At de må kende dig
Vi kan lære åndelige lektier, hvis vi kan håndtere lidelse, sorg og kvaler med fokus på Kristus.
Koret har sunget »Ved tanken på min Frelser kær.«1 I Mormons Bog taler Nefi messiansk og profeterer således:
»Og på grund af ugudelighed vil verden regne ham for noget, der er uden værdi, derfor pisker de ham, og han tåler det; og de slår ham, og han tåler det. Ja, de spytter på ham, og han tåler det på grund af sin kærlige godhed og sin langmodighed med menneskenes børn.«2
Frelseren store og umådelige lidelse var for os; for at afholde os fra at lide, som han led.3 Dog er lidelse en del af livet, og få undgår dens greb. Da det er noget, vi alle har gået igennem, går igennem nu eller skal gå igennem, angiver skriften, at vi kan lære åndelige lektier, hvis vi kan håndtere lidelse, sorg og kvaler med fokus på Kristus. I gammel tid skrev Paulus, at vores lidelse kan give os mulighed for at kende Frelseren bedre. Til romerne skrev Paulus:
»Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.
Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.«4
Hvis nogen finder på selv at opsøge prøvelse og lidelse, så er det ikke det, der undervises i. Det er snarere den indstilling, som vi håndterer vore prøvelser og kampe med, der giver os mulighed for at kende Frelseren bedre. Erfaring lærer os, at lidelse er en del af livet, og den kommer, uden at man søger efter det. Lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv:
For nogle år siden, da vores ældste søn var omkring et år gammel, var jeg kilde til det, der umiddelbart virker som unødig lidelse. Vi gik på universitetet, og en aften havde jeg leget på gulvet med min dreng. Jeg forlod rummet for at studere, og da jeg lukkede døren bag mig, rakte han åbenbart sine hænder ud efter mig, og hans finger kom i klemme i den side af døren, hvor hængslerne sad. Da jeg lukkede døren, led hans finger ret alvorlig skade.
Vi skyndte os på skadestuen, hvor han blev lokalbedøvet, og en læge kom ind. Han forsikrede os om, at det nok skulle blive godt igen. Nærmest paradoksalt var det eneste, som min et år gamle søn på det tidspunkt ønskede, at blive holdt af sin far. Så længe han kunne se mig, modsatte han sig enhver bestræbelse på at gøre ham klar til den vanskelige operation. Da jeg forlod rummet, blev han rolig, og lægen kunne gå i gang.
Under hele processen var jeg nervøs og gik helt hen til den åbne dør og kiggede rundt om hjørnet for at se, hvordan det gik. En ukendt sans gjorde, at han løftede hovedet og anstrengte sig for at se, om jeg var der, når jeg lydløst kiggede rundt om hjørnet, som lå skråt bag ved ham.
Den ene af de gange, hvor jeg så ham med armen lagt ud fra siden – og hovedet drejet, fordi han ledte efter sin far – faldt mine tanker på en anden Søn, hvis arme var spændt ud og naglet fast til et kors, og som ligeledes ledte efter sin Fader. Disse ord kom til mit sind: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«5 Det, der var et traumatisk øjeblik i mit liv, blev pludseligt meget helligt.
I skrifterne finder vi en række mænd og kvinder, som altid syntes at holde fokus på Kristus – mennesker, som uanset hvilke skader eller uretfærdigheder livet bød dem, forblev trofaste og villige til at holde ud. Jeg taler om Abraham, der blev fordrevet fra sit arveland og befalet at ofre Isak; om Josef, som blev solgt som slave af sine brødre, fængslet for at ære dyd og kyskhed og overladt til at blive i fængslet på grund af en ubetænksom tjener; Ruth, ung, enke og efterladt fattig, men alligevel standhaftig og trofast mod sin svigermor; alle tre Nefi’er, begge Alma’er og selvfølgelig profeten Joseph.
Jeg har især lagt mærke til Nefis udholdenhed. Efter konstant at have været udsat for sine brødres vrede blev han bundet i fire dage på båden på vej til det forjættede land. Han kunne ikke bevæge sig, og på den fjerde dag, da det så ud til, at havet ville opsluge dem, løste brødrene, som frygtede, at de skulle omkomme, »de reb, som var om [hans] håndled, og se, de var overordentlig opsvulmede; og også [hans] ankler var meget opsvulmede, og stor var smerten fra dem.
Alligevel så [han] hen til Gud og priste ham hele dagen; og [han] murrede ikke.«6
Husk også, at det var Nefi, der skrev: »[De] pisker ham, og han tåler det; og de slår ham, og han tåler det. Ja, de spytter på ham, og han tåler det.«7 Nefi forstod det.
Selvom formålet med lidelse ikke altid er synlig på selve tidspunktet, havde profeten Joseph en enestående åndelig oplevelse, da han opholdt sig i fængslet i Liberty. Herren trøstede ham:
»Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,
og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje; du skal sejre over alle dine fjender.«8
»[Du] skal … vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.
Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?«9
Når vi bliver kaldet til at udholde lidelse, som somme tider bliver påført os forsætligt og somme tider uforsætligt, bliver vi sat i en enestående position — vi kan vælge at få mulighed for at få en ny bevidsthed om Guds Søns lidelse. Mens Alma fortæller os, at Kristus led alt, hvad nogen af os nogensinde skal lide, for at han kan vide, hvordan han kan bistå os,10 kan det modsatte ligeledes være sandt: Nemlig at vores lidelse kan gøre det muligt for os at få indsigt i, hvor dybt og storslået Kristi sonoffer er.
Når jeg har grundet over det, der skete med min egen søn for så mange år siden, har det givet mig ny indsigt og måske en endnu dybere forståelse for forsoningens storhed og herlighed. Jeg påskønner i højere grad, hvad Faderen var villig til at lade sin Søn gennemgå for mig og for hver eneste af os. Jeg fik ny personlig indsigt i dybden og omfanget af forsoningen. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg villigt ville lade min søn lide på selv den mindste måde; og vor Fader »elskede … verden [således], at han gav sin enbårne søn.«11
Selvom vi aldrig har talt om det, vil min søn også få mulighed for at forstå den passage, hvor Frelseren forklarer: »Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje.«12
Selvom jeg formoder, at intet her kan nærme sig den hellige forsoning, er arret på min søns hånd altid for hans øjne, og han har muligheden for at vælge at bruge sit ar som en erindring om arrene i Frelserens hænder — han, som led for vore synder. Han har muligheden for på sin egen måde at forstå den kærlighed, som Frelseren viste os, da han frivilligt fik ar, blev slået, knust og sønderrevet for vores skyld.
Selvom lidelse kan give indsigt, så skal vi passe på med ikke at sammenligne – men snarere forstå. Der vil altid være uendelige forskelle på os og Frelseren. Hans bemærkning til Pilatus: »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var dig givet«13 minder os igen om villigheden og frivilligheden ved hans offer. Vi ville aldrig kunne udholde dybden, styrken eller storheden ved hans lidelse, »hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd.«14 Men ligesom Nefi kan vi bedre forstå det, som han gjorde, og vi kan føle hans ånd komme os til undsætning, og vi kan kende Frelseren på en meget virkelig måde, og »dette et det evige liv, at [vi] kender« ham.15
Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er verdens Frelser, og at gennem hans lidelse og forsoning kan vi modtage syndsforladelse og opnå evigt liv. Jeg bærer vidnesbyrd om hans milde og kærlige godhed. Han er Faderens Enbårne, der gjorde Faderens vilje i alt. I Jesu Kristi navn. Amen.