Tålmodighedens kraft

Ældste Robert C. Oaks

De Halvfjerds’ Præsidium

Tålmodighed kan betragtes som en adgangsgivende dyd, som bidrager til udviklingen og styrkelsen af dens beslægtede dyder, tilgivelse, tolerance og tro.

Hvor er jeg taknemlig for de sidste dages hellige skrifter i forbindelse med kristne kerneværdier.

Mormons Bog giver indsigt i forholdet mellem tålmodighed og næ-stekærlighed. Efter Mormon har understreget, at en mand intet er værd, »hvis han ikke nærer næstekærlighed … derfor må han nødvendigvis nære næstekærlighed,« går han videre med at nævne 13 egenskaber ved næstekærligheden eller Kristi rene kærlighed. Jeg finder det yderst interessant, at fire af de tretten »må nære« egenskaber relaterer til tålmodighed (se Moro 7:44-45).

Først »næstekærligheden tåler alt.« Det er det, tålmodighed handler om. »Næstekærligheden … bliver ikke let ophidset« er et andet aspekt af denne kvalitet, ligesom »næstekærligheden … tåler alle ting« er det. Og endeligt er næstekærligheden »udholder alt« et sandt udtryk for tålmodighed (Moro 7:45). Ud fra disse definerende egenskaber er det tydeligt, at hvis tålmodighed ikke pryder vores sjæl, mangler vi i alvorlig grad noget med hensyn til en kristuslignende karakter.

I Bibelen er Job det klassiske eksempel på tålmodighed. Konfronteret med tabet af sine betragtelige ejendele, deriblandt hans børn, kunne Job, grundet sin store tro, sige »… Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.« Trods alle hans prøvelser og lidelser, »… syndede Job ikke; og han bebrejdede ikke Gud noget« (Job 1:21-22).

Hvor ofte hører vi ikke, den tyngede sjæl spørge bebrejdende: »Hvordan kan Gud gøre dette mod mig?« I virkeligheden burde de bede om styrke til at »tåle og udholde alt.«

Det største eksempel i skriften på tålmodighed er Jesu Kristi liv. Hans langmodighed og udholdenhed ses bedst den pinefulde nat i Getsemane, hvor han i sin forsonende fortvivlelse siger: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39). Han led i sandhed og tålte og udholdte alt.

Selv da han var naglet til korset på Golgata, videreførte Kristus sit fuldkomne eksempel på tålmodighed, da han udtalte de enestående ord: »… Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).

Disse eksempler på tålmodighed får større betydning for os, når vi overvejer den udfordrende formaning, som findes i 3 Nefi: »Hvad slags mænd burde I da ikke være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27).

Flere skriftsteder understreger vigtigheden af tålmodighed. Lad mig nævne nogle få:

»Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede« (Jak 1:19).

»Alligevel finder Herren det tjenligt at revse sit folk, ja, han prøver deres tålmodighed og tro« (Mosi 23:21).

I Mosija belærer kong Benjamin os om, at »det naturlige menneske er en fjende af Gud« indtil vi underkaster os Helligåndens tilskyndelse gennem vores tålmodighed, plus andre dyder (se Mosi 3:19).

Joseph Smith sagde: »Tålmodighed er himmelsk …« (History of the Church, Vol. 6, s. 427).

Er tålmodigheden vigtig og alle vore overvejelser og bestræbelser værd? Det er den sandelig, hvis vi vil undgå den nedværdigende betegnelse »intet,« som bliver brugt om dem, som ikke findes i besiddelse af næstekærlighed. Det er, hvis vi i mindre grad ønsker at være et naturligt menneske og fjende af Gud. Det er, hvis vi vil være himmelske. Det er, hvis vi stræber efter at blive mere kristuslignende.

Det utålmodige, naturlige menneske er overalt omkring os. Vi ser det komme til udtryk i nyhedsrapporter om forældre, som i anfald af vrede mishandler børn, ja selv til døde. På vores veje ser vi voldsomme ulykker og nogle gange dødsofre som følge af utålmodighed eller hidsighed i trafikken.

