At komme ham nærmere

Ældste Craig A. Cardon

De Halvfjerds

Præstedømmet flytter gennem Åndens virke enkeltpersoner nærmere Gud gennem ordination, ordinancer og forædling af vores individuelle natur.

For nogle år siden flyttede vores unge familie ind i et hus i den mest nybyggede del af vores by, hvorfra der var udsigt ud over bjergene mod øst. En mandag morgen, lige da jeg var ved at være færdig med at tage tøj på og var klar til at styrte ud af døren og på arbejde, kom vores seksårige søn, Craig, ind i værelset med sin fireårige bror, Andrew, i hånden. Meget bestemt så Craig op på mig og sagde: »Far, i går i Primary fortalte min lærer os, at hvis man har præstedømmet, så kan man flytte bjerge. Jeg fortalte Andy det, og han tror ikke på mig. Du har præstedømmet, ikke far?« Derpå vendte den lille dreng sig om og pegede ud af vinduet, så tilbage på mig og sagde: »Kan du se de bjerge der? Vis ham det far!«

Det, der fulgte, var en smuk oplevelse. Hvor var jeg taknemlig for små sønner, som påbegyndte et langt liv, hvor de skulle lære om præstedømmet.

Mens Herren i sandhed underviste dem, han havde givet præstedømmet, i, at bjerge kunne flyttes ved tro¹, og der er optegnelser om tilfælde, hvor det er sket², så er det mit håb i dag at bibringe en større forståelse af den side af læren om præstedømmet, som flytter enkeltpersoner nærmere Herren, og giver dem mulighed for at blive som ham og for evigt bo i hans nærhed. Denne lære omfatter både Guds sønner og døtre. I overensstemmelse med det beder jeg til, at det, jeg vil fortælle jer, er nyttigt for begge grupper.

I 1823 viste englen Moroni sig for Joseph Smith og citerede adskillige skriftsteder, herunder det følgende fra Malakias: »Se, jeg vil åbenbare præstedømmet for jer ved profeten Elias’ hånd.«³ Denne første nedskrevne omtale af præstedømmet i denne uddeling tog forskud på en proces, der skulle udfolde sig i de kommende årtier.

I 1829 gengav Johannes Døber Det Aronske Præstedømme⁴, snart derefter fulgt af Peter, Jakob og Johannes, som gengav Det Melkisedekske Præstedømme.⁵

I 1836 gengav Moses og Elias nøglerne til Israels indsamling og Abrahams evangeliums uddeling⁶, efterfulgt af profeten Elias, som gengav beseglingsnøglerne. Åbenbaringen afsluttes derpå med, at profeten Joseph får at vide, at »derfor bliver nøglerne til denne uddeling overdraget i jeres hænder.«⁷

Med al præstedømmets myndighed og alle dets kaldelser og nøgler på jorden igen, fremhævede Herren for profeten i 1841 vigtigheden af at bygge templerne, hvor Herren kunne gøre præstedømmeordinancerne tilgængelige for sine sønner og døtre, hvorved de kunne forberede sig til at vende tilbage til hans nærhed.⁸

Han erklærede: »Lad dette hus blive bygget … så jeg deri kan åbenbare mine ordinancer for mit folk.

For jeg anser det for hensigtsmæssigt at åbenbare … det, som vedrører tidernes fyldes uddeling.«⁹

Før dette havde Herren i Kirtland undervist profeten Joseph angående præstedømmets ed og pagt, og forklaret de betingelser, hvorunder de lovede velsignelser bliver virkeliggjort.¹⁰ Nu i Nauvoo øgedes forståelsen af præstedømmets evige rækkevidde og kraft¹¹ med hensyn til at velsigne alle hans trofaste børn, enten i dette eller det næste liv.¹² Mens præstedømmet gives til værdige sønner af Gud, er hans døtre også en del af hans »folk«, som han åbenbarer sine præstedømmeordinancer til. Og den lovede velsignelse i form af »alt det, som min Fader har«¹³ er tilgængelig for både mænd og kvinder, som udøver tro på Jesus Kristus, modtager ordinancerne og holder ud i tro til enden. »Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i [Det Melkisedekske Præstedømmes] ordinancer.«¹⁴

Den øverste tempelordinance er kun tilgængelig for en mand og en kvinde, når de besegles til hinanden og bliver en evig familie. Det er gennem denne og alle andre præstedømmeordinancer, at jordens familier skal velsignes.¹⁵ Denne beseglingsordinance er så afgørende en del af Herrens hensigt, at han har lovet de trofaste, som ikke bliver beseglet i dette liv uden at kunne bebrejdes dette, at de får denne velsignelse i det næste liv.¹⁶ Ingen anden lærdom i al religion bekræfter bedre Guds lige store kærlighed til både sine sønner og sine døtre.

