2006
Nyt GUF-tema for 2007 bekendtgjort
November 2006


Nyt GUF-tema for 2007 bekendtgjort

I 2006 viste Kirkens unge deres talenter og bar deres vidnesbyrd, mens de fokuserede deres aktiviteter omkring GUF-temaet: »Rejs jer, og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkeslagene« (L&P 115:5).

I 2007 fokuserer temaet på den enkeltes åndelige styrke. Det nye GUF-tema stammer fra en åbenbaring, som profeten Joseph Smith modtog, da han var allermest fortvivlet i fængslet i Liberty: »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed« (L&P 121:45).

I en fælles udtalelse siger hovedpræsidentskaberne for Unge Piger og Unge Mænd, at unge, som kæmper med usikkerhed og tvivl, vil finde håb i det nye GUF-tema. »Selvtillid ›i Guds nærhed‹ er sand selvtillid,« siges der i udtalelsen. »Hvis I har selvtillid i Guds nærhed, kan I også have selvtillid blandt alle andre.«

Fordi »Herren ser på hjertet« (1 Sam 16:7), vil unge, hvis tanker er dydige, føle sig sikre på, at Herren accepterer dem, og de vil med større sandsynlighed leve et dydigt liv. Unge Pigers og Unge Mænds hovedpræsidentskaber opfordrer de unge til at finde vejledning til at leve et dydigt liv i Til styrke for de unge (katalognr. 36550 110).

Hvordan kan de unge pryde deres tanker med dyd? Præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, siger, at »der er mange definitioner på dyd, så som moralsk fortræffelighed, de rette handlinger og tanker, en god karakter og kyskhed« (»Så nær englene«, Stjernen, juli 1998, s. 99).

»Mange mennesker forstår ikke helt, hvad dyd betyder,« sagde præsident Faust. »Den almindelige forståelse er at være kysk eller moralsk ren, men i bredere betydning omfatter dyd alle de retfærdige træk, som medvirker til vores karakterdannelse« (»Ti dyder for Guds retskafne døtre«, Liahona, maj 2003, s. 108).

Ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan retfærdighed påvirker vores selvtillid: »Når vi gør det rette, vil vi ikke føle os ængstelige eller tøvende ved at søge guddommelig vejledning. Vi vil vide, at Herren vil besvare vore bønner og hjælpe os, når vi behøver det« (»Personlig retskaffenhed«, Stjernen, juli 1990, s. 29).

Et dydigt liv medfører Helligåndens ledsagelse, som giver inspiration fra Herren og selvtillid i hans nærhed.

I et brev af 1. aug. 2006 bekendtgøres GUF-temaet for 2007, samtidig med at Det Første Præsidentskab opfordrer Unge Mænds og Unge Pigers ledere til at fremhæve temaet ved formødet til GUF og andre ungdomsaktiviteter.

Der vil komme flere materialer om dette emne i januar 2007 i Liahona og New Era.