne.

Min bøn er, at I vil tage imod Herrens kald til at blive forenet, blive til ét, i vore præstedømmekvorummer. Han har afmærket vejen. Og han har lovet os, at gode kvorummer med hans hjælp kan blive storslåede kvorummer. Det ønsker han for os. Og jeg ved, at han har brug for stærkere kvorummer til at velsigne vor himmelske Faders børn i overensstemmelse med pagterne. Det har jeg tro på, at han gør.

Jeg ved, at vor himmelske Fader lever. Jeg ved, at hans Søn, Jesus Kristus, sonede for vore synder og for hver eneste synd, som vi nogensinde vil begå. Han opstod. Han lever. Han leder sin kirke. Han har præstedømmets nøgler. Gennem inspiration til dem, som har nøgler i Kirken, kalder han hver eneste præsident til hvert eneste præstedømmekvorum. Jeg vidner om, at præstedømmet med alle dets nøgler blev gengivet til Joseph Smith. Og jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at disse nøgler indtil denne dag er blevet overdraget præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som er præsidenten for hele jordens præstedømme.

Dette vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Mosi 18:21.

  2. Se Mosi 18:20.

  3. L&P 107:85.

  4. L&P 107:86.

  5. L&P 107:87.

  6. L&P 107:89.

  7. L&P 38:27.

  8. Matt 4:19.

Udskriv