På en langt mindre dramatisk, men mere almindelig skala kommer opfarenhed og hårde ord til udbrud omkring lange køer i butikker, påtrængende telefonsælgere eller børn, som tøvende reagerer på vores instruktioner. Er det noget, I kan genkende?

Selvom det sjældent skaber forsider, er der heldigvis fantastiske beretninger om stor tålmodighed. For nylig deltog jeg ved begravelsen af en livslang ven. Hans søn fortalte en smuk beretning om forældrenes tålmodighed. Da sønnen var ung, havde hans far en motorcykelforretning. En dag modtog de et parti af skinnende nye motorcykler, og de stillede dem alle op i forretningen. Drengen gjorde, hvad enhver anden dreng ville gøre og kravlede op på den nærmeste. Han startede den endda. Da han så tænkte, at han vist havde strukket den for vidt, hoppede han ned. Til hans forfærdelse forårsagede det, at den væltede. Og det bevirkede en dominoeffekt, de faldt alle én efter én. Hans far hørte spektaklet og kom ud fra baglokalet, hvor han arbejdede. Roligt og smilende sagde han: »Nåh, sønnike, vi må vist hellere få sat én i stand, som vi kan sælge, så vi kan betale for de andre.«

Min vens reaktion er indbegrebet af en forælders tålmodighed.

Tålmodighed kan betragtes som en adgangsgivende dyd, som bidrager til udviklingen og styrkelsen af dens beslægtede dyder, tilgivelse, tolerance og tro. Da Peter spurgte Kristus, hvor mange gange han skulle tilgive sin broder, svarede Kristus »syvoghalvfjerds gange« snarere end de syv gange Peter foreslog (se Matt 18:21-22). At tilgive syvoghalvfjerds gange kræver en stor del tålmodighed.

Ældste Neal A. Maxwell lavede en kobling mellem tålmodighed og tro, da han sagde, »Tålmodighed er meget tæt forbundet til tro på vor himmelske Fader. Når vi er urimeligt utålmodige, antyder vi faktisk, at vi ved bedst – bedre end Gud. Eller påstår, at vores tidsregning er bedre end hans« (»Patience«, Ensign, okt. 1980, s. 28).

Vi kan kun udvikle vores tro, hvis vi er villige til at vente tålmodigt på, at Guds formål og veje udfolder sig i vores tilværelse efter hans tidsplan.

Siden utålmodighed er så naturlig, hvordan kan vi så udvikle den guddommelige dyd tålmodighed? Hvordan ændrer vi vores adfærd fra det, som falder det naturlige menneske let, til det, som er indeholdt i Jesu Kristi fuldkomne eksempel på tålmodighed?

For det første må vi forstå, at det er nødvendigt, hvis vi fuldt ud ønsker at nyde det gengivne evangeliums velsignelser. En sådan forståelse kan motivere os til følgende:

Læse alle skriftstederne i Guide til Skrifterne under »Tålmodighed« og derefter overveje Kristi eksempler på tålmodighed.
Ransage os selv for at afgøre, hvor vi står rent tålmodighedsmæssigt. Hvor meget mere tålmodighed behøver vi for at blive mere kristuslignende? Denne selvvurdering er vanskelig. Vi kunne måske bede om hjælp hos vores ægtefælle eller andre familiemedlemmer.
Være opmærksomme på de eksempler på tålmodighed og på utålmodighed, der foregår omkring os hver eneste dag. Vi bør stræbe efter at efterligne de mennesker, vi anser for at være tålmodige.
Forpligte jer hver dag til at blive mere tålmodige, og være sikre på at holde de familiemedlemmer, som er udvalgt til det, involveret i vores tålmodighedsprojekt.

Det lyder som en stor mundfuld, men alt, der er værd at opnå, kræver hårdt arbejde. Og at overvinde det naturlige menneske og arbejde på at blive mere kristuslignende i vores tålmodighed er et yderst passende mål. Jeg beder om, at vi vil følge denne sti med flid og begejstring.

Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, og at han står som leder af denne Kirke, vejleder os gennem en levende profet og velsigner hver eneste bestræbelse, vi gør for at blive mere kristuslignende. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.