Og intet bliver til anstød for dem
Gennem den styrkende kraft i Jesu Kristi forsoning kan I og jeg blive velsignede med at undgå og sejre over anstød.
Denne eftermiddag beder jeg til, at Helligånden vil bistå mig og jer, mens vi sammen gennemgår vigtige, evangeliske principper.
En af mine yndlingsaktiviteter som præstedømmeleder er at besøge kirkemedlemmer i deres hjem. Jeg nyder især at besøge og tale med de medlemmer, som sædvanligvis omtales som »mindre aktive«.
I løbet af de år, hvor jeg tjente som stavspræsident, kontaktede jeg ofte en af biskopperne og bad ham om bønsomt at finde frem til personer eller familier, som vi sammen kunne besøge. Før vi tog hen til et hjem, knælede biskoppen og jeg ned og bad vor himmelske Fader om vejledning og inspiration til os og til de medlemmer, som vi skulle besøge.
Vore besøg var ret ligefremme. Vi udtrykte kærlighed og påskønnelse for muligheden for at være i deres hjem. Vi bekræftede, at vi var Herrens tjenere i hans ærinde i deres hjem. Vi gav udtryk for, at vi savnede og behøvede dem – og at de behøvede det gengivne evangeliums velsignelser. På et tidspunkt tidligt i vores samtale stillede jeg ofte spørgsmål som dette: »Vil du hjælpe os til at forstå, hvorfor du ikke deltager aktivt i Kirkens velsignelser og programmer?«
Jeg har deltaget i hundredvis af sådanne besøg. Hver person, hver familie, hvert hjem og hvert svar har været forskelligt. Med årene har jeg dog opdaget et fælles tema i mange af svarene på mine spørgsmål. Hyppigt blev svar som disse givet:
»For flere år siden sagde en mand noget i Søndagsskolen, som stødte mig, og jeg har ikke været der siden.«
»Ingen i denne gren hilste eller rakte ud til mig. Jeg følte mig udenfor. Jeg blev såret over denne grens manglende venlighed«.
»Jeg var ikke enig med det råd, som biskoppen gav mig. Jeg vil ikke sætte min fod i den bygning igen, så længe han tjener i den kaldelse.«
Mange andre situationer, som havde vakt anstød, blev nævnt – alt lige fra uenighed angående lærdommene mellem de voksne til spydighed, drilleri og holden udenfor blandt de unge. Men det stadig tilbagevendende tema var: »Det stødte mig, at …«
Biskoppen og jeg lyttede opmærksomt og oprigtigt. Bagefter spurgte en af os måske om deres omvendelse til og vidnesbyrd om det gengivne evangelium. Mens vi talte sammen, blev øjnene ofte fugtige med tårer, når disse gode mennesker tænkte tilbage på Helligåndens bekræftende vidnesbyrd og beskrev de åndelige oplevelser, de før havde haft. De fleste af de »mindre aktive«, som jeg har besøgt, havde et mærkbart og inderligt vidnesbyrd om sandheden af det gengivne evangelium. Alligevel deltog de for tiden ikke i kirkeaktiviteter og -møder.
Derpå sagde jeg så noget i denne retning. »Jeg vil være sikker på, at jeg forstår, hvad der skete. Fordi du føler dig stødt af en i Kirken, har du ikke været velsignet af nadverens ordinance. Du har trukket dig tilbage fra Helligåndens stadige ledsagelse. Fordi du føler dig stødt af en i Kirken, har du afskåret dig selv fra præstedømmets ordinancer og det hellige tempel. Du har afbrudt din mulighed for at tjene andre og for at lære og udvikle dig. Og du opbygger barrierer, som vil hæmme dine børns, dine børnebørns og de kommende generationers åndelige udvikling.« Mange gange tænkte de sig om et øjeblik og svarede så: »Jeg har aldrig tænkt over det på den måde.«
Derpå fremsatte biskoppen og jeg denne invitation: »Kære ven, vi er her i dag for at rådgive dig. Det er tid til at holde op med at føle anstød. Ikke alene har vi brug for dig, men du har brug for velsignelserne fra Jesu Kristi gengivne evangelium. Vær sød at komme tilbage, nu.«
Vælg ikke at tage anstød
Når vi tror eller siger, at vi er blevet stødt, mener vi som regel, at vi føler os krænket, dårligt behandlet, afvist eller behandlet respektløst. Og der sker bestemt klodsede, pinlige, samvittighedsløse eller gemene ting i vores omgang med andre mennesker, som kan medføre, at vi tager anstød. Alligevel er det i sidste instans umuligt for en anden person at støde jer eller at støde mig. Faktisk er det principielt forkert at tro, at en anden person har stødt os. At blive stødt er et valg, vi træffer; det er ikke en tilstand påført eller pålagt os af nogen eller noget andet.