Præstedømmet har også magt til at ændre selve vores natur. Som Paulus skrev, at »alle de, som bliver ordineret til dette præstedømme, bliver ligesom Guds Søn.«¹⁷ Denne lighed angår ikke kun ordinationer og ordinancer, men også fuldkommengørelsen af enkeltpersoners hjerter, noget, der sker »med tiden«¹⁸, når vi »giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske.«¹⁹ Når en mand ordineres i Det Melkisedekske Præstedømme indtræder han i en »orden,«²⁰ hvorved han kan blive lutret gennem tjeneste over for andre, især hans egen familie, og velsignet af Helligåndens stadige ledsagelse.²¹

Herren belærte os alle, da han sagde, at for præstedømmebærere fører uretfærdighed til ophør af himmelsk kraft og påvirkning, mens retfærdighed styrker dem. Han beskrev egenskaber, som »i høj grad vil udvikle sjælen« så som »overtalelse … langmodighed … mildhed … sagtmodighed … uskrømtet kærlighed … venlighed og sand kundskab.«²² Derpå tilføjede han disse belærende ord: »Lad også dit indre være fyldt af næstekærlighed til alle mennesker og til troens husstand, og lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen.«²³

Det er af stor betydning, at Herren efter at have opfordret os til at udvise næstekærlighed »til alle mennesker« tilføjer ordene »og til troens husstand.« Hvorfor? Omfatter »alle mennesker« ikke troens husstand? Overvej, hvad det betyder, når de tilføjede ord mere præcis forstås som »jeres helt egen« troens husstand. Desværre er der nogle få i Kirken, som udviser større næstekærlighed over for per- soner uden for familien end over for deres egen ægtefælle og børn, søstre og forældre. De viser måske deres foregivne venlighed offentligt, mens de privat sår og nærer stridens frø, idet de nedgør dem, som de burde stå nærmest. Sådan bør det ikke være.

Herren talte derpå om tanker, der uophørligt er prydet – forskønnede og vogtet – af dyd. Sådanne tanker afskyr synd.²⁴ I vores tale lader de »et ja være et ja og et nej være et nej«²⁵ og ikke fyldt med svig. De ser det gode og mulighederne i andre, og afskrækkes ikke af andres uundgåelige ufuldkommenheder.

Verset sluttes af med en smuk og belærende henvisning til duggen, der falder. For bedre at kunne forstå anvendelsen af disse principper i forædlingen af vores eget liv, overvej da to glas med vand, som begge ser ens ud, og er placeret i et lokale med høj luftfugtighed. Efter et stykke tid begynder der at danne sig kondensvand på et af glassene, fordi det har en anden temperatur, forårsaget af tidligere forberedelse, som ikke var tydelig til at begynde med, mens det andet glas fortsat er tørt og upåvirket. Uden tvang er fugtigheden i stand til at »tilflyde«²⁶ det ene glas, mens det andet intet modtager. På samme måde vil egenskaber, der i høj grad udvikler sjælen, næstekærlighed mod andre, især vores familie, og tanker prydet med dyd, tilpasse sig vores åndelige temperatur, så præstedømmets lærdom får lov til at falde på vores sjæl.

Således flytter præstedømmet gennem Åndens virke enkeltpersoner nærmere Gud gennem ordination, ordinancer og forædling af vores individuelle natur, så Guds børn får mulighed for at blive som ham og for evigt leve i hans nærhed – det er et mere storslået værk end at flytte bjerge.²⁷

Jeg vil slutte af med at istemme Thomas Kellys bøn, omskrevet af Parley P. Pratt:

Nu som dug fra himlen vander
blomster, træer, græs og lyng
giver skabning, liv og danner
jorden som Gud Herren vil.

Lad dit budskab, o, Gud så kærlig
komme til mig ovenfra,
signet af dig gør mig ærlig
i mit livs arbejd’, som du gav.28

I Jesu Kristi navn. Amen.