Lad os være mænd
Vi, som bærer Guds præstedømme … vi skal rejse os fra egoismens støv og være mænd!
For mange år siden, da min bror og jeg var børn, gennemgik vores mor en omfattende kræftoperation. Hun var meget tæt på at dø. Meget af vævet i hendes hals og skulder skulle fjernes, og i lang tid efter var det meget smertefuldt for hende at bruge sin højre arm.
En formiddag cirka et år efter operationen tog min far min mor med til en isenkræmmer og bad bestyreren om at vise hende, hvordan man betjente en maskine, som han havde til at stryge tøj med. Maskinen var en strygerulle og hed Ironrite. Man betjente den siddende på en stol, idet man med knæet pressede mod nogle pedaler, således at rullen blev sænket ned mod en opvarmet metaloverflade, samtidig med at rullen drejede rundt, og på den måde kunne man fodre maskinen med skjorter, bukser, kjoler og andet. Som I nok forstår, så ville det gøre strygningen (som der var en hel del af i vores familie med fem drenge) meget lettere – især for en kvinde, som kun kunne bruge sin arm i begrænset omfang. Min mor var meget overrasket, da min far fortalte bestyreren, at de gerne ville købe maskinen og derpå betalte kontant for den. På trods af min fars gode indtægt som dyrlæge havde min mors operation og medicin stillet dem i en vanskelig økonomisk situation.
På vej hjem spurgte min mor bekymret: »Hvordan kan vi have råd til den? Hvor kom pengene fra? Hvordan skal vi nu klare os?« Til sidst fortalte min far hende, at han ikke havde spist frokost i næsten et år for at spare nok penge sammen. »Når du stryger fremover,« sagde han, »så behøver du ikke stoppe op og gå ind i soveværelset og græde, indtil smerten i din arm er gået over.« Hun vidste ikke, at han vidste noget om det. Jeg var ikke klar over min fars offer og kærlige gerning over for min mor dengang, men nu hvor jeg ved det, siger jeg til mig selv: »Se det er en mand.«
Profeten Lehi kom med en indtrængende bøn til sine oprørske sønner, da han sagde: »Rejs jer af støvet, mine sønner, og vær mænd« (2 Ne 1:21; fremhævelse tilføjet). Med hensyn til alder var Laman og Lemuel mænd, men når det kom til åndelig udvikling, så var de stadig som små børn. De murrede og klagede, hvis de blev bedt om at gøre noget svært. De accepterede ikke, at der var nogen, der havde myndighed til at irettesætte dem. De værdsatte ikke det åndelige. De tyede let til vold, og de var gode til at spille ofre.
Vi ser af og til den samme holdning i dag. Nogle opfører sig, som om en mands største mål burde være hans egen fornøjelse. Eftergivende sociale skikke har en »lad mændene slippe«-holdning, så mange mener, at det er i orden at få børn uden for ægteskabet og leve sammen som ugifte i stedet for at blive gift.1 At undslippe sine forpligtelser anses for klogt, mens det anses for naivt at ofre sig for andre. For nogle er et liv med arbejde og præstationer valgfrit. En psykolog, som studerer den stigende tendens til det han kalder »unge mænd, der sidder fast i frigear,« beskriver denne situation:
»Justin går på universitetet i et år eller to og spilder flere tusinde dollars af sine forældres penge, hvorpå han begynder at kede sig og flytter hjem igen blot for at bo på sit gamle værelse – det samme værelse, som han havde, da han gik på gymnasiet. Nu arbejder han så 16 timer om ugen i et supermarked eller på deltid i en café.
Hans forældre hiver sig selv i håret. ›Justin, du er 26 år gammel. Du går ikke i skole. Du har ingen karriere. Du har ikke engang en kæreste. Hvad er din plan? Hvornår får du et liv?‹
›Hvad er problemet?‹ spørger Justin. ›Jeg er aldrig blevet arresteret for noget. Jeg har ikke bedt jer om penge. Hvorfor kan I ikke bare slappe af?‹«2
Kan man kalde det at have ambitioner?
Vi, som bærer Guds præstedømme, kan ikke tillade os at lade stå til. Vi har et arbejde at udføre (se Moro 9:6). Vi skal rejse os fra egoismens støv og være mænd! Det er fantastisk for en dreng at stræbe efter at blive en mand – stærk og dygtig, én, som kan opbygge og få ting til at fungere; én, som kan gøre en forskel i verden. Det er fantastisk for de ældre af os at gennemføre visionen om ægte mandighed i vores liv og være forbilleder for dem, som ser os som eksempler.
Ægte mandighed defineres i høj grad ud fra vores forhold til kvinder. Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har med disse ord givet os det ideal, vi skal stræbe efter:
»Familien er indstiftet af Gud. Ægteskabet mellem mand og kvinde er grundlæggende i hans evige plan. Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab … I henhold til den guddommelige plan skal fædre lede deres familier i kærlighed og retskaffenhed og har ansvaret for at sørge for livets fornødenheder samt beskytte deres familier.«3
I årenes løb har jeg besøgt medlemmer af Kirken i mange lande, og forskellige omstændigheder og kulturer til trods har jeg alle steder været imponeret over vore kvinders, her-iblandt nogle af de helt unges, tro og evner. Så mange af dem er i besiddelse af en bemærkelsesværdig tro og godhed. De kender skrifterne. De har ro og selvtillid. Jeg spørger mig selv, om vi har mænd, der passer til disse kvinder. Udvikler vore unge mænd sig til værdige ledsagere, som disse kvinder kan se op til og respektere?
Præsident Gordon B. Hinckley gav de unge mænd dette råd, da han til dette møde i april 1998 sagde følgende:
»Den pige, I gifter jer med, løber en stor risiko … [I] kommer i vid udstrækning til at være bestemmende for resten af hendes liv …
Arbejd på at få en uddannelse. Få al den uddannelse, I kan. Verden betaler jer i det store og hele det, den synes, I er værd. Paulus tog bladet fra munden, da han skrev til Timotheus: ›Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, han har fornægtet troen og er værre end en vantro‹ (1 Tim 5:8).«4
Retskaffenhed er grundlaget for at være en mand. Retskaffenhed vil sige at være sandfærdig, men det indebærer også at påtage sig ansvar og ære sine forpligtelser og pagter. Præsident N. Eldon Tanner, tidligere rådgiver i Det Første Præsidentskab og en ret-skaffen mand, fortalte om en person, som søgte hans råd:
»En ung mand kom til mig for ikke så længe siden og sagde: ›Jeg indgik en aftale med en mand, hvilket kræver, at jeg skal betale nogle bestemte beløb hvert år. Jeg er bagud med betalingerne, og jeg kan ikke betale, for hvis jeg gør det, mister jeg mit hjem. Hvad skal jeg gøre?‹
Jeg så på ham og sagde: ›Hold din aftale.‹
›Selv om det kommer til at koste mig mit hjem?‹
Jeg sagde: ›Jeg taler ikke om dit hjem. Jeg taler om din aftale, og jeg tror, at din hustru hellere vil have en mand, som holder sit ord og lever op til sine forpligtelser … og som er nødt til at leje en bolig, end hun vil have et hjem med en mand, som ikke holder sine pagter og løfter.‹«5
Gode mænd begår fejl af og til. En retskaffen og ærlig mand ser sine fejl i øjnene og retter dem, og det er et eksempel, vi har respekt for. Sommetider prøver mænd, men fejler. Ikke alle værdige mål nås – til trods for, at man har gjort sit bedste på ærlig vis. Ægte mandighed måles ikke altid på frugten af ens arbejde, men på arbejdet i sig selv – på ens indsats.6
Selv om han yder nogle ofrer og nægter sig selv nogle fornøjelser for at kunne leve op til sine forpligtelser, så lever den rigtige mand et udbytterigt liv. Han giver meget, men han modtager mere, og han er tilfreds med sit liv på grund af sin himmelske Faders billigelse. Et liv med sand mandighed er det gode liv.
Vigtigst af alt, så skal vi tænke på Jesus Kristus, når vi overvejer formaningen om at være mænd. Da Pilatus førte Jesus frem iført en tornekrone, erklærede han: »Se, her er manden!« (se Joh 19:4-5). Pilatus har måske ikke fuldt ud forstået betydningen af sine egne ord, men Herren stod virkelig foran folket dengang, ligesom han gør i dag, som det største forbillede på mandighed. Se, her er manden!
Herren spurgte sine disciple, hvilken slags mænd de burde være og svarede så: »Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27; se også 3 Ne 18:24). Det er vores vigtigste søgen. Hvad gjorde han, som vi som mænd kan efterligne?
Jesus modstod fristelse. Da han stod over for den store frister selv, gav Jesus »ikke efter for fristelsen« (Mosi 15:5). Han afviste den med dette skriftsted: »Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund« (Matt 4:4). Evangeliets bud og standarder er ligeledes vores beskyttelse, og ligesom Frelseren kan vi også hente styrke i skrifterne til at modstå fristelse.
Frelseren var lydig. Han aflagde fuldt ud »det naturlige menneske« (Mosi 3:19) og underlagde sig sin vilje Faderens vilje (se Mosi 15:7). Han blev døbt for at vise, »at han hvad kødet angår ydmyger sig for Faderen og bevidner for Faderen, at han ville være lydig mod ham ved at holde hans befalinger« (2 Ne 31:7).
Jesus »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38). Han brugte det hellige præstedømmes guddommelige kræfter til at velsigne dem, som havde behov, »såsom at helbrede de syge, oprejse de døde, få de lamme til at gå, de blinde til at få deres syn og de døve til at høre og helbrede alle slags sygdomme« (Mosi 3:5). Jesus sagde til sine apostle: »Og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange« (Mark 10:44-45). Som hans medtjenere kan vi blive store i hans rige gennem kærlighed og tjeneste.
Frelseren var frygtløs i sin modstand mod ondskab og vildfarelse. Så gik Jesus ind på tempelpladsen, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér … og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule« (Matt 21:12-13). Han opfordrede alle til at omvende sig (se Matt 4:17) og få tilgivelse (se Joh 8:11; Alma 5:33). På samme måde bør vi være urokkelige i at forsvare det, der er helligt, og i at hæve en advarselsrøst.
Han gav sit liv for at forløse menneskeheden. Vi kan da helt afgjort acceptere ansvaret for dem, som han betror i vores varetægt.
Brødre, lad os være mænd – Kristi mænd. I Jesu Kristi navn. Amen.