I den storslåede fordeling af alle Guds skabninger er der handlinger, der skal udføres, og det, der skal være genstand for handling (se 2 Ne 2:13-14). Som vor himmelske Faders sønner og døtre er vi blevet velsignet med handlefrihed – evnen til selvstændig handling og til at træffe selvstændige valg. Begavet med handlefrihed er I og jeg repræsentanter, og vi skal først og fremmest selv handle og ikke bare være genstand for handling. At tro at nogen eller noget kan få os til at føle anstød, vrede, krænkelse eller bitterhed, formindsker vores handlefrihed og forvandler os til genstande for handling. På grund af vores handlefrihed har I og jeg imidlertid evnen til at handle og vælge, hvordan vi vil reagere i en stødende eller sårende situation.
Thomas B. Marsh, denne uddelings første præsident for De Tolvs Kvorum, valgte at lade sig støde af noget så ligegyldigt, som hvordan fløden skulle skummes (se Deseret News, 16. apr.1856, s. 44). Brigham Young blev derimod strengt og offentligt irettesat af profeten Joseph Smith, men han valgte ikke tage anstød (se Truman G. Madsen, »Hugh B. Brown – Youthful Veteran«, New Era, apr. 1976, s.16).
I mange tilfælde er det at vælge at tage anstød et symptom på en meget dybere og mere alvorlig åndelig sygdom. Thomas B. Marsh lod sig selv blive genstand for handling, og det endelige resultat var frafald og elendighed. Brigham Young udøvede sin handlefrihed og handlede i overensstemmelse med de rigtige principper, og han blev et mægtigt redskab i Herrens hænder.
Frelseren er det største eksempel på, hvordan vi skal reagere på begivenheder eller situationer, som kan vække anstød.
»Og på grund af ugudelighed vil verden regne ham for noget, der er uden værdi, derfor pisker de ham, og han tåler det; og de slår ham, og han tåler det. Ja, de spytter på ham, og han tåler det på grund af sin kærlige godhed og sin langmodighed med menneskenes børn« (1 Ne 19:9).
Gennem den styrkende kraft i Jesu Kristi forsoning, kan I og jeg blive velsignede med at undgå og sejre over anstød. »Megen fred har de, der elsker din lov, og intet skal blive til anstød for dem« (Sl 119:165, 1931-oversættelsen).
Et undervisningslaboratorium i de sidste dage
Evnen til at sejre over anstød kan synes uopnåelig. Denne evne er dog ikke reserveret eller begrænset til fremstående ledere af Kirken som fx Brigham Young. Selve kernen i Forløserens forsoning og formålet med den genoprettede kirke er ment som en hjælp for os til at modtage lige præcis den slags åndelige styrke.
Paulus lærte de hellige i Efesos, at Frelseren oprettede sin kirke »for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op,
indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde« (Ef 4:12-13).
Bemærk det aktive ord udruste. Som ældste Neal A. Maxwell beskrev det, så er Kirken ikke »et veludstyret hvilehjem for dem, der allerede er fuldkomne« (»En krænket broder«, Den Danske Stjerne, okt. 1982, s. 78). Kirken er snarere et undervisningslaboratorium og et værksted, hvor vi kan opnå erfaring, når vi øver os på hinanden i den vedvarende proces med at »udruste de hellige.«
Ældste Maxwell forklarede også med indsigt, at i dette undervisningslaboratorium i de sidste dage kendt som den genoprettede kirke skal medlemmerne udgøre »det kliniske materiale« (se »Jesus the Perfect Mentor«, Ensign, feb. 2001, s. 13), som er afgørende for vækst og udvikling. En besøgslærer lærer sine pligter at kende, når hun tjener og elsker sine hjælpeforeningssøstre. En uerfaren underviser lærer værdifulde lektioner, når han underviser både deltagende og uopmærksomme elever og bliver derved en bedre underviser. Og en ny biskop lærer at være biskop gennem inspiration og gennem arbejdet med menighedens medlemmer, som helhjertet opretholder ham, selv om de erkender hans menneskelige svagheder.
