Tro mod vores præstedømme-hverv
Det er ved handling – ikke blot ved at drømme – at vores liv bliver velsignet, andre bliver vejledt, og sjæle bliver frelst.
For nogle uger siden til et faste- og vidnesbyrdmøde i vores menighed, så jeg en lille dreng på den bageste række samle mod til at bære sit vidnesbyrd. Han tog tre eller fire tilløb blot for at sætte sig ned igen. Til sidst blev det hans tur. Han rettede sine små skuldre, gik modigt op ad midtergangen til forhøjningen, gik de to trin op til talerstolen, stillede sig bag den og lagde sine hænder på talerstolen, så ud over forsamlingen, smilede – og vendte så rundt og gik tilbage ned ad de to trin og ned ad den samme midtergang til sin mor og far. Jeg har betragtet jer her i aften i dette store konferencecenter og tænkt på dem, der lytter med, og kan i højere grad forstå den lille drengs handlinger.
Brødre, jeg er beæret over privilegiet at tale til jer her i aften. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige til jer. Et af mine yndlingsskriftsteder fra Prædikerens Bog er kommet til mine tanker: »Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker!« (Præd 12:13). Jeg elsker og værdsætter det ædle ord pligt.
Den legendariske general Robert E. Lee fra den amerikanske borgerkrig er kendt for denne erklæring: »Pligt er vores sprogs ædleste ord … Man kan ikke gøre mere. I bør aldrig ønske at gøre mindre« (i John Bartlett, Familiar Quotations, 1968, s. 620).
Hver eneste af os har pligter i forbindelse med det hellige præstedømme, som vi bærer. Hvad enten vi bærer Det Aronske eller Det Melkisedekske Præstedømme, bliver meget forventet af hver enkelt af os. Herren selv opsummerede vores ansvar, da han i en åbenbaring om præstedømmet formanede: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget« (L&P 107:99).
Jeg håber af hele mit hjerte og hele min sjæl, at enhver ung mand, der modtager præstedømmet, vil ære det præstedømme og være værdig til den tillid, som udvises, når det overdrages.
For 51 år siden hørte jeg William J. Critchlow jun., dengang præsident for South Ogden Stav og senere assistent til De Tolvs Kvorum, tale til brødrene ved generalkonferencens præstedømmemøde og genfortælle en historie om tillid, ære og pligt. Tillad mig at fortælle jer historien. Dens enkle budskab har lige så stor gyldighed i dag som dengang.
»Den unge Rupert stod ved vejen og så usædvanlig mange mennesker haste forbi. Til sidst fik han øje på en ven. ›Hvor skal I alle sammen hen i den fart?‹ spurgte han.
Vennen stoppede op. ›Har du ikke hørt det?‹ sagde han.
›Jeg har ikke hørt noget,‹ svarede Rupert.
›Nu skal du bare høre,‹ fortsatte vennen, ›kongen har tabt sin kongelige smaragd! I går var han til et adeligt bryllup, hvor han bar smaragden i en tynd guldkæde om halsen. På en eller anden måde gik smaragden løs fra kæden. Alle leder efter den, for kongen har tilbudt en belønning … til den, der finder den. Kom, vi må skynde os.‹
›Jeg kan ikke gå med uden at spørge min bedstemor om lov,‹ svarede Rupert tøvende.
›Så kan jeg ikke vente på dig. Jeg vil finde den smaragd,‹ svarede hans ven.
Rupert skyndte sig tilbage til hytten i skovbrynet for at få sin bedstemors tilladelse. ›Hvis jeg finder den, kunne vi flytte væk fra denne fugtige hytte og købe os et stykke jord oppe på bjergskråningen,‹ bønfaldt han sin bedstemor.
Men hans bedstemor rystede på hovedet. ›Hvad skulle fårene så gøre?‹ spurgte hun. ›De er allerede rastløse ude i folden, fordi de venter på at blive ført ud på engen. Og glem nu ikke at føre dem ned til bækken, når solen står højest på himlen.‹
Bedrøvet fulgte Rupert fårene ud til engen, og ved middagstid førte han dem til en bæk inde i skoven. Der satte han sig på en stor sten ved vandløbet. ›Hvis jeg bare havde fået en chance for at lede efter kongens smaragd,‹ tænkte han. Da han drejede hovedet for at kigge ned på bækkens sandbund, stirrede han pludselig ned i vandet. Hvad var det? Det kunne ikke være sandt! Han sprang ned i vandet, og hans famlende fingre fik fat i noget, der var grønt med en tynd stump guldkæde [der var knækket af]. ›Kongens smaragd!‹ råbte han. ›Den må være røget af, da kongen kom galopperende på sin hest hen over broen over bækken, og så har strømmen ført den hertil.‹
Med strålende øjne styrtede Rupert hen til sin bedstemors hytte for at fortælle hende om sit store fund. ›Gud velsigne dig, min dreng,‹ sagde hun, ›men du havde aldrig fundet den, hvis du ikke havde passet din pligt og vogtet fårene.‹ Og Rupert vidste, at det var sandt« (i Conference Report, okt. 1955, s. 86; afsnitsinddeling, store bogstaver og tegnsætning tilpasset).
Den lektie, som vi kan lære af denne historie er at finde i disse velkendte verslinjer: »Gør din pligt så godt, du kan. Lad altid Herren føre an!« (Henry Wadsworth Longfellow, »The Legend Beautiful«, i The Complete Poetical Works of Longfellow, 1893, s. 258).
Jer, som er eller har været kvorums-præsidenter, vil jeg minde om, at jeres pligt ikke slutter, når I bliver afløst. Jeres forhold til medlemmerne i kvorummet, jeres pligt over for dem, fortsætter gennem hele livet.
Da jeg var lærer i Det Aronske Præstedømme, blev jeg kaldet som kvorumspræsident. Med tilskyndelse og hjælp fra en hengiven og inspireret kvorumsvejleder arbejdede jeg flittigt på at sikre mig, at hver enkelt unge mand deltog regelmæssigt i møderne. To af dem var en særlig udfordring, men med udholdenhed og kærlighed og en smule overtalelse begyndte de at deltage i møderne og i kvorumsaktiviteterne. Alligevel, som tiden gik, og de forlod menigheden for at videreuddanne sig og arbejde, drev de begge tilbage til inaktivitet.
I årenes løb har jeg set begge disse to kære venner i forskellige sammenhænge. Når jeg ser dem, lægger jeg en hånd på deres skulder og minder dem om: »Jeg er stadig jeres kvorums-præsident, og jeg vil ikke slippe jer. I betyder så meget for mig, og jeg ønsker, at I skal nyde de velsignelser, som kommer af aktiv deltagelse i Kirken.« De ved, at jeg elsker dem, og at jeg aldrig vil opgive dem.
For de af os, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme, har vi altid det privilegium at kunne højne vore kaldelser. Vi er hyrder, der våger over Israel. De sultne får ser op og venter på at blive fodret med livets brød.
For mange år siden, en aften under Halloween, var det mit privilegium at kunne hjælpe en person, som midlertidigt var faret vild og behøvede en hjælpende hånd for at finde tilbage. Jeg kørte hjem fra kontoret ret sent. Jeg var veget uden om Halloween og havde ladet min hustru tage sig af de børn, som kom til døren for at få slik. Da jeg kørte forbi St. Mark’s Hospital i Salt Lake City, kom jeg i tanke om, at en kær ven, Max, lå syg på netop dette hospital. Da han og jeg for år tilbage lærte hinanden at kende, opdagede vi, at vi var vokset op i den samme menighed, dog på forskellige tidspunkter. Da jeg blev født, var Max og hans forældre flyttet fra menigheden.
Den aften under Halloween kørte jeg ind på parkeringspladsen og gik ind på hospitalet. Da jeg stoppede ved informationen for at spørge efter hans stue, blev jeg oplyst om, at da Max havde indskrevet sig på hospitalet, havde han ikke oplyst sin religiøse baggrund som SDH, men et andet trossamfund.
Jeg gik ind på Max’ stue og hilste på ham. Jeg fortalte ham, hvor stolt jeg var over at være hans ven, og hvor meget jeg holdt af ham. Jeg talte om hans karriere inden for bankverden og som orkesterleder i fritiden. Jeg opdagede, at han var blevet stødt over en kommentar eller to fra andre og havde derfor bestemt sig for at tilslutte sig et andet trossamfund. Jeg sagde til ham: »Max, du bærer Det Melkisedekske Præstedømme. Jeg vil gerne give dig en velsignelse i aften.« Han indvilligede, og velsignelsen blev givet. Så oplyste han mig om, at hans hustru Bernice også var meget syg og faktisk lå på den tilstødende stue. På min opfordring deltog Max sammen med mig i at give hende en velsignelse. Han bad mig hjælpe ham. Jeg vejledte ham. Han salvede sin hustru. Der var tårer og omfavnelser efter jeg havde beseglet salvelsen sammen med Max, med hans hænder på sin hustrus hoved sammen med mine, og det gjorde den Halloween til en aften, jeg aldrig glemmer.
Da jeg forlod hospitalet den aften, stoppede jeg ved informationen og fortalte receptionisten, at med Max’ og hans hustrus tilladelse skulle journalen ændres for at vise deres medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg ventede og så på, mens det blev rettet.
Mine venner Max og Bernice er begge på den anden side af sløret, men de tilbragte de sidste år af deres liv aktive og lykkelige, og de modtog de mange velsignelser, som kommer med vidnesbyrdene om evangeliet og ved at komme i Kirken.
Brødre, vores opgave er at række ud til dem, som af en hvilken som helst grund har brug for vores hjælp. Vores udfordring er ikke uovervindelig. Vi går Herrens ærinde, og derfor har vi krav på Herrens hjælp. Men vi må prøve. Denne inspirerende replik stammer fra stykket Shenandoah: »Hvis vi ikke gør et forsøg, så gøre vi ikke noget – og hvis vi ikke gør noget, hvorfor er vi her så?«
Vores ansvar er at leve vores liv, så vi, når kaldet kommer til at give en præstedømmevelsignelse eller til at hjælpe på en hvilken som helst måde, er værdige til at gøre det. Vi har fået at vide, at vi virkelig ikke kan undslippe resultatet af vores personlige indflydelse. Vi skal være sikre på, at vores indflydelse er positiv og opløftende.
Er jeres hænder rene? Er jeres hjerte rent? Hvis vi bladrer tilbage i hi-storien, er der et budskab om værdighed at hente i den døende kong Dareios’ ord. Gennem de rette ritualer var Dareios blevet anerkendt som Egyptens retmæssige konge. Hans rival, Alexander den Store, var blevet anerkendt som Amons retmæssige søn. Han var også farao. Alexander finder den slagne Dareios på dødslejet, lægger sine hænder på hans hoved for at helbrede ham og befaler ham at rejse sig og atter påtage sig sin kongelige styrke: »Jeg sværger over for dig, Dareios, ved alle guderne, at jeg gør dette i oprigtighed og uden bedrag.«
Dareios svarede med en blid irettesættelse: »Alexander, min dreng … tror du, at du kan nå himlen med dine hænder?« (Tilpasset ud fra Hugh Nibley; Abraham in Egypt, 1981, s. 192).
Pligtens kald kan komme stille, når vi, som bærer præstedømmet, reagerer på de opgaver, vi modtager. Præsident George Albert Smith, den beskedne, men effektive leder og Kirkens ottende præsident, erklærede: »Det er jeres pligt først at erfare, hvad Herren ønsker og derefter ære jeres kaldelser med jeres hellige præstedømmes kraft og styrke, så andre villigt vil følge jer« (i Conference Report, apr. 1942, s. 14).
Hvordan højner man så sin kaldelse? Simpelthen ved at udføre de pligter, som henhører til den.
Brødre, det er ved handling – ikke blot ved at drømme – at vores liv bliver velsignet, andre bliver vejledt, og sjæle bliver frelst. »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv,« erklærede Jakob (Jak 1:22).
Må alle vi, der er forsamlet her i aften til dette præstedømmemøde, gøre en fornyet indsats for at kvalificere os til Herrens vejledning. Der er så mange derude, som trygler og beder om hjælp. Der er dem, der er modløse, og dem, som længes efter at komme tilbage, men som ikke ved, hvordan de skal bære sig ad.
Jeg har altid troet på sandheden i ordene »Guds lifligste velsignelser frembæres af deres hænder, der tjener ham her på jorden« (Whitney Montgomery, »Revelation«, i Best-Loved Poems of the LDS People, red. Jack M. Lyon m.fl., 1996, s. 283). Lad os have rede hænder, rene hænder og et villigt hjerte, så vi kan hjælpe med til at yde det, som vor himmelske Fader ønsker, at andre skal modtage fra ham.
Lad mig afslutte med et eksempel fra mit eget liv. Engang havde jeg en skattet ven, der syntes at være tynget af flere af livets problemer og træng-sler, end han kunne bære. Til sidst lå han døende på hospitalet. Jeg vidste ikke, at han var der.
Søster Monson og jeg var taget hen til det samme hospital for at besøge en anden person, der også var meget syg. Da vi gik ud fra hospitalet og hen mod vores bil, følte jeg mig tilskyndet til at vende om og forhøre mig, om min ven Hyrum mon var indlagt der. Da jeg spurgte sekretæren ved informationsskranken fik jeg bekræftet, at Hyrum rent faktisk var indlagt der, og havde været der i mange uger.
Vi gik hen til hans stue, bankede på og åbnede døren. Vi var ikke forberedt på det syn, der mødte os. Der var masser af balloner overalt. På den ene væg hang en plakat med teksten »Tillykke med fødselsdagen, far«. Hyrum sad op i sin hospitalsseng med sin familie omkring sig. Da han så os, sagde han: »Men, bror Monson, hvordan i alverden vidste du, at det var min fødselsdag?« Jeg smilede, men jeg lod spørgsmålet stå ubesvaret hen.
De i værelset, der bar Det Melkisedekske Præstedømme, samledes omkring deres far, bedstefar og min ven, og en præstedømmevelsignelse blev givet.
Efter tårer var blevet fældet, taknemlige smil var blevet udvekslet og inderlige knus var blevet givet og modtaget, lænede jeg mig ind over Hyrum og sagde blidt til ham: »Husk Herrens ord, for de vil støtte dig. Han har lovet dig: ›Jeg vil ikke efterlade jer [uden trøst]; jeg kommer til jer‹ (Joh 14:18).«
Tiden går og går. Pligten holder trit med fremgang. Pligten bliver ikke mere utydelig eller mindre. Katastrofale konflikter kommer og går, men krigen om menneskenes sjæle fortsætter uden ophævelse. Herrens ord lyder som en fanfare for jer, for mig og for præstedømmebærere overalt. Jeg gentager disse ord: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget« (L&P 107:99).
Brødre, lad os lære vore pligter at kende. Lad os altid være værdige til at udføre de pligter og følge i Mesterens fodspor, når vi gør dette. Når han blev kaldet til at gøre sin pligt, svarede han: »Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt« (Moses 4:2). Må vi gøre ligeså. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.