At forstå, at Kirken er et undervisningslaboratorium hjælper os med at forberede os til en uundgåelig virkelighed. På en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt siger eller gør nogen i Kirken noget, som kan betragtes som stødende. Noget sådant sker helt sikkert for os alle – og det sker med al sandsynlighed mere end én gang. Selvom folk ikke har i sinde at såre eller fornærme os, kan de ikke desto mindre være ubetænksomme og taktløse.
I og jeg kan ikke kontrollere andre menneskers hensigter og opførsel. Dog bestemmer vi, hvordan vi selv vil handle. Husk på, at I og jeg er repræsentanter begavet med handlefrihed, og at vi kan vælge ikke at tage anstød.
I en farefuld krigstid foregik en brevveksling mellem Moroni, hærføreren for den nefitiske hær, og Pahoran, overdommer og landets leder. Moroni, hvis hær led under utilstrækkelig støtte fra regeringen, skrev til Pahoran »med fordømmelse« (Alma 60:2) og anklagede ham meget hårdt for tankeløshed, dovenskab og forsømmelse. Pahoran kunne let have taget anstød af Moroni og hans besked, men han valgte ikke at lade sig støde. Pahoran svarede medfølende og beskrev et oprør mod regeringen, som Moroni ikke kendte til. Og han svarede: »Se, jeg siger dig, Moroni, at jeg ikke glæder mig over jeres store trængsler, ja, det bedrøver min sjæl … Og se, i dit brev har du kritiseret mig, men det betyder ikke noget, jeg er ikke vred, men jeg fryder mig ved dit hjertets storhed« (Alma 61:2, 9).
Et af de vigtigste tegn på vores egen åndelige modenhed afsløres ved, hvordan vi reagerer på andres svaghed, manglende erfaring og mulige stødende handlinger. En ting, en begivenhed eller et udtryk kan være stødende, men I og jeg kan vælge ikke at tage anstød og sammen med Pahoran sige: »Det betyder ikke noget.«
To opfordringer
Jeg afslutter mit budskab med to opfordringer.
Opfordring nr. 1
Jeg opfordrer jer til at lære om og anvende Frelserens lærdomme om handlinger og situationer, som kan opfattes som stødende.
I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹
Men jeg siger jer: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer …
Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.
Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også.
Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« (Matt 5:43-44; 46-48).
Interessant nok, så følger formaningen »vær da fuldkomne« umiddelbart efter rådet om, hvordan vi skal reagere på forseelser og anstød. Det er klart, at de strenge krav, som fører til fuldkommengørelse af de hellige, også omfatter opgaver, som prøver og udfordrer os. Hvis en person siger eller gør noget, som vi tager anstød af, er vores pligt først og fremmest at nægte at tage anstød og derpå tale privat, ærligt og direkte med den pågældende person. Sådan en tilgang inviterer til Helligåndens inspiration og tillader, at misforståelser bliver afklaret, og at den virkelige hensigt bliver forstået.
Opfordring nr. 2
Mange af de enkeltpersoner og familier, som trænger mest til at høre dette budskab om at vælge ikke at tage anstød, deltager sandsynligvis ikke i denne konference i dag. Jeg har en mistanke om, at vi alle kender nogle medlemmer, som bliver væk fra Kirken, fordi de har valgt at tage anstød – og som ville blive velsignet ved at komme tilbage.
Vil I bønsomt finde frem til en person, som I vil besøge og indbyde til igen at tilbede sammen med os? Måske kan I give en kopi af denne tale til ham eller hende, eller måske foretrækker I at tale om de principper, vi har gennemgået i dag. Og husk, at en sådan opfordring skal fremsættes i kærlighed og ydmyghed, og ikke i en ånd af selvretfærdig overlegenhed og stolthed.
Når vi besvarer denne invitation med tro på Frelseren, bærer jeg vidnesbyrd om og lover, at døre vil åbne sig, vi vil vide, hvad vi skal sige, Helligånden vil bære vidnesbyrd om den evige sandhed og vidnesbyrdets ild vil blusse op igen.
Som Mesterens tjener gentager jeg hans ord, da han erklærede: »Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra« (Joh 16:1). Jeg bærer vidnesbyrd om, at den levende Frelser er virkelig og guddommelig, og at han har kraft til at hjælpe os med at undgå og overvinde anstød